Den danske forfatteren Carsten Jensen var torsdag gjest på Norsk Redaktørforenings årsmøte. Det slo meg som en megetsigende og spesiell invitasjon. Jensen er ikke lenger den kontroversielle stemmen som liver opp debatten. Etter fredag 14. februar omtales han som ekstrem.

Den betegnelsen har han fått fordi han tre dager etter terroren skrev en artikkel i Politiken: I to årtier har vi målrettet styret mod konfrontationen – nu har vi fået den.

Terroren var altså danskenes egen skyld. Med sin karikaturstrid og skarpe debatt har de nedkalt terroren over sine hoder. Jensen liker å gni det inn. Han kaller Danmark «den selvradikaliserte nasjon».

Dette synspunkt vant ikke megen sympati. Det ville vært som om noen etter 22/7 skulle sagt at Norge selv hadde bedt om det med all innvandring og flørt med terrorbevegelser.

Norsk Redaktørforening ser ikke problemet, de ser ikke at Jensen tramper på både folket og det danske demokrati.

Jeg finner ingen annen forklaring enn at de liker å høre en danske som tramper på sitt eget land. De visste godt hva de fikk.

carsten.jensen.red

Jensen har vært konsistent i sitt Danmark-hat. Etter 22/7 sa han at det Breivik skrev ikke var noe annet enn det som ukentlig blir sagt fra Folketingets talerstol.

Det var drøy kost. Selv med dansk takhøyde. Nå rammet terroren danskene selv. Også da finner Jensen grunn til å sparke folk i skrittet.

Slik ble det opplevd. Derfor er ikke Carsten Jensen lenger noen populær mann.

Er det virkelig dette som norske redaktører finner tiltrekkende? Har de noe av den samme rem av huden? Er det dette vulgære, nederdrektige de tiltrekkes av? Synes de det er god humor?

I styret sitter Harald Stanghelle som leder og Adresseavisens Arne Blix som nestleder. De må ha lest Politiken-artikkelen og funnet den god, så god at de inviterte ham opp.

Hans Magnus Enzensberger snakker om sekundæranalfabeter, som betegnelse på utdannede mennesker som savner dannelse.

Den som leser Jensen oppmerksomt oppdager fort at han har mistet ikke bare moralen, men også de mentale fortøyningene.

krystalgade.synagoge

foto: Blomsterhavet utenfor synagogen i Krystalgade.

Jensen bommer totalt på stemningen i Danmark i timene etter terroren. Han kaller statsminister Helle Thorning Schmidt for platt og tom. Han sier at nasjonen ikke virket overrasket. Han er ikke lenger i kontakt med det virkelige liv. Thorning Schmidt var dypt beveget og nasjonen var lammet.

Til nationens borgere meddeler hun mat, at »de skal leve, som de plejer«.

Efter 11. september opfordrede USA’s daværende præsident George W. Bush amerikanerne til uanfægtet at shoppe videre. Er det den samme besked, Helle Thorning-Schmidt giver danskerne? Stå nu ikke i vejen for det økonomiske opsving. Fortsæt, som om intet var hændt.

Sa George W. Bush at amerikanerne skulle shoppe videre?

Hvis man ikke kjenner nasjonen man er en del av bedre, eller enda verre: Hvis man gir seg til å sparke den i dens mørke time, har man i realiteten sagt at man har meldt seg ut. Man er ikke lenger del av dette Danmark.

Å snu terrorens vokabular mot Danmark i en slik stund, er en bevisst provoserende handling. Jensen bruker det mest sårende uttrykk han kan finne.

Selvradikaliseret, vil vi måske ende med at kalde gerningsmanden. Men intet menneske er en ø, så hans motiver og inspiration kan komme mange steder fra. Kan vi selv være en af smittekilderne?

Er Danmark en selvradikaliseret nation?

Selvsagt får høyrefløyen så hatten passer. Men det er ikke bare den, det er hele det politiske miljø som han avskriver. Også Socialdemokratiet dømmer han nord og ned. Også de har solgt seg.

Danmark er ubestridt det land i Europa, der i sit parlament har den stærkeste fremmedfjendtlige højrefløj, Dansk Folkeparti, der ved næste valg tegner til at blive landets største, og hvis synspunkter på fremmede deles af et flertal af Folketingets partier, herunder Socialdemokratiet.

 

Det finnes ingen politiker som finner nåde for Jensens øyne. Han bruker honnørord som verdighet og ansvar, men hva legger han i dem når han fraskriver samtlige politikere slike kvaliteter?

Men værdighed og ansvarsfølelse er det i dag nærmest umuligt at forbinde med flertallet af danske politikere.

Jensen postulerer at det finnes et sivilsamfunn der ute som deler hans verdier. Som er anstendige på hans måte. Den siste rest? Meningsmålinger viser at den blå blok er nær alle for en tilstramming av asylpolitikken og den røde er delt på midten. Er det disse 25 % han taler om? Som mangler politisk representasjon?

Men det tolerante Danmark adresseres ikke af nogen politikere. Det opmuntres ikke af nogen partier. Det inviteres ikke til at tale foran nogen mikrofoner. Det tolerante Danmark er i færd med at blive stumt, og fra i morgen vil det være på større afstand af mikrofonerne end nogensinde før.

Carsten Jensen er blitt profet. Han minner om en norsk kollega, Jostein Gaarder, som under Libanon-krigen i 2006 sa at israelerne oppførte seg slik at de hadde mistet retten til sitt land. Han dømte dem til en ny diaspora.
Jensen følger samme spor. Dvs. han later som om det er danskene som hele tiden har søkt konfrontasjonen.

Da terrorattentatet fandt sted lørdag eftermiddag, var det fraværet af forbløffelse, der var det mest bemærkelsesværdige ved reaktionen på de sociale medier. Alle havde ventet det. Vi er et land, der i to årtier har styret målrettet mod konfrontationen. Nu har vi fået den.

Å forsvare ytringsfriheten gjør deg altså fortjent til terror. Da har du selv bedt om det.

Danskene er onde. De tenker det verste om folk. Det er et slags nasjonalt syndefall Jensen proklamerer.
Vores politikere har forberedt os på det. Og vi har selv forberedt indvandrere, flygtninge og deres efterkommere på det i en selvopfyldende profeti: Inde bag sløret, inde bag fuldskægget, inde bag moskeernes mure er det jo sådan, I er. Volden ligger på lur i jeres religion, i jeres kultur, i jeres historie, i jeres vrede, i jeres sind.
Danskene har nedkalt terroren:
I de diskussioner, der fulgte efter terrorangrebet på Charlie Hebdo, blev der i Danmark aldrig skelnet mellem satire og hetz.
 Og hvem skal avgjøre hva som er hva, når man mener at danskene hele tiden, konstant, hetser alle muslimer, hele tiden:
I dag vil der blive holdt der mandtal i Danmark. Så skal en kvart million muslimer hver for sig stå frem og tage afstand. Ellers er de under mistanke. De vil alle være kendt skyldige, indtil de selv har bevist det modsatte.

Jensen er blitt fundamentalist, på muslimenes vegne og på danskenes bekostning. De fleste normale mennesker reagerer på en slik konfrontasjonslinje. På en slik skyldbelegging av et helt folk.

Han fikk svar fra en jødisk student, Jonathan Mizrahi-Werner:

Du graver grøfter, Carsten Jensen.

Ekstremisterne vil sætte dagsordenen, spår han. Men indtil videre er de få, og han er selv en af dem.

Den tid, hvor jeg kun oplever sympati, kalder han kold. De politikere, hvis støtte jeg er så taknemmelig for, kalder han iltfattige og matte. De mord, vi alle sørger over, kalder han selvforskyldte.

 Carsten Jensen er en 68’er, og vi var en gang i tiden venner. En del av 68’er-kulturen var skadefryden over å spotte og rive ned. Jensen ble en beundret polemiker fordi han tøylet sin skarpe tunge. Men nå er det ikke morsomt lenger. De ordene han skrev etter terroren var en nidstang over ham selv.

Dette synes norske redaktører var verdt å høre. Lever de fortsatt i en tidslomme der skadefryden – å se noen blir skadet – er den største fryd?