Dommen i Oslo tingrett mot den kurdiske familien som tvangsgiftet datteren på 13 med hennes fetter på 19, er skjellsettende og et eksempel til etterfølgelse, skriver Karen Jespersen og Hege Storhaug.

De henvender seg til Danmarks nye integrasjonsminister Søren Pind, som har satt tvangsgifte og tvangskultur overfor kvinner, høyt på dagsorden. Men da må handling følge ord, skriver de to, og fremhever dommen i Oslo: fetteren fikk 5,5 år, faren, tanten og «svigermoren» 3,5 år, – alle involverte ble dømt, selv om jenta ikke ønsket familien stilt for retten.

Som forfatterne selv viser, lovens lange arm maler uhyggelig sent i disse spørsmål.

I 1992 arbejdede Hege Storhaug som journalist på Dagbladet. Her skrev hun en artikel om en norskfødt pige som 18 år gammel blev tvangsgiftet med en mand sin hendes familie, der boede i det nordlige Pakistan. Pigen nægtede, men opgav da hun fik en pistol for tindingen. Hun flygtede under dramatiske omstændigheder skjult i en burka og kom hjem til Norge takket være den norske ambassade. Pigens historie sendte chokbølger helt ind i Stortinget, som i 1995 vedtog en lovbestemmelse direkte vendt mod tvangsægteskaber. I 1998 kom den første nationale handlingsplan, der senere blev fulgt af to andre.

Først i 2005, blev der rejst en sag ved domstolen, fordi loven blev ændret, så anklagemyndigheden nu skulle rejse sagerne og ikke de børn og unge, der havde været udsat for familiens overgreb.

Sagen i 2005 førte til, at en far og bror blev dømt for drabstrusler og vold mod en pige på 16 år, der var blevet gift i Irak. I 2008 faldt en lignende dom, hvor en far blev dømt for at bortføre og tvangsgifte sin 14 år gamle datter til en slægtning i Irak.

I Danmark er strafferammen for tvangsekteskap øket til fire år. Det er opprettet varseltelefoner og konsulentkontorer.

Men sammenlignet med antallet som antas å bli utsatt for tvang og press er antallet anmeldte saker lavt.

I 2008 blev straffen for at tvinge nogen til at indgå ægteskab hævet til fire år.

Trods indsatsen er udviklingen i Norge og Danmark ikke nogen solstrålehistorie. Problemerne er fortsat enorme, selv om det er svært at få eksakte tal. I Norge anslår eksperter, at der i løbet af to år var »2000 unge piger, der var blevet tvangsgiftet«. Kun få blev retsforfulgt.

I Danmark er der et voksende antal unge kvinder, der søger beskyttelse mod tvang og vold. Det viser tal fra blandt andet Rigspolitiet og kvindekrisecentrene. Desuden dukkede fænomener som barnebrude, flerkoneri og imamvielser op.

I Sverige frygter 70.000 børn og unge at blive tvunget ind i ægteskaber. I den store indvandrerghetto Rosengård i Malmø bliver der årligt opdaget otte til ti barneægtskaber. Også i Storbritannien er problemet enormt. Der forsvinder store piger (og drenge) på stribe fra folkeskolen, når de er mellem 13 og 16 år. En del af dem bliver sendt til oprindelseslandet – ofte Pakistan – for at blive tvangsgift.

Hva kan det lave antallet tyde på? At samfunnet snur seg vekk og ikke orker å konfrontere problemet i hele sin bredde. Selv om man har noen få dommer å vise til, så er antallet tilfeller av tvang mye større. Samfunnet har pent sagt, sakket akterut, eller: i realiteten resignert. Sakene som kommer for retten kan tolkes som symbolsaker. For å statuere eksempler, for å late som man bryr seg.

Her er opskriften, Pind
Jyllands-Posten 15. mars 2011

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.