Sakset/Fra hofta

Der var engang en verden uden Facebook. Jeg ved, det er svært at fatte for især unge læsere, men sådan var det faktisk.

Vi har været lidt inde på det før, da jeg hev den engelske historiker Leif Jerram ind på bloggen, fordi han i en ny bog mindede om, at det 20. århundrede politiske set udspillede sig på gaden – lige fra den første russiske revolution i 1917 til den anden russiske revolution i 1991 med en hel del stop undervejs.

Jarrams historie handlede om, hvordan europæernes hverdag blev forandret fra gaden, i byerne, af gadens parlament, og hvilke triumfer og tragedier det medførte.

Dengang i det forrige århundrede fandtes der også i Danmark aktivister, som gik rundt og hængte – ikke mennesker – men plakater op i byerne. Plakater med politiske budskaber. Venstreorienterede budskaber. Ikke bare venstreorienteret som i Holger K. Nielsen, der lader til mirakuløst at være vendt tilbage fra det 20. århundrede, men venstreorienteret som i “Byggeren”, “bz”, “autonom”, “antifascistisk”, “Styrk intifadaen – boykot Israel”, “Ungdomshuset” og m.m.

F.eks. en ironisk valgplakat fra 2005 til fordel for “Anders Fjog Rasmussen – statsrascismeminister” med slagordet “Hitler var også folkevalgt”. Eller den besnærende falske ordlyd i protesten imod al indvandringspolitik: “Intet menneske er illegalt” fra år 2000.

Mere end 400 af disse plakater fra 80’erne, 90’erne og 00’erne er nu blevet samlet i en lækker coffee-table-bog med titlen Gadens parlament, og jo længere frem i tiden, vi kommer, jo mere patetisk bliver budskabet.

Ikke mindst når propagandisterne får det til at se ud, som om de er “autonome”, mens de i den sociale og kontante virkelighed er på varig forsorg af kommune og velfærdsstat, der uden at kny betaler for løjerne.

Det kan være infantilt som på en opfordring fra 2008 til at “belejre” Københavns Rådhus med denne ledsagende tekst:

“1 år uden ungdomshus, 6 måneders forhandlinger… Nu vil vi have en nøgle!”

Vil sæl, kan sæl.

Eller truende som i denne ledsagetekst fra 2006: “Hvis I rører vores hus, så tar’ vi hele fucking byen – Ungdomshuset blir’.”

De fik som bekendt et spritnyt. Som selvfølgelig ikke var godt nok.

Men det bliver værre endnu. En udgivelse som Gadens parlamenteksemplificerer, at selv den mest radikalt-venstreorienterede propaganda med tiden går hen og bliver mondæn og cafélækker. Sådan er kapitalismen. Kan du ikke besejre den ved at være imod, kan du altid rende med og gøre dig til.

Det gør forfatteren Malene Meisner så i en slags dobbelt medløb. Først nøjes hun bogen igennem med at beskrive plakaterne i et deskriptivt, overfladisk sprog, sådan at hun for så vidt ligeså godt kunne have skrevet en kørselsvejledning fra Thisted til Timbuktu.

Meisner, selv gammel autonom på Nørrebro i København, beskriver og beskriver, men det “neutrale” og upassionerede blik kolporterer sin egen normativitet. “Systemet” er ondt, og de gode er ikke overraskende – gode.

Samtidig undgår forfatteren enhver refleksion over, hvad det er, hun gør, nemlig gør modkultur til medkultur og det ikke-etablerede til en del af det establishment, der kælent bliver interviewet i TV 2 Lorry og snart også på den forestående bogmesse i Bellacenteret.

Det er revolution som mainstream og socialisme som event, og jeg er lige ved at smide kaffe-kage-bogen ind i kakkelovnen, før jeg kommer i tanke om, at jeg bare kan bytte den til et eller flere bind Dostojevskij i mit antikvariat (mere herom ved en senere lejlighed).

Malene Meisner: Gadens parlament. 30 års plakater fra den radikale venstrefløj, 340 sider, over 400 plakater i farve og s/h, Møller Forlag, 350 kr.

Første gang som blogg i Jyllands-Posten 2. november