Gjesteskribent

Tilliden til politikerne er dykket ned under gulvtæppet, fra mellem 54 og 70 procent indtil 2011 til kun 36 procent ifølge den seneste måling. Blot godt en tredjedel af danskerne har med andre ord stor eller ret stor tillid til politikerne.

Krisen spiller uden tvivl en rolle i sig selv, men faldet er meget dramatisk. Der må derfor også være andre forklaringer på spil. Den nuværende regerings rekord i løftebrud er givetvis også en årsag. Lyver man tilstrækkelig massivt og tilstrækkelig længe, vil det give sig udslag i, at temmelig mange vælgere mister troen på, at politikere i al almindelighed er til at stole på.

Der er dog, er min påstand, en dybereliggende årsag på spil, som kun har lidt at gøre med krise og løgn.

Karriere og kun karriere

Bevares, lige siden grundloven har der været mennesker, der har kæmpet for at komme i folketinget, fordi det var en lukrativ vej for mennesker, der ikke kunne så meget andet end at “lave politik.” Der er dog sket et afgørende skifte, et skifte, som er blevet forstærket i det seneste tiår. Tendensen har været der siden 1970´erne, hvor det tidligere fasttømrede klassesamfund til dels gik i opløsning og erstattedes af noget mere flygtigt, nemlig kampen om vælgernes gunst ud fra enkeltsager og personer.

Afgørende indtil for nylig var imidlertid, at hovedparten af politikerne blev valgt, fordi de nød tillid hos en bestemt klasse af vælgere, arbejdere, bønder eller selvstændige især. De valgte politikere var sjældent meget unge. De havde som det helt almindelige tjent deres sporer ved at virke inden for deres felt, og de var samtidig aktive i den lokale partiorganisation. Kombinationen af deres dygtighed inden for deres fag og deres aftjening af “værnepligt” inden for partiorganisationen gjorde tilsammen, at de blev båret på skjolde ind i folketinget af tilstrækkeligt mange vælgere, der havde tillid til dem, fordi vælgerne vidste, at de havde at gøre med folk, der kendte til den virkelige verden.

I dag ser et typisk karriereforløb ofte nogenlunde således ud: Først elevrådsformand, så medlem af en politisk ungdomsorganisation, derpå opstillet til folketinget og i første eller andet forsøg valgt til folketinget i en alder af 24 år. Værsgo og spis. Forskellen til tidligere kan ikke være større.

Partidisciplinen

Der har altid hersket partidisciplin, også selvom fædrene til grundloven forsøgte at undgå netop dette ved udtrykkeligt at skrive, at det enkelte folketingsmedlem ene var bundet af sin samvittighed og ikke ved nogen forskrift fra sine vælgere. Man fristes i dag til at sige, at følte medlemmerne af folketinget sig i det mindste moralsk bundet af deres vælgere, var meget nået. Der er i stedet sket noget meget værre.

Den mest fordummende indordning sig under den allerøverste partitop er trådt i stedet. Hvor mange personer har reelt magt i dagens Danmark? Her ser jeg endda bort fra, at et stort flertal af folketingets medlemmer frivilligt har ladet sig binde på hænder og fødder af EU.

Tænk over det. Højst to til fire personer i de enkelte partier bestemmer i praksis, hvad alle øvrige medlemmer af folketingsgruppen skal mene. Eneste undtagelse synes faktisk at være Enhedslisten. Det er pinligt at måtte indrømme dette gale parti så meget, men det er sandt. Bortset fra hos Enhedslisten (i hvert fald i højere grad end hos alle andre partier) hersker der et uindskrænket regimente, hvor f.eks. Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen hos Venstre eller Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon hos Socialdemokraterne stort set alene sætter kursen.

Resten, den temmelig sølle flok på mindst 150 af folketingets 179 medlemmer, gør de facto intet andet end at sætte fingeren på den rigtige knap, når der skal stemmes.

De livsuduelige

Når kadaverdisciplin kombineret med uduelighed til at fungere i det virkelige liv sættes sammen med glad ungdom, fås en ubehageligt smagende cocktail. Så ser vi de glade 24-årige sole sig i mediernes lys, mens de på deres fra folkeskolen dårlige dansk belærer almindelige mennesker om, hvor skabet skal stå. Det gør de samtidig med, at de smækker hælene sammen på hvert et gruppemøde. De skulle jo nødig nyde noget af ikke at blive genopstillet i deres ret sikre valgkreds næste gang, de skal have fornyet deres abonnement til et arbejde, de alene i kraft af deres umodenhed kun dårligt er i stand til at varetage.

Resultatet er et degenereret folkestyre, der kun kan tilbyde indstuderede politikersvar, som enhver kan gætte sig til i forvejen. Virkelige folkelige repræsentanter er der ikke tale om.

Løsning?

Jeg har ikke selv en universalløsning på dette meget alvorlige problem med det degenererede folkestyre. En mulighed er at sætte valgbarhedsalderen kraftigt i vejret til f.eks. 30 år. Stemme kan man, når man er fyldt 18 og er dansk statsborger, men blive valgt til at repræsentere sit folk kan man først 12 år senere. Noget sådant ville givet ikke løse tilnærmelsesvis alle problemer, men det ville sætte en bremse på den grasserende tendens til, at politik er et levebrød og intet andet.

Andre konstruktive forslag modtages gerne.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 8. januar 2014.