Gjesteskribent

Mens nøgterne iagttagere som f.eks. den amerikanske toprådgiver Graham T. Allison forsøger at skitsere mulighederne for Ukraine – og Vesten – står vestlige moralister i kø for at kalde dem, der ikke deler deres synspunkter, ”uanstændige”.

Det er næsten som at høre nyt fra Kreml i de gamle dage: Modstanderen er ikke blot af en anden mening. Modstanderen er et dårligere menneske.

Graham Allison sammenligner derimod med Belgien.

Ligesom Ukraine var Belgien længe klemt mellem stormagter. I 300 år var landet en korridor for diverse hære. Når det alligevel lykkedes belgierne at holde sammen på nationen, dvs. indtil for nylig, skyldtes det især, at Frankrig, Tyskland og Storbritannien alle så en fordel i at have en stødpudezone.

Derfor anbefaler Allison Vesten en realistisk kurs, idet han udtaler til dagens JP:

Det, som vi i Vesten er interesseret i, er at give Ukraine mulighed for at være en uafhængig, suveræn stat, der får de bedst mulige chancer for at udvikle sig.

Men Ukraine lever i skyggen af Rusland. Ukrainerne er afhængige af russisk gas og import og eksport til og fra Rusland. Derfor er de nødt til at komme deres store nabo i møde. Det er et uheldigt faktum, men sådan er livet. Det kan godt være, at det ikke er den bedste løsning i verden, men det er en bedre løsning end andre muligheder lige nu.

Det er en her-og-nu-løsning, den er selvfølgelig ikke ideel. En bedre løsning må på længere sigt være, at Ukraine og andre vestlige lande bevæger sig ud af den russiske skygge og bliver mindre afhængige af russisk gas. Uden gasleverancen er Rusland en hær uden finanser.

Graham Allisons illusionsløse anbefaling står i skærende kontrast til de kommentatorer, der mener, at Tredje Verdenskrig er nært forestående. For dem er det en kamp mellem de Gode og de Onde, og gæt selv, hvilken lejr de selv mener at tilhøre.

En sådan dikotomi er pladdermoralistisk. Ikke mindst, når den kommer fra EU eller EU-narratologer, som igen og igen har bekæmpet eller gjort grin med nationalstaternes suverænitet og skældt dem ud for at være ”provinsielle”, ”nationalistiske” og det, der var værre.

I jeg-véd-ikke-hvor-mange-år er national selvbestemmelse blevet anset for latterlig eller farlig. Nu er den pludselig ønskværdig for så vidt angår Ukraine. Det hænger jo ikke sammen. Eller det vil sige: Det gør det på en paradoksal måde. I EU-elitens øjne udgør EU netop god union, mens den russiske føderation er en ond union. Hokus pokus: Inden for EU er selvbestemmelse således en uting; uden for EU er selvbestemmelse noget godt.

Helt ærligt.

Det er for tyndt.

Enten anerkender man betydningen af national suverænitet – eller også gør man ikke – og i så fald er man slet og ret moralist. Sidstnævnte kan, som også Henrik Gade Jensen er inde på, ikke få nok af at stille krav – til andre.

Det er afgrunden mellem ord og praksis, der gør folk til hyklere. Den største af dem alle lige nu er EU.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 7. april 2014.