Spanierne er gået på gaden. Unge, vrede og indignerede spaniere. Los indignados.

Aldrig har så mange af dem været på offentlig forsorg. Aldrig har minimumslønnen været så høj. Aldrig har det været lettere at få et stipendium. Aldrig har børnepengene været så lukrative. Aldrig har sygesikringen været så rundhåndet. Og aldrig har den spanske økonomi genereret så få arbejdspladser til unge mennesker.

Det moderne Spanien er, som udlandsredaktør Flemming Rose skriver i sin klumme, ramt af den europæiske velfærdsepidemi. Den spanske syge. Den græske gigt. Den portugisiske podagra. Det danske delirium. Kært barn har mange navne. Som spøgelset, der går gennem Europa: velfærd. Maksimum, der vil have mere og endnu mere. Minimum, der vil yde mindre og mindre. Lige indtil systemet braser sammen, fordi det ikke lader sig finansiere, fordi det bygger på gældsætning, stigende skatter, fromme ønsker og en i verdenshistorisk perspektiv hidtil uset krævementalitet.

Men de unge går på gaden. Hvor skulle de ellers gå hen?

Det er spørgsmålet og samtidig svaret på, hvor det 20. århundrede fandt sted, hvis du skulle have glemt det i forbifarten.

Det er den britiske historiker Leif Jerram, der leverer svaret i en ambitiøs og original bog om den ufortalte historie om Europas 20. århundrede. Streetlife, hedder den og vækker straks associationer til Randy Crawford klæbrige popnummer, men det er en anderledes ramsaltet fortælling, vi møder hos Jerram.

Det 20. århundrede udspillede sig på gaden, fremfører han, velvidende at det naturligvis også udspillede sig andre steder, f.eks. med Sputnik i det ydre rum og med Armstrong på månen, men det er en anden historie. Jarrams historie handler om, hvordan europæernes hverdag blev forandret fra gaden, af gadens parlament, og hvilke triumfer og tragedier det medførte.

For nylig stod de der igen. Massen. På hovedstædernes torve og pladser under det arabiske forår fra Tunesien til Syrien. Denne gang bevæbnet med internet, Facebook, Twitter og Utube og direkte opkobling til alverdens medier, og de teknologiske hjælpemidler hjalp naturligvis til at sprede deres budskaber og fremme deres sag, hvad den så end var.

Uanset hvad var demonstranternes fysiske tilstedeværelse altafgørende. Uden den var der sandsynligvis intet sket, for man kan ikke lave revolution uden folkemasser. Magten, som alle vil have fingre i, er lokal, ikke global eller universel. Al politik har et sted, et topos, hvilket netop har det med at gøre politiske utopier så stedløse og teoretiske.

Massernes konkrete manifestation gælder tillige i et demokrati som det spanske – valgsystem ufortalt. Fordi europæerne fortrinsvis har levet i byer og i demokratier i mere end hundrede år, er det der, det foregår.

Politik i Europa er en øvelse i gadeteater og en duel ikke blot på ideologier og partiprogrammer, men som Jerram understreger, en logistisk strid om hvis hornorkester der spiller højest, hvem der har den bedste disciplin på gadeniveau, og hvilke talere der sælger flest billetter. Vi taler og taler om tv, men glemmer gader og stræder og mobilisering via symbolstærke events og happenings.

Såvel kommunismen som nazismen blev født i gaderne og mobiliseret samme sted i kraft af en dynamik mellem buldrende industribyer og sultende arbejdere i tæt bebyggelse. Har du kontrol over pladser og boulevarder, har du kontrol over en hel befolkning, hævder Jarram og spænder buen til det yderste i sin indsnævring af kampzonen.

Byer – og gadens parlament – kan kort sagt destabilisere ethvert regime, og dermed bliver vores byer med al deres latente begejstring, virak, konflikt og mord til laboratorier og – nok så meget – til gerningssteder for politiske ideer og drømme. Hvor bliver ifølge Jarram lige så centralt som hvad og hvorfor. Revolutioner har deres egen geografi.

Urbaniseringen kan der ikke herske tvivl om. Det er urbaniseringen – sammen med demokratiseringen – der har gjort gaderne så strategisk vigtige for den stående politiske kamp og udvikling. Storbritannien førte an i den hastige byudvikling siden 1800-tallets industrialisering, men i perioden mellem 1880 og 1940 gik det endnu stærkere i andre dele af Europa.

Berlin voksede fra ca. 1 mio. indbyggere i 1880 til 2 mio. i 1910 og 4,2 mio. i 1930. Milano fra 322.000 i 1880 til 1,1 mio. i 1940. Moskva fra 800.000 i 1890 til 4 mio. i 1940. Ruhr-området fra under 200.000 i 1870 til 2,2 mio. i 1940. Omkring 1970, hvor Jerrams historie slutter, boede 70 pct. af alle europæere i byer med den højeste koncentration fra Sovjetunionen i øst til Frankrig i vest, Storbritannien i nord til Italien i syd.

Leif Jerram følger gadens parlament fra den russiske revolution, Mussolinis erobring af Rom og Hitlers Bierstube-mobilisering til studenteroprøret i Paris i 1968 og forsøger at forklare, hvorfor balladen udspandt sig netop der.

I det sidstnævnte tilfælde hang det sammen med, at Nanterre-universitetet, hvor optøjerne begyndte, var et isoleret campus midt ude i et industrihelvede, hvorfra det sidste tog væk gik kl. 22, og at der ikke var andre steder at gå hen. Det er oprør nærmest som i mangel af noget bedre at give sig til, og her som andre steder i bogen, virker det som om, at forfatteren forveksler anledning med årsag.

Om revolutionen i 1917 kommer Jerram nærmere en mere strukturel-sociologisk forklaring, når han peger på, at vandringen fra land til by – fra et etableret system af ejerskab, vaner og religion til en ny, skrap konkurrence om job på fabrikkerne – udgjorde en voldsom transformation af mange almindelige menneskers liv og forventningshorisont. Så voldsom, at det er svært at forestille sig, at forandringen ikke skulle kunne have store konsekvenser.

Bønderne blev ikke bare arbejdere i fabrikshallerne i Skt. Petersborg og Moskva; de blev proletarer, anført af anti-borgerlige ideologer som Lenin og Trotskij i et virvar af konflikter og spændinger. Med udgangspunkt i fabrikken som topos for spontan organisering af manpower og materiel til revolutionære formål. På sådan en fabrik i Skt. Petersborg vedtog de animerede proletarer følgende deklaration i juli 1917:

Vi sværger at dø for befrielsen af den arbejdende klasse. Og lad ikke den borgerlige elite tro, at vi har glemt vores mål, og at vi er optaget af interne diskussioner. Nej. Når selvopofrelse er nødvendig, så lad bourgeoisiet vide, at vi er parate til at sejre eller dø.

Streetlife rummer yderligere fire kapitler til historien om det hæsblæsende 20. århundrede – om kvinderne, kulturen, seksuelle identiteter og byplanlægning – som ikke skal rekapituleres her. Bogen skal blot anbefales som et tankevækkende bidrag til forståelse af vore nære, demokratiske og sataniske fortid.

Læs den før din næste demo.

Leif Jerram: Streetlife: The Untold History of Europe’s Twentieth Century, Oxford University Press, 477 sider, £ 19.

Kjøp boken gjennom Document, og støtt oss dermed. Boken lagt inn i karusellen.

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. Han har blant annet utgitt bøkene Absolut Sverige, Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret. Et opgjør med Godheden (2007), og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Håndbog i revolution ble første gang publisert i Jyllands-Posten 24. mai 2011, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.