Gjesteskribent

Illustrasjon: Rlevente / Wikimedia Commons.

 

Brexit er tydeligvis en tabersag, hvis man skal tro de europæiske mainstreamaviser. Det konservative regeringsparti er i splid med sig selv, premierministeren tøver, oppositionen griner, og det forlyder, at tusindvis af vælgere fortryder deres nej til EU. Som om det ikke var nok, er den aktivistiske milliardær George Soros i fuld gang med at organisere lobbyarbejdet for en ny folkeafstemning, som skal få genet briterne tilbage i den eurokratiske fold.

Men brexit er meget andet end en tabersag. Brexit er et vandskel, selv om beslutningens manifestering trækker ud. Vi er øjenvidner til en dramatisk samtidshistorie.

Den tilspidsede konflikt er ikke alene en strid mellem leave og remain eller mellem de to store partier. Der er opstået ny grøde i britisk politik, mener den altid velorienterede konservative filosof Roger Scruton i en analyse i The Telegraph.

Pludselig diskuteres der politisk indhold i stedet for de sædvanlige positioner, markeringer og taktiske krumspring til ære for medier og vægelsindede vælgere, og de etablerede politiske kommentatorer aner ikke, hvad de skal stille op. Spinnet høvles af den politiske substans. Med ét rejses kernespørgsmål såsom: Skal Storbritannien gå efter frihandel og fortsat immigration – eller efter en strategisk toldunion og besinde sig på sin kulturelle sammenhængskraft? Skal britisk lov regere – eller skal EU’s juridiske maskineri have forrang? Skal den britiske sædvaneret på længere sigt erstattes af romersk lov – eller bør den bevares?

Politikerne kan ikke længere snakke udenom, men står i disse dage på tv og leder efter ord og argumentation, hvilket er uvant for dem. Det foregår for øjnene af os. EU’s politiske normer, der førhen blev promoveret af den siddende regering, uanset om den var ledet af Labour eller Det Konservative Parti, viger tilbage for en ny politisk diskurs med gamle aner. Automatpiloten er slået fra.

England og resten af Europa står ved begyndelsen af en drakonisk strid mellem dem, der er motiveret af en idé om det nationale og lokal suverænitet, og dem, der stræber efter at erstatte nationen med en forestilling om et solidarisk og grænseløst Europa i menneskerettighedernes tegn. Hvem der vinder, er langtfra givet. Historien er mere åben end i flere årtier.

For os, der foretrækker hensynet til den nationale suverænitet frem for forblommede skåltaler om det internationale samfund, er situationen glædelig. Det internationale samfund findes ikke i virkeligheden. Hvad der findes, er samfund, dvs. nationer, der trækker vejret ved hjælp af suverænitet og overlever via alliancer med andre nationer, som de deler interesser og værdier med. Sådan har det været i mere end 350 år.

De seneste 100 år har imidlertid været en historisk anormalitet med imperiestater, krige, unioner og flere krige.

Karakteristisk nok er den britiske offentlighed blevet ramt af en veritabel eksplosion af bøger om ”engelskhed” og ”britiskhed”. Bølgen af bøger, der forsøger at gribe fat om nationens rod, repræsenterer en sjælegranskning med udgangspunkt i det politisk-eksistentielle spørgsmål: Hvem er vi egentlig? Det er et rimeligt spørgsmål. Det er bare ikke blevet stillet så massivt og vedholdende længe. Storbritannien er i dag en nation med fødselsveer.

Også Robert Winder, tidligere litteraturredaktør på The Independent, stiller spørgsmålet i en ny bog med titlen The Last Wolf om, hvad han kalder landets skjulte kilder, og går helt tilbage til udryddelsen af ulve på De Britiske Øer i 1290.

Winder peger på nærliggende, men oversete fænomener, som de urbane eliter for længst har glemt alt om i deres store residenser og Range Rovers og under deres femstjernede ophold i Davos, nemlig lokale fænomener som får, nedbør, græs, hvede, kul og det landlige livs modstandskraft. Det var ifølge forfatteren Middelalderens uldøkonomi, som gjorde englænderne rige og lagde fundamentet for deres industrialisering og senere succes i den vide verden.

Hans pointe er, at identitet kommer nedefra, helt bogstaveligt fra jorden og geografien. Stedet – og stedets ånd, vil jeg gerne tilføje – er, hvad der gjorde englænderne til englændere – og danskerne til danskere. Det nye er, at det er blevet en vindersag at minde befolkningen om det.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 18. februar 2018.

 
 

Kjøp Sir Roger Scrutons bok «Svindlere, svermere og sjarlataner» fra Document Forlag her!