Sakset/Fra hofta

Danmark feirer frigjøringen 4. mai. Den danske hukommelse er sterkere enn i Norge, men også i Danmark er myndighetene likegyldige til tradisjonen, til institusjonene som er bærere av kontinuitet.

Karen Jespersen har en kronikk i Berlingske hvor hun spør hva som skjer med et land der regjeringen kaster kontinuiteten ut av vinduet.

Den politiske korrekthet som lager et historisk brudd med fortiden, og forkynner et nytt samfunn, er provinsielt. Kun vestlige land driver dette eksperimentet. I andre land beskytter man sin nasjonale identitet med den største selvfølgelighet.

Denne utvisking av vår særegenhet vil svekke oss i den globale konkurransen, skriver Jespersen.

De politisk korrekte demonstrerer, at de er ligeglade med deres land og dets kultur. De fælles symboler, den fælles historie og kultur, de nationale er noget. der hører fortiden til, som vi skal lægge bag os. Men multikulturel politisk korrekthed er ikke spor moderne. Mangel på et stærkt fællesskab gør det tværtimod sværere for os at klare os i globaliseringen og den internationale konkurrence.

Jespersen gir en rekke eksempler på hvordan den sosialdemokratiske regjering fortsetter avnasjonaliseringen. Det er vanskelig å tro. Sosialdemokratene måtte tilbringe mange år i opposisjon fordi velgerne til slutt sa nei til å dele alt med alle i oktober 2001.

Nå er man i gang igjen. Foran valget i fjor lovet sosialdemokratene og SF ikke å røre utlendingsppolitikken. Det gjør man nå likevel, og det på et så følsomt punkt som utvisning av kriminelle.

I går behandlede Folketinget en række forslag fra justitsminister Morten Bødskov. Blandt andet et forslag, der indebærer, at det bliver lettere for kriminelle udlændinge at undgå udvisning. I disse sager om udvisning er danske domstole bundet af internationale konventioner. VKO fik imidlertid gennemført, at Danmark kun skal afstå fra at udvise, hvis en sådan beslutning »med sikkerhed«strider mod konventionerne. Bødskov vil nu fjerne ordene »med sikkerhed«, så konventionerne redder flere af de berørte fra udvisning. Desuden skal der slækkes på reglerne for familiesammenføring. Da familiesammenføringerne var på sit højeste var det op mod 90 procent af unge indvandrere med tyrkisk og pakistansk baggrund, som fandt deres ægtefælle i hjemlandet. Det billede blev vendt, blandt andet fordi VKO strammede tilknytningskravet og indførte et pointsystem. I går fik justitsministeren flertal for at lempe tilknytningskravet og fjerne pointsystemet. Regeringen regner selv med, at der vil komme 1.000 flere om året. Og at det vil koste staten 210 millioner kroner.

Tømming av institusjonene

Det pågår en svekkelse av bærende institusjoner og en tømming av dem for mening. Dette er kanskje det mest alvorlige, for det er noe som «går av seg selv», og som folk ikke ser daglige utslag av. Det er først hvis man ser vedtakene i sammenheng at man ser mønsteret. En slik belysning bidrar ikke mediene til.

Den kulturkritikk man ville hatt på 70-tallet mot en slik radikalisering, er forstummet.

Man er i gang med at svække en række af disse institutioner: Folkeskolen. Forsvaret. Folkekirken. Kongehuset. Traditionerne. Regeringen har besluttet, at den eksisterende kanon for henholdsvis historie og dansk i folkeskolen ikke længe skal være obligatorisk. Det skal være op til den enkelte lærer, om han eller hun vil bruge den.

Historiekanonen omfattede blandt andet Jellingstenen, Christian den 4., Genforeningen i 1920 og en række udenlandske begivenheder som Murens fald. Alt sammen noget der burde være en helt naturlig del af danskernes fælles kulturelle ballast.

Men sådan skal det altså ikke længere være. Nu er der igen frit slag for tværfaglige projekter med store huller i den historiske viden som resultat. Som en ung pige for nylig sagde til mig: »Jeg har haft tre projektopgaver om vikingetiden i min skoletid. Det betyder, at der er meget, jeg ikke ved noget om.«

På læreruddannelsen skal faget kristendomskundskab fjernes. Kirkeminister Manu Sareen vil tvinge folkekirken til at gennemføre homovielser. Derimod skal det være frivilligt for det muslimske trossamfund, om de vil foretage den slags vielser. Når han sender julekort, hedder det ikke »glædelig jul«, men »årstidshilsen«. Hvor grinagtig kan man blive i sin iver efter at vise, hvor multikulturel man er?

Kursen er konsistent og klar. Når man så heller ikke må kritisere den, men risikerer å bli stemplet som ekstremist, øker motsetningene i samfunnet.

I Norge er Eurabia gjort til et symbol på politisk galskap. Men hva skal man si om EUs konsekvente motstand mot nasjonal selvhevdelse, hva enten det er grensekontroll eller rettighetene til kriminelle utlendinger?

Desuden skal der indføres dobbelt statsborgerskab. Socialdemokraterne gør, hvad de kan, for at sløre billedet. Justitsminister Morten Bødskov talte således med to tunger i sagen om lempelsen vedrørende udvisningen af kriminelle udlændinge. Til EUs kommissær sagde han, at det ville betyde en forbedret beskyttelse for dem, der var truet af udvisning. Den danske offentlighed derimod forsøgte han at bilde ind, at ændringen ikke ville få nogen reel betydning. Men så blev EU-kommissær Viviane Reding sur, og Bødskov forsøgte at slippe af krogen ved at tale sort.

Den konsekvente svekkelse av nasjonal suverenitet er konsistent og vedvarende. Det har tatt glansen av EU og globalisering. Det har gått opp for folk at EU sentralt ikke ivaretar deres interesser. Hvis man i neste omgang klager over høyrepopulisme, uten å erkjenne årsaken, er man igjen med på å kortslutte den demokratiske prosess.

Hvor mye er bevisst og hvor mye er likegyldighet? Det er vanskelig å avgjøre og spørsmålet er trolig feil stilt. Man tenker ikke i de kategorier. Kursen er et uttrykk for en state of mind.

Man har forlatt tanken om folket som bærere av nasjonen. Resultatet er over tid fragmentering av samfunnet. At denne «ligegyldighed over for, hvad der sikrer sammenhængskraften i vores samfund, herunder dette samfunds bærende værdier og institutioner» er en logisk konsekvens av at man har forlatt forestillingen om nasjonen. I stedet konstruerer man en ny nasjon, som er åpen i begge ender, hvor dobbelt statsborgerskap er uproblematisk. Man gir ordene egalitet og globalisering en ny mening. At dette innebærer en ny stratifisering og økte forskjeller, ignorerer man. Klasseforakt mot «hvite, enslige menn» luftes uten blygsel.

Men hva gjør man med historien?

I Danmark er den historiske følelse fortsatt sterk.

I dag er det 4. maj. Danmarks befrielse fejres over hele landet. De modstandsfolk, der kæmpede for Danmarks frihed, vil blive mindet. I Mindelunden i København vil tusinder af mennesker gå rundt under de nyudsprungne træer i den lyse forårsaften. Mange vil have børn med. Mindetavlerne med navnene på dem, der døde for Danmark, vil blive læst og forklaret for børnene. De vil stoppe ved de tre henrettelsespæle, hvor mange unge modstandsfolk blev skudt under krigen. I år vil der sikkert være særligt mange med til at mindes og fejre 4. maj. Filmen om Hvidstengruppen har fået et enormt publikum. Folk valfarter til Hvidsten Kro for at høre historien om kroejeren Marius Fiil, der sammen med andre fra Hvidstengruppen blev dømt og henrettet af tyskerne. Kampen mod den tyske besættelse er en vigtig del af vores historiske arv, som betyder meget for mange mennesker. Den er et vidnesbyrd om, at fællesskab omkring historie, kultur, sprog, værdier og traditioner er vigtigt for samfundet og den enkeltes identitet.