Gjesteskribent

Det uafhængige Krim bestod i mindre end 24 timer. Nu er Krim russisk. Søndagens afstemning viste sig at være et ultrakort forspil til halvøens optagelse i Den Russiske Føderation. Hollywood kunne ikke have drejet fortællingen bedre.

Hvad skal vi sige til dette kup?

Det nemmeste er vrede og forargelse. Den findes overalt på Facebook og andre sociale medier – samt i de europæiske hovedstæder hen over hele det politiske spektrum, der genspiller den gamle traver om de Gode vs. de Onde.

At Putin har diktatoriske tilbøjeligheder, kan der ikke herske tvivl om. Som en anden Napoleon har han uden at kny annekteret en bid af et suverænt naboland og trodset alle advarsler. Det er imod gældende regler og normer, og var historien om Krim så simpel, var den let at få forstand af. Harmen ligeså.

Men der mangler noget i forståelsen; det simple forhold, at et stort flertal på Krim vil være russere og hilser annekteringen velkommen og ønsker at blive en del af Rusland.

Dette kan ikke blot affejes som ren og skær chauvinisme, men fortæller os noget centralt om loyaliteten mod den russisk-ortodokse kultur i det kolossale område fra Kiev, hvor den første russiske statsdannelse opstod, og østpå.

Der er blevet grinet og vrænget ad afstemningens manipulerede resultat, men summa summarum er, at selv et åbent og retfærdigt valg sandsynligvis ville have ført til nogenlunde samme resultat på Krim. Et markant flertal på halvøen foretrækker selvbestemmelse – sammen med Rusland, ikke med Ukraine. I øvrigt er der ingen grund til at romantisere den politiske ledelse af Ukraine, der roder rundt på bunden af et dybt hul.

Midt i forargelsens kor har der været enkelte nøgterne analyser, bl.a. her og her og ikke mindst i JP, hvor Flemming Roses dækning udmærker sig ved at beskrive de faktiske forhold i jernindustrien frem for at fordømme.

Det er blevet tid til geopolitik, og Fritz Wolder, enmandshæren fra Hasselager syd for Århus, har sendt mig sin bog om geopolitik før og nu, Kampen om kloden (2011), som jeg må se at få læst – opfordringen er hermed givet videre.

Fritz Wolder har ligeledes for nylig udgivet Carl Schmitts geopolitiske betragtninger Land og hav, der blev til i 1942, men stadig har aktualitet.

Disse udgivelser peger mildest talt på, at Rusland – for så vidt man kan tale om et hele – slet ikke deler de vestlige værdier – og egentlig ikke har forladt den kolde krig.

Nedbrydningen af det sovjetiske imperium kaster med andre ord stadig lange skygger over kontinentet, sådan som det også skete i Jugoslavien i 1990′erne, hvilket således ikke burde overraske os: Når imperier synker i grus, river de træer og buske, lande, mennesker og grænser med sig i faldet. Voldspotentialet vokser eksponentielt.

Det så vi op til – og under – begge verdenskrige i det 20. århundrede, hvor henholdsvis det tyske, russiske, habsburgske, tyrkiske og japanske imperium skabte kaos og ødelæggelse – og det ser vi nu i Kaukasus hele 20 år efter opløsningen af det sovjetiske imperium. Historien er alligevel ikke slut.

Imperier har, sådan som den britiske historiker Niall Ferguson pegede på allerede i The War of the World (2006), der også findes som seks dokumentarudsendelser fra BBC, en iboende tendens til at smadre alt omkring sig, især hvis de indeholder en latent konflikt mellem etniske identiteter og politiske strukturer. Dvs. hvis der ikke er nogen overensstemmelse mellem stat og nation.

Således er det ikke tilfældigt, at nogle af de værste pogromer under 2. Verdenskrig foregik netop i ”blodlandet” mellem Polen; Ukraine, Hviderusland og de baltiske lande eller på steder med mange navne, såsom Vilnius/Vilna/Wilna/Vilne, Lemberg/Lwow/Lviv og Czernowitz/Cernauti/Chernovtsy/Chernivtsi. Hvor der findes mange stednavne for det samme sted, findes der som regel også en krudttønde fuld af krudt.

Når vi husker hinanden på, at det 20. århundredes blodbad udsprang direkte fra store økonomiske udsving, etniske konflikter og multikulturelle imperier i forfald, så bliver man tilhænger af klare linjer mellem stater.

De seneste 100 år har imperier været højrisiko, mens nationer har været lavrisiko.

Problemet er bare, at vi tror, det forholder sig lige omvendt og af samme grund er godt i gang med at bygge et nyt imperium under akronymet EU.

Det egentlige spørgsmål er derfor, hvad Rusland er – eller stræber efter at blive?

Hvis Rusland vil være en nationalstat, er der chance for en fred, der holder.

Hvis Rusland derimod stræber efter at genskabe sit tabte imperium – eller i praksis bliver en hybrid af imperium og nation – dvs. en imperiestat med alle de ambitioner, sådan nogle plejer at nære – så får vi balladen.

Så meget er sikkert i denne urolige tid.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 19. mars 2014.