Gjesteskribent

Av Mikael Jalving

Der er som altid stort ståhej for mange ting i Gaza.
Ved fredagsbønnen lod den officielt udnævnte mufti Muhammad Hussein sine tilhørere forstå, at jøderne er og bliver islams fjender – for det tilfældes skyld, at nogen skulle have glemt det siden sidste fredag.

Til gengæld er det ikke meget, vi hører til, hvad der egentlig foregår i Ankara. Her tænker jeg i første omgang på, hvordan den tyrkiske regering kan slippe af sted med at ønske palæstinenserne selvstyre, mens den selv nægter kurderne nøjagtigt det samme.

Er det ikke bare lidt mærkeligt, når nu premierminister Recep Tayyip Erdogan gerne vil fremstå som en fredelig mægler mellem Øst og Vest og på sit lands vegne aspirerer til et medlemskab af EU, et medlemskab, der med et slag vil ændre EU’s politiske sammensætning med helt uforudsigelige konsekvenser. Som om EU ikke var slemt nok, som det er.

Det er ikke mindst Tyrkiets omkring 15 millioner kurdere, der må undre sig, selv om halvdelen af dem stemmer på Erdogan, fordi det politiske alternativ formentlig er endnu værre, og PKK – kurdernes såkaldte arbejderparti – ikke har andre svar end vold og våben.

Den tyrkiske regerings tvetungethed i henholdsvis Gaza og hvad angår det kurdiske mindretal må ligeledes undre os andre. Det ligner hykleri, fordi det er hykleri, uanset om det udtales på tyrkisk, og tvetungetheden peger hen på den tyrkiske stats dobbelte natur: sekulær, men samtidig imperial, kemalistisk men samtidig ottomansk.

Som det ser ud i øjeblikket, kan man ikke få det ene uden det andet. Nissen såvel som vandpiben flytter med.

Man kender den tyrkiske medalje på bagsiden. Forsiden er fup.

Første gang på Jyllands-Postens blogg 2. juli

gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse.