Den, der lever skjult, lever godt, siger et gammelt ordsprog.

Hvorvidt det også er sandt for herboende indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande, afhænger nok af øjnene, der ser. Og de betragter i disse dage – takket være JP’s afdækning i går og i dag (se så at få dig et Premium-abonnement!) – just disse indvandrerkvinders kroniske afhængighed af den velfærdsstat, der har budt dem indenfor.

Blandt de 24.000 personer, der har været på kontanthjælp i mere end 10 år i løbet af de seneste 15 år, er knap 6.000 indvandrerkvinder, hvilket svarer til hele 25 pct. af gruppen. Når man husker på, at indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande kun udgør omkring 3 pct. af den arbejdsdygtige del af befolkningen, er 25 pct. naturligvis en voldsom overpræsentation for nu at sige det så pænt, at selv Dansk Pen og Bjørn Bredal kan læse med.

For disse tusinder er kontanthjælpen for længst blevet til konstanthjælp – herfra og til himmerige.

Det er ikke stort bedre med førtidspensionen. Den bliver også mere og mere populær blandt indvandrerkvinder. I løbet af bare fem år er antallet af indvandrerkvinder på førtidspension vokset med 55 pct. Fra 8.851 i 2007 til 13.706 i 2011 i absolutte tal. Imens falder antallet af etnisk danske kvinder på førtidspension ganske svagt.

Det sidste er naturligvis glædeligt, det første er alarmerende, og den ansvarlige minister har da også straks lovet bod og bedring både mht. førtidspension og kontanthjælp. Hvad bedringen består i, må guderne vide. Mette Frederiksen udtaler bl.a.:

“Det har aldrig været meningen, at folk skulle gå på kontanthjælp år efter år, og at forældre skulle lade deres børn vokse op i familier, hvor indtægtskilden permanent var kontanthjælp.”

Se, her er det så, jeg har lyst til at spørge Mette Frederiksen, hvor hun har været de sidste 15-20 år?

Nu ved jeg godt, at hun ikke er lige så gammel og udtjent som jeg, men hun omgiver sig til gengæld med både eksperter og rådgivere. Hvordan kan Mette Frederiksen ikke vide, at det netop har forholdt sig sådan, som hun siger, at det ikke må være – de sidste mange år?

Faker hun – eller er hun bare blind?

Hvad er egentlig værst?

Jeg har selvsagt ingen jordisk chance for at vide, hvad Mette Frederiksen ser, ved eller ikke ser og ikke ved. Jeg undrer mig bare over, at et begavet menneske som hende tilsyneladende ikke er klar over, hvordan tingene fungerer – eller rettere ikke fungerer – i Velfærdsdanmark.

Nuvel, ministerens lille hjælper, Leif Lahn Jensen, giver fluks den tidligere regering skylden. Det skal han have lov til, sådan er politikere jo, også midtvejs henne i deres egen glansperiode, og ministerens lille hjælper har da ret i, at forgængerne også bestak befolkningen til at holde kæft. Men hvad med jer selv?

Her kommer Leif Lahn Jensens svar i al sin rystende enkelhed:

“Vi vil i forbindelse med den kommende kontanthjælpsreform kigge på, hvordan søren vi får denne gruppe nærmere arbejdsmarkedet.”

Hvordan Søren?

Det jovialt-almueagtige udtryk rummer al den politiske desperation, 40 års mere eller mindre blind indvandring fra de varme lande har afstedkommet i selv det kolde Nordeuropa. Politikerne aner simpelthen ikke deres levende råd. De spiller overraskede, chokerede eller tror muligvis, at hovedproblemet og alle de afledte problemer kan klares med et snuptag: Bare vent til i morgen, så kommer der en fair løsning.

Hvad alle andre kan se, hvis bare de tør åbne øjnene, er, at velfærdsstaten ikke længere hænger sammen økonomisk og socialt. Den er nemlig, som økonomer påpeger igen og igen, dybt afhængig af, at folk finder arbejde og betaler til kasse 1 for en vis tryghed og omfordeling. Uden denne tavse kontrakt, falder konstruktionen sammen.

Sagen er nu den, at kasse 1 ikke bare er tom, den er forgældet til op over skorstenen og bliver derfor løbende udbygget til kasse 2, 3 og 4.

Som man sågar er ved at finde ud af i Sverige i disse år, så dræner indvandringen velfærdsstater, der hviler på universelle ydelser uanset om borgerne har optjent eller ydet noget for adgang til privilegierne. Velfærdsstaten rummer en afgørende betingelse. Ignorerer man den med henvisning til allehånde godhedsidealer, synker velfærdsstaten stille og roligt sammen til det rene ingenting. Opløst af godhed. Og så har vi balladen.

Vi nærmer os med andre ord en korsvej. Vi skal til at vælge. Vil vi have en velfærdsstat af en eller anden slags, eller vil vi være et indvandrerland?

Man kan ikke få begge ting – samtidig.

At skjule dette grundlæggende dilemma og prisen ved ikke at træffe et oplyst valg – det er ikke at leve godt.

Første gang i Jyllands-Posten 20. februar 2013. Docu­ment tak­ker Jal­ving for til­la­telse til republisering.