Sakset/Fra hofta

Foran loven står der en dørvogter. Til denne dørvogter kommer en mand fra landet og beder om adgang til loven. Men dørvogteren siger, at han ikke kan give ham tilladelse til at træde ind nu. Manden tænker sig om og spørger så, om han da vil få lov til at træde ind senere. «Det er muligt,» siger dørvogteren, «bare ikke nu». Da lovens port står åben som altid og dørvogteren træder til side, bukker manden sig for at se, hvad der er indenfor. Da dørvogteren bemærker det, ler han og siger: «Hvis det sådan drager dig, så forsøg dog at gå ind på trods af mit forbud. Men mærk dig: jeg er mægtig. Og jeg er kun den underste dørvogter; fra sal til sal står der dørvogtere, den ene mægtigere end den anden. Allerede den tredje kan ikke engang jeg tåle synet af.» Sådanne vanskeligheder har manden fra landet ikke ventet; loven må dog til enhver tid være tilgængelig for alle, tænker han, men da han nu ser nærmere på den pelsklædte dørvogter, hans store spidse næse, det lange tynde sorte tatarskæg, beslutter han sig alligevel til at vente, indtil han får indgangstilladelsen. Dørvogteren giver ham en skammel og lader ham tage plads lidt skråt for døren. Der sidder han i dagevis, i årevis. Han gør mange forsøg på at blive lukket ind og trætter dørvogteren med sine bønner. Dørvogteren anstiller hyppigt småforhør, udspørger ham om hans hjemstavn og om meget andet, men det er lutter udeltagende spørgsmål, sådan som store herrer stiller dem, og han ender altid med at sige, at han ikke kan lade ham komme ind endnu. Manden, der har udrustet sig godt til rejsen, anvender alt, hvor kostbart det end måtte være, for at bestikke dørvogteren. Denne modtager ganske vist det hele, men siger samtidig: «Jeg tager kun imod det, for at du ikke skal tro at have ladet nogen mulighed uforsøgt.» I de mange år iagttager manden næsten uafbrudt dørvogteren. Han glemmer de andre dørvogtere, og denne første forekommer ham at være den eneste hindring for hans adgang til loven. Han forbander det ulyksalige tilfælde, i de første år højt og hensynsløst, senere, efterhånden som han bliver gammel, nøjes han med at brumme frem for sig. Han begynder at gå i barndom, og da han i sit årelange studium af dørvogteren også har fået blik for lopperne i hans pelskrave, beder han nu også disse dyr hjælpe til med at formilde dørvogteren. Til sidst svækkes hans syn, og han ved ikke, om det virkelig bliver mørkere om ham, eller om det kun er hans øjne, der bedrager ham. Men i mørket formår han nu at erkende et lysskær, der uudslukkeligt bryder frem gennem lovens dør. Nu har han ikke lang tid at leve i. Før hans død slutter alle de erfaringer, han har gjort i alle disse år, sig sammen i hans hoved til et eneste spørgsmål, som han endnu ikke har stillet dørvogteren. Han gør tegn til ham, da han ikke mere formår at rette sin stivnede krop op. Dørvogteren må bøje sig dybt ned til ham, thi størrelsesforskellen har i høj grad ændret sig i mandens disfavør. «Hvad vil du have at vide?» spørger dørvogteren, «du er umættelig.» «Alle stræber dog efter loven,» siger manden, «hvordan kan det da være, at jeg er den eneste, der har bedt om adgang i alle disse år?» Dørvogteren konstaterer, at det snart er ude med manden, og for endnu at nå hans svigtende hørelse, brøler han ind i øret på ham: «Der er ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.»

Franz Kafka: Foran Loven
oversat af Villy Sørensen
trykt i: Dommen og andre fortællinger