Sakset/Fra hofta

Hvis sannhet er noe som underordnes interesser og hensyn er vi tilbake i tribalismen, i stammesamfunnet, skriver Henrik Gade Jensen i Jyllands-Posten.

Er det ikke der vi er?

Den som tar seg bryet med å se debatten mellom Yahya Hassan og Inaam Nabil i Deadline, vil se en etter hvert klassisk situasjon: den ressurssterke innvandrer som oppkaster seg til forsvarer av sin gruppe og angriper ham som våger å kritisere den.

Yayha Hassan står alene. Han voktes nå av det danske overvåkingspolitiet, PET. Alt på grunn av diktsamlingen på Gyldendal, der han tar et oppgjør med sin bakgrunn og kultur. Det sved. Selvsagt sved det, og det er det folk som Nabil ikke vil ha noe av. Hun kaller det generalisering og derfor utillatelig. Hun har lært at «generalisering» er et våpen i de multikulturelles rustkammer.

Nabil hadde en kronikk i Information sammen med fire andre der de stiller spørsmål ved Hassans rett til å si det han gjør. Igjen er det tonen man anfekter. Man forsikrer at man ikke er mot diktene, men likevel innholdet.

Nabil har et program, hun har en plattform. Hassan har kun seg selv. La gå at mange i det kulturelle Danmark interesserer seg for ham. Hans bok har solgt 50.000, et ufattelig høyt tall for en diktsamling. Men til syvende og sist er han en ensom kunstner.

Det er ikke Nabil. Hun taler på vegne av kollektivet, og man vet ut fra konteksten – ut fra hvilket kollektiv det er snakk om – at fordømmelsen kan være ledsaget av trusler og ytterligere «oppfølging». Denne omstendighet kommenteres ikke i studio av verten, Adam Holm, og det gjør intervjuet og debatten til noe selsomt. Det er en stor elefant i rommet. Man vet at Hassans ytringsfrihet kun er sikret så lenge lysene er på.

Henrik Gade Jensens legger en annen dimensjon til debatten: i de hvite danskeres øyne kommer det an på hvem som kritiserer andre.

Debatten om påstandes sandhedsværdi afhængig af, hvem der siger det, har vi fået voldsomt aktualiseret med Ayhya Hassans digte og udtalelser. Bliver udsagn om indvandrere og muslimer mere rigtige, når han siger det, end hvis en bleg mand som Lars Hedegaard siger det samme? Skal Hassan dømmes for racisme og nedsættende generaliserende bemærkninger om en minoritet på samme måde, som andre er blevet anklaget eller dømt? Hvis ikke statueres en retlig forskel på hvide mænds ytringer og andres.

Vi skal derfor holde fast i påstandes sandhedsværdi uafhængigt af afsenderen, for ellers bøjer vi et af de vigtige principper, som ligger til grund for vestlig civilisation. Så lurer tribalismen og kulturrelativismen.

Den store katastrofe er, at der i fire årtier ikke har kunnet debatteres om indvandring, islam og integration uden at debatten blev kraftigt overlejret af moralske, samfundsmæssige hensyn. Påstandes gyldighed blev kort sagt gjort afhængige af afsenderen. Hvis Pia Kjærsgaard sagde, at der er integrationsproblemer med muslimske indvandrere eller 2+2=4, stod mange i kø for at benægte det for ikke at give kvinden ret. Og det helt paradoksale og for fremtidige generationer umulige at forstå er, at det især var – i egne øjne – dannede og oplyste mennesker, der reagerede sådan. Der blev produceret tusinder af projekter, specialer, ph.d-afhandlinger og peer-reviewede artikler, der påviste, at diskursen om fremmede var ”konstrueret” og ”italesat”, enten eksplicit af onde demagoger som Pia Kjærsgaard, eller strukturelt som indlejret i sproget.Man skulle være blind og døv overfor virkeligheden for at være et godt menneske.

På den ene side islamistene, som nok skal vite å knekte sine egne, på den andre de velmenende som har lovapparatet, pressen og den gode smak på sin side.

Slik gjeninnføres tribalismen, stammen, som en konsekvens av at man har godtatt segregeringen. Man praktiserer indre justis, men det har ingenting med lov og rett å gjøre.

 

http://blogs.jp.dk/slipfrihedenloes/2013/12/01/sandhedens-fjende-er-det-velmenende/

Les også

-
-
-
-
-