Gjesteskribent

De har vundet den foreløbigt vigtigste værdikamp i dette århundrede. Dette er et historisk øjeblik. Mahatma Gandhi befriede i det foregående århundrede den indiske befolkning fra kolonimagten og elendigheden blandt andet gennem symbolsk at tage salt i hånden. Således startede den revolution i Indien, som tvang briterne til ikke bare at forlade Indien men på sigt også deres kolonier i Afrika og Mellemøsten. Gandhi startede revolutionen, skønt ingen troede på, at han kunne få succes med sit forehavende. Winston Churchill latterliggjorde Gandhi ved at kalde ham for en Naked Fakir. De fleste forestillede sig næppe, at Indien både kunne opnå sin uafhængighed og ligefrem blive et demokrati. Men de tog fejl. Nu kan vi være vidner til en lignende udvikling.
En ung egypter ved navn Wael Ghonim har startet en demokratisk revolutionen – ikke med Koranen men med sin labtop i hånden. Denne revolution har meget til fælles med Gandhis revolutionen. Mange islamkritikere vil have svært ved at tro, at sande historiske ændringer er på vej I den arabiske verden. Men sidste århundredes demokratiske bevægelse i Indien og demonstranterne på Tahrir-pladsen i Kairo har flere fælles træk. Begge bevægelser har startet en ikke-voldelig revolution imod et korrupt og undertrykkende regime. Begge bevægelser er startet nedefra af en befolkning, som igennem lang tid er blevet undertrykt.
Egypten anno 2011 kan og skal ikke sammenlignes med Iran anno 1979. Det er ikke en Ayatollah, der har ledet den egyptiske revolution. Det er derimod en ung Google-medarbejder med et oprigtigt ønske om at bringe demokratiet og stoltheden tilbage til egypterne, som har startede revolutionen. Den udløsende årsag var det egyptiske politis brutale drab på en ung egyptisk blogger ved navn Khaled Said. Wael Ghonim og andre gik efterfølgende på nettet med budskabet, at nu var alle Khaled Said.
Selv i demokratiske lande kan folk frygte politiets brutalitet, og af og til dør folk i politiets varetægt. Men forholdene er langt værre i lande med diktatoriske regimer. Jeg synes, at de unge i Egypten fortjener respekt for og anerkendelse af, at de sætter deres liv på spil. Deres indsats har foreløbigt bidraget til at vælte den nu tidligere præsident Hosni Mubarak.
Befolkningen i Egypten fortjener et ægte demokrati, og der ligger nu et stort ansvar hos verdenssamfundet for at sikre, at militæret ikke endnu en gang sætter sig på magten, som de har gjort siden 1952. Hosni Mubarak selv var en mand fra hæren. Det er den tidligere vicepræsident og nuværende egyptiske statsleder Omar Suleiman også. Derfor skal det internationale samfund nøje holde øje med, at man ikke blot erstatter en gammel uduelig general med en ny.
Kairo er en begyndelse. Denne revolutionen bør ikke stoppe, før befolkningerne i Libyen, Syrien, Jordan, Saudiarabien, Kina og en række andre lande uden demokratiet også har ladet sig inspirere af den unge egypter Wael Ghonim. I alle lande med mangelfuldt demokrati må folk på gaden og kræve retten til indflydelse i deres samfund.
Wael Ghonims ord i forbindelse med hans nylige løsladelse fra fængslet understreger kun, at han er en ægte helt.

Mrutyuanjai Mishra er europæisk master i menneskerettigheder og demokratisering, freelanceskribent og samfundsdebattør.

Mrutyuanjai Mishra blogger om menneskerettigheder og demokrati med fokus på internationale forhold og de perspektiver, som de rummer for Danmark.

Mrutyuanjai Mishra kommer oprindeligt fra Indien og behersker fire indiske sprog. Derudover taler han flydende engelsk og dansk.

Document.no takker for tillatelsen til å gjengi Mishras artikler på Jyllands-Posten