Gjesteskribent

Det er artige sager om indvandrere, eller mere præcist efterkommere, der endnu gang dokumenteres af Danmarks Statistik. Det gælder især muslimer. For nu at citere fra dagens artikel:

«21 pct. af alle efterkommere af anden etnisk herkomst end dansk i alderen 20-29 år [blev] dømt for kriminalitet i 2009. For danskere i samme alder er tallet 8,4 pct. Samtidig viser tallene, at der er stor forskel befolkningsgrupperne imellem. Således begår palæstinensiske mænd 137 pct. mere kriminalitet end gennemsnittet. Tallet dækker alle forbrydelser, også fartbøder, men det er bl.a. et stort antal voldsforbrydelser, der trækker op. Opgørelsen er renset for socioøkonomisk ulighed og viser, at også tyrkere, somaliere og pakistanere er cirka dobbelt så kriminelle som gennemsnittet af de mænd, der bor i Danmark.”

I den trykte avis kan man så høre et kor af “eksperter” udtale, at det intet har med kultur at gøre. Hør engang ekstern lektor Flemming Røgils:

“De føler sig ekskluderet, også på den måde, som de beskrives i medierne. De føler, at de ikke bliver bredt anerkendt som danskere,” siger han. “De oplever allerede fra barnsben et skolesystem, der har et national curriculum, som handler om danskhed og dansk historie, men ikke anerkender, at vi befinder os i et multietnisk samfund […]“

Kultur er tabu

En af de største gåder i de sidste 20-30 års integrationsdebat herhjemme har i det hele taget været, hvorfor ingen har diskuteret kulturens betydning for en vellykket integration af indvandrere fra fremmede, dvs. ikke-vestlige kulturer.

Gåden ophører selvfølgelig med at være en gåde, når man forklarer uvilligheden til at diskutere kultur med politisk korrekthed. Kultur er tabu, fordi kultur er noget rigidt, noget der vanskeligt kan formes og ændres.

Man kan ikke bare vælge at skifte kultur over night, ligesom man kan skifte politisk holdning. Kultur er selvfølgelig også tabu, fordi kultur virker ekskluderende og fremmer chauvinismen: Vi foretrækker vores egen kultur og ser ned på andres kultur.

Uvilligheden kan endelig også forklares med det forhold, at kultur er vanskeligt håndgribelig. Det er svært at sætte ord på kulturen, fordi den har at gøre med uformelle normer for adfærd, uformulerede værdier og holdninger, uskrevne regler, ubevidste antagelser og kommer til udtryk i sådan noget som underforståede måder at kommunikere på som f.eks. ironi.

Alligevel er det helt afgørende at tale om kultur. For årsagen til dårlig eller fejlslagen integration har netop ikke kun at gøre med sociale forhold, f.eks. arbejdsløshed, dårlige boliger og dårlig uddannelse.

Tilsvarende kan integrationen heller ikke løses blot ved, at der rettes på disse forhold gennem social ingeniørkunst, flere velmenende politiske initiativer eller ved at gøre samfundets institutioner mere multikulturelle.

Det er en historisk lektie, vi burde have lært: Problemerne stikker dybere. Kultur er et sådant dybdeniveau, vi skal nå ned til, hvis vi overhovedet skal gøres os håb om at løse integrationen. Kultur har nemlig at gøre med menneskers livsform og med det, der betyder allermest for mennesker, som de er flest: identitet.

Newspeak

Mange mener stadig, at de grundlæggende konflikter i vores samfund skyldes sociale problemer, og at opgaven er at “komme i dialog med hinanden.” De findes fortrinsvis i centrum-venstre-segmentet.

Det seneste påfund er ren Newspeak fra Københavns Kommune.

Her skal ordet integration erstattes af ordet inklusion. Læs engang grundprincipperne:

“Inklusion er følelsen af at høre til. Hvis man føler sig som københavner, er man inkluderet i byen.
Derudover gælder følgende principper:
1. Forskellighed er en styrke. Københavnernes forskellighed kan bruges positivt fx på arbejdspladsen, ligesom det er en styrke at kunne to eller flere sprog.
2. Alle skal have mulighed for at være med. Københavnerne skal behandles lige, men ikke nødvendigvis ens. Hvis nogen har brug for en ekstra hånd for at være med, skal de have det.
3. Medborgerskab kommer alle ved. Alle har et ansvar for inklusionen, og hvis flere skal føle sig som københavnere, kræver det partnerskaber på tværs af byen, hvor alle bliver inddraget, bidrager og tager ansvar.”

Kultur og fremmedgørelse

Enhver kan dog – eller burde dog kunne – sige sig selv, at kultur er vigtig for integrationen. Vellykket integration afhænger jo i højeste grad af sådan noget som sekularisering; opdragelse; ligestilling; forhold til autoriteter; borgerlige dyder som høflighed, pålidelighed og ærlighed; gensidighed; loyalitet over for andre end de nærmeste; ytringsfrihed og så videre.

Den danske kultur kan også muslimske indvandrere assimileres ind i, hvis de vil. Også selv om det er vanskeligt. Men dyrker man en fremmed kultur som f.eks. den muslimske i et vestligt land som Danmark, står man i fare for at blive fremmedgjort i forhold til dette lands kultur og bærende normer.

Det kan give sig udslag i almindelig utilpassethed, mistillid og endda had til det omgivende samfund; konsekvenser kan blive sociale patologier som tyveri, røveri, hærværk, overfald, bilafbrændinger eller, i skærpet form som hos de radikale islamistiske bevægelser, en total forkastelse af demokratiet.

Pointen er, at der kun er gradvise forskelle mellem disse højrøstede bevægelser og den anonyme, kriminelle og fremmedgjorte efterkommer med muslimsk baggrund. Kulturen er den fælles forklaring på deres adfærd. Det understreges endnu en gang i dagens nøgletal.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk, og er aktuell med boken Sammenhængskraft, som nylig er utgitt på Gyldendal. Støvring har også hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Kulturel fremmedgørelse og kriminalitet ble første gang publisert i Jyllands-Posten 7. desember 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.