Gjesteskribent

Det pågår en revisjonistisk omfortolkning av krigen i Bosnia, der ytterpunktene – på serbisk og islamistisk side – sier det samme: det var en kamp mellom kristne og muslimer. Men det som skjedde er for godt dokumentert og skjedde for nært til at slike versjoner slår gjennom. Men stor skade gjør de.

Danske Jens-Martin Eriksen gjør lange intervjuer med folk på Balkan. Det er en journalistisk metode som er nærmest utdødd i Norge. Men i Information får han folde seg ut. Dette er et komplisert tema som krever stor plass. Det er også gjennom å utvikle og følge et resonnement at man kommer frem til erkjennelse. Alene sier ikke konklusjonen det samme.

Utgangspunktet er nye tanker fra den britiske lingvisten Abdal Hakim Murad, som hevder at krigen var det kristne Europas drap på sine egne muslimer. Det er skrekkelige tanker, og farlige fordi de rommer et snev av sannhet. EU og den politiske eliten lot serberne holde på. Det hadde de neppe tillatt hvis det var kirker som ble rasert og serbiske kvinner som ble voldtatt.

Murad peger på, at selve termen ‘etnisk udrensning’ er en politisk eufemisme, som skal skjule, at det rent faktisk var et kristent folkemord på muslimer i Europa. Ifølge Murads, så var religionen den eneste – og er den eneste – forskel mellem grupperne i Bosnien, og det var fordi mennesker var muslimer, at de blev myrdet eller fordrevet. Derfor må man i stedet tale om en religiøs udrensning.

Man drar kjensel på dagens religiøse motsetninger. Men påstanden blir ikke mer historisk sann av den grunn.

Sosiologen Milan Vukomanovic i Beograd vet at det var mer komplisert.

«Først og fremmest vil jeg sige, at krigen i Bosnien ikke begyndte af religiøse grunde. Man diskuterede ikke religiøse doktriner mellem hverken paven eller den ortodokse kirkes patriark eller muslimske lærde, som politikere så senere tilsluttede sig. Jeg ser snarere religionens rolle som noget sekundært, men altså ikke desto mindre meget betydningsfuld, som en faktor, der var med til at anstifte krigen. Men de politiske årsager til krigen er helt åbenbart de mest betydningsfulde. Det handler som bekendt om at tilrettelægge grænserne mellem de nye selvstændige lande, som bryder ud af det Jugoslavien, som samtidigt falder fra hinanden. Det handler om modsætningen mellem kravet om selvstændighed fra de nye lande, og kravet om overhøjhed, som udgår her fra Beograd, konkret fra daværende præsident Slobodan Milosevic. Og efter hans opfattelse skulle man følge hans direktiver og implementere hans planer og støtte ham, ellers gerådede man ud i en voldelig konflikt. Det var altså disse politiske grunde, der antændte konflikterne. Men igen; man kan ikke have en politisk konflikt her på Balkan, uden at der også er et etnisk element til stede. Derfor bliver den politiske konflikt meget hurtigt til en etnisk konflikt. Og religionen er simpelthen en del af dette komplekse fænomen, der hedder ‘etnicitet’.»

«Her på Balkan er man over alt monokonfessionelle, hvilket vil sige, at tilhører man en given etnicitet, så tilhører man også automatisk et givent trossamfund. Er man serber, er man kristen ortodoks, er man bosniak er man muslim, er man kroat er man katolik. Den eneste undtagelse er albanerne, som tilhører tre eller fire forskellige trossamfund. Men altså i Bosnien havde vi de tre grupper med monokonfessionalitet, og så kunne man heller ikke i konflikten undgå elementet med religion. Krigen begyndte altså ikke af religiøse grunde per se. Men som noget sekundært, så var religionen igen en del af de etniske forskelle. Det religiøse element blev under krigen tydeligt ved, at religiøse symboler som kirker og moskeer blev brændt ned og ødelagt. På denne måde hævdede man sin overhøjhed over et givent territorium overfor en anden gruppe. Eller også blev gejstlige fra de forskellige retninger mishandlet eller dræbt, også som en del af krigens budskab grupperne imellem. Men fordi religionen bare er en del af den etniske sammensætning, er det rigtigt at kalde det etnisk udrensning. Man ville af med de andre, af den anden etnicitet. Man ville hævde sin eneret til et givent territorium.»

Eriksen spør om ikke de politiske organisasjoner var fronter for de religiøse, men Vukomanovic svarer, nei, det var tvert om. Det var religionen som ble instrumentalisert. Den serbisk-ortodokse kirken var med på ferden, velsignet våpnene og nevnte aldri forbrytelsene. I stedet konstruerte man en forestilling om at serberne ikke var istand til å begå det de var anklaget for. Dessuten: Hva var ikke blitt gjort mot serberne under annen verdenskrig og lenger tilbake?

«Nej, det forholder sig nærmere omvendt! Det er religionen, der anvendes i den politiske kamp. Det er religionen, der instrumentaliseres i denne krig. Men det forholder sig ikke sådan, at det kun er politikerne, som kan beskyldes for denne instrumentalisering af religionen. For de religiøse ledere, hierarkierne inden for både den ortodokse kirke og inden for de muslimske religiøse organisationer, accepterede med glæde at blive instrumentaliseret i den politiske kontekst. Det kunne man iagttage – for serbernes vedkommende – ved at biskoppen i Bosnien ofte var til stede ved politiske møder, og viste sig offentligt sammen med den politiske leder Radovan Karadzic og den militære leder Ratko Mladic. Desuden kan man, når man dykker ned i de historiske arkiver, se at også her i republikken Serbien støttede kirken i begyndelsen af 90’erne Milosevic i en kort periode. Men da krigen begyndte i Bosnien den 6. april 1992 allierede kirken sig med de bosniske serbere, med Radovan Karadzic. Og da Milosevic senere brød med Karadzic, fordi de bosniske serbere stemte imod fredsforslaget fra den såkaldte kontaktgruppe, da fortsatte kirken med at stå på den radikale linje sammen med de bosniske serbere. Denne støtte indebar, at kirken ikke på noget tidspunkt udtalte sig imod den etniske udrensning eller krigsforbrydelserne, som blev begået mod de civile muslimer. Alt foregik dog lige for øjnene af dem, kirkens mænd var øjenvidner til det hele. Men ingen protest! Tværtimod, når der kom fredsforslag på bordet, som det fra den såkaldte kontaktgruppe i 1994, om kantoninddeling af landet, og når enkelte medlemmer af parlamentet i Pale ymtede noget om at acceptere sådanne forslag, så var det kirken i Bosnien, der talte imod det, især biskopperne. De ønskede krigen skulle fortsætte, de ønskede for alt i verden at beholde de territorier, som var vundet ved etnisk udrensning, mordkampagner, krigsforbrydelser. Det er der, hvor jeg ser det egentlige problem. Og selvfølgelig er fællesnævneren her nationalisme.»

Vukomanovic sier at kirken er blitt tømt for spiritualitet ved dette knefall for brutalitet og vold. Han sier at sannhet og total åpenhet er første betingelse for en tilnærming mellom menneskene. Her har ikke europeiske kirker og transnasjonale organisasjoner mye å være stolte av. Det var smått med protester fra Den norske kirke, Mellomkirkelig Råd osv. under Bosnia-krigen. Man har ikke villet ta opp hvor kompromittert en søsterkirke er blitt.

«Den serbiske kirke kunne overhovedet ikke forholde sig til sin egen kristne, universelle og etiske arv. Den allierede sig i stedet med de værste sekulære kræfter, der promoverede nationalisme og chauvinisme. Jeg tror, at den serbiske kirke i denne periode mistede meget af sin troværdighed, og desuden vil jeg mene, at den så at sige blev sekulariseret i denne proces.»

«Et af de seneste eksempler jeg kan komme på, var da Amfilojije, kirkens nummer to, holdt tale ved den myrdede premierminister Zoran Djindic’ begravelse, hvor det han sagde, det var en absolut skandale. Først talte han om NATO’s bombardement, og forsøgte at få det til at se ud som om det ene kunne være lige så ondt som det andet, noget som var helt upassende at nævne i denne sammenhæng, hvor vi står ved den myrdede premierministers båre. Og så siger Amfilojije, at Djindic’ blev myrdet af ‘broderhånd’. Hvilken slags broderhånd er det? Han blev myrdet af kriminelle, af mordere, af folk fra de serbiske einsatzgrupper i Bosnien, der arbejdede for staten og for det hemmelige politi.»

«Nu nævner jeg slet ikke, hvad der er sagt af f.eks. Biskop Atanasije i Bosnien, der fulgte efter politikerne i parlamentet i Pale med et kors for at få dem til at makke ret, og talte for, at man ikke måtte opgive belejringen af Sarajevo. Disse mennesker er jo kriminelle, og deres taler er opfordring til voldsudøvelse. Som militslederen Arkan sagde, så havde han kun én kommandant, og det var patriarken Pavle, den øverste for den ortodokse kirke her i Serbien! Kirkens mænd har også i det hele taget keret sig meget om de anklagede krigsforbrydere ved domstolen i Haag. De har været til stede hos både Milosevic og Sjeselj bl.a., men aldrig, aldrig når journalister og andre her i Serbien er blevet myrdet, folk som er helt og aldeles uskyldige. Der har vi aldrig set kirkens mænd.»

Nekrofili

Før krigen drev nasjonalistene en utstrakt bruk av de døde. Man grov opp lik og paraderte dem rundt i prosesjoner. Denne bruk av historien minnet om völkische-bevegelsen i Tyskland. I serbiske områder var kirkens menn ivrige deltakere i denne nekrofili.

Et nekrofilt fænomen

– Hvordan vil De beskrive, hvad der sker inden for kirken i perioden op til krigen, hvor hele Serbien er i brand og hvor man udgraver serbiske ofre fra den Anden Verdenskrig – aldrig de andres ofre. En canadisk antropolog, Catherine Verdery, har skrevet en bog om dette fænomen med udgravninger og processioner, hvor man bærer rundt på resterne af de døde rundt langs ruter i Bosnien, hvor man ville skabe et rent serbisk område.

«Det er nærmest et nekrofilt fænomen. Dette befordrede faktisk betingelserne for krigen, vil jeg sige. Vi har nogle forskere her på sociologisk institut, som har foretaget diskursanalyser af den religiøse presse i denne periode fra 1989 til 1991, inden krigene begyndte, af f.eks. kirkens officielle avis Pravoslavlje, og disse analyser dokumenterer meget aggressive, intolerante tekster, som forberedte hvad der senere skulle ske. Men den almindelige politiske presse fulgte godt med. Også radio og tv. Så alt var klart inden det første skud blev løsnet, forberedt af journalister. Om kirkens rolle, så kan måske sige, at man der led af en art kognitiv dissonans i forbindelse med forbrydelserne. En art patologi. Man kunne ikke tro på at serberne – som et folk – kunne begå forbrydelser. Og selvfølgelig har man haft et magtfuldt reservoir at øse af, når man skulle pege på alle de serbiske ofre fra Anden Verdenskrig. Først og fremmest det nazistiske kroatiske quislingregime og koncentrationslejren Jasenovac, og også forholdene i Bosnien, hvor man havde en muslimsk SS-division. Sådan noget kunne vende tilbage, sagde man fra kirkens side. Man har også fastholdt myten om, at Kosova har været serbisk siden det 14. Århundrede, også selv om Serbien bare har haft jurisdiktion over området siden ambassadørkonferencen i 1913 efter balkankrigens afslutning! Der er altså mange misopfattelser, men dem har kirken været med til at sætte i omløb samtidig med at den selv har været fuldstændigt kontamineret af nationalisme, intolerance og had.»

Vuukomanovic sier kirken har havnet i en historisk bakevje. Den er sterkt antivestlig, mot menneskerettigheter og homofile osv.

Dette er også videreført til en helt ny generation, til unge mennesker, der er medlemmer forskellige para-klerikale organisationer, så som f.eks. Obraz. De er stærkt antidemokratiske, antisemitiske og antimuslimske. Alt sammen med velsignelse fra den serbisk ortodokse kirke.»

At denne arven overføres til den oppvoksende generasjon er foruroligende. Det finnes en lignende høyreekstrem, fascistisk tendens i Ungarn og Bulgaria. Når man ser dette i sammenheng med den politiske utviklingen i Russland, ser man konturene av en høyreekstrem, hvit overlegenhetsideologi, med kristen-nasjonalistisk fortegn. Erfaringene fra Balkan er en sterk vaksine mot slik politisk galskap.


Religionen er den sande drivkraft