Feature

«Man gør sig ekstra fint i stand, når man skal møde en blind mand (forfatteren Jorge Luis Borges, red.). Det er Fanny, husholdersken, argentinsk matrone med underkjoledryp, der åbner døren. Mesteren modtager altid kl. 10, og det kan være svært at få ørenlyd blandt det mylder af mennesker, der hver dag vil ham noget.

Han kommer suttende på et mentolbolsje, dufter som en nyfødt og har bittesmå børnetænder i det rosenrøde tandkød – dem vi andre skiftede ud i seksårsalderen. Han er 81, «men frisk som en på 80», hans hud er som engelvinger, han har ikke et blik, men uendelighedens landskab malet i sit blinde ansigt, og et sæt lysebrunt tøj.

– Jeg har taget en tiger med til Dem.

«I form af et slips», ler han og føler på den lange flade pakke. Straks hiver han sit eget slips af og ifører sig det nye tigerstribede, og jeg fortæller ham, at det lige præcist passer til tøjet, og han svarer «naturligvis» og fortæller, at man i gamle dage hængte folk i deres slips. Han be’r mig læse et digt for ham. Så trisser vi gennem stuen, som er grøn og spartansk, bortset fra bogskabene og det barokke arvesølv, og han be’r mig finde den gråmelerede til venstre blandt Kiplings hyldelange værker og om at slå op på «Harp Song of the Dane Woman». «Enkemageren, det er havet,» forklarer Borges, der ikke alene nyder digtet, som han kender hvert ord af, men navnlig iscenesættelsen af tidsforskydningen: At han nu spejler sig i Kipling, som skrev en dannekvindes klagesang, der deklameres i Buenos Aires af en dansker.

Vi skal også ind i soveværelset, som bortset fra en lyseblå porcelænstiger på væggen, ligner en fængselscelle med kun en mikrofon på natbordet, for vi skal se det nordiske bibliotek, det der står hjertet, søvnen og drømmene nærmest. Her er sagaer og eddaer i alskens udgaver, i øjeblikket studerer Borges ny-norsk, fordi han arbejder på et værk om den islandske historiker Snorre Sturlason. Og vor løbende samtale standses uafbrudt af hans dybt interesserede spørgsmål: «Hedder det Biblen eller Bibelen, hedder det Norge eller Norje?»

Her i huset er bøger ikke papir, men levende væsener, gamle bekendte, værdsatte venner i incestuøse relationer, og ud fra det synspunkt er stuerne fyldte, summende af liv. «For mig har læsning altid været en glæde og en kilde til lykke, jeg har aldrig læst en bog af pligt, eller fordi den var berømt, aktuel eller fordi folk taler om den. Og selv om jeg er blind, bli’r jeg ved med at købe bøger.»»

(Fra Suzanne Brøgger ‘s bog Kvælstof fra 1990)

Les også

Naken Koran-kritikk -
Poet i Krigens Hus -
Den dannede muslim -
Sett innenfra -
Den danske utfordring -