Kommentar

Fem år og en Molly Norris etter Muhammed-karikaturene skriver musikeren og den tidligere fredsvakten Peter Kofod: Jeg tok feil.

Kofod – som agerte som menneskelig skjold i Irak og presenterer seg selv som «ateist, sekularist, antirasist, tidligere fredsaktivist, humanist, progressiv og attpåtil vegetar – var i mot tegningene. Både fordi han var av den oppfatingen at det ikke var noen grunn til å gjøre folk opprørt og fordi det raskt ble klart at det ville komme en internasjonal reaksjon. I dag ser han ingen annen utvei enn å erklære at han tok feil:

Jeg begyndte at blive utilpas, da der opstod Facebook-grupper så som ”Undskyld Muhammed”. Da Politiken indgik forlig med ”Efterkommere af Muhammed”, blev jeg rundtosset, og da en psykopat bankede døren til Kurt Westergaard ind med en økse, fik jeg kvalme.

Da debatten efterfølgende nærmest kun lige kunne svinge sig op til at sige: »jojo, selvfølgelig var det forfærdeligt, hvad der var skete for Kurt – og ikke mindst for det stakkels barnebarn – men han skulle jo heller ikke have tegnet den forpulede tegning«, kastede jeg mentalt op og begyndte periodisk at få billeder af Ayaan Hirsi Ali, Theo van Gogh m.fl. på repeat på nethinden. Men jeg sagde eller gjorde beklageligvis ikke det mindste – andet end at ryste på hovedet og slukke for fjernsynet.

Det er dét, denne kronik i det helt små forsøger at begynde at rette op på. Molly Norris sørgelige skæbne blev den dråbe, der knækkede kamelens ryg, og fik stråmændene til at flyde ud af bægeret.

For det er jo en gigantisk stråmand, jeg har stillet op for mig selv. Grunden til, at jeg ingenting har sagt, skrevet og næsten endda tænkt, er jo,at jeg for alt i verden ikke vil sidde i samme båd som racister, nationalister, reaktionære og højreorienterede i ualmindelighed.

Det er skjebnen til den amerikanske tegneren Molly Norris som er den direkte årsaken til Kofoeds kronikk som han oppfatter som vanskelig å skrive. Etter råd fra FBI har Norris gått under jorden, skiftet navn, sagt opp jobben og flyttet etter at hun mottok dødstrusler for å ha tegnet en karikatur som oppfordret til en offisiell «Alle tegner en Muhammed-dag». Den dødstruede tegneren har imidlertid ikke fått noen støtte, hverken økonomisk, praktisk eller moralsk av den amerikanske regjeringen.

Hvis man kritiserer religion i almindelighed og aspekter af islam i særdeleshed, bevæger man sig ind på en banehalvdel, hvor jeg i hvert fald ikke har lyst til at være. Det er der en grund til. Og den grund er desværre, at vi ateister, sekularister, antiracister, fredsaktivister (tidligere, nuværende og fremtidige), humanister, progressive og mange, mange flere har ladet det yderste højre og de allermest sindssyge religiøse sætte sig tungt på dagsordenen.

Nu er tiden kommet til at vriste den ud af deres grimme kløer. Jeg starter ganske kort her og håber, at mange flere – ikke mindst medborgere, der kalder sig selv muslimer – vil følge trop:

Ingen tilhængere af religion (om det så er den ene eller den anden af slagsen) har ret til at diktere, hvad du, jeg, Kurt Westergaard, Molly Norris eller Monty Python kan/må/skal/bør tegne/skrive/sige. De har ret til at have deres mening om det, udtrykke den og om nødvendigt gå rettens vej for at få afprøvet, om dit eller dat er injurierende eller lignende.

Der er rent faktisk mennesker – rigtige, levende mennesker af kød og blod – ude i verden (og i Danmark), der bliver truet på livet, eller det, der er værre, for at bruge deres ytringsfrihed. Og det er ikke acceptabelt. Punktum. Det kan udmærket være, at vi ikke bryder os om det, de står for, eller det, de siger, men det er – hvis ikke helt ligegyldigt – så overmåde sekundært.

Jyllands-Posten: Fem år efter: Jeg tog fejl