Gjesteskribent

Av Troels Heeger og Søren Villemoes

Et af de mere fjollede fænomener blandt kommentatorer og meningsdannere er det mystiske behov for at foretage bredpenslede politiske analyser på baggrund af et tilfældigt fodboldlandsholds præstationer til en tilfældig slutrunde. Måske er det et agurketidsfænomen. Det kan tænkes. Ikke desto mindre siger det noget om, hvad det er for emner, der er oppe i tiden, når man kigger lidt på de sværmeriske politiske sportsanalyser, der florerer under en slutrunde.

Ser vi på debatten i Danmark, er det tydeligt, at multikulturalismen er den store variabel, som alle kæmper om at definere. Det indtryk er klart, når man ser, hvordan fodboldfeberen hos de politiske kommentatorer har givet sig udtryk. Læg mærke til hvorledes Ralf Pittelkows falkeblik slog ned på den virkelige årsag til det franske landsholds flop. Nej, det var selvfølgelig hverken træner Domenechs dårlige evner som motivator, spillernes stjernenykker eller fraværet af en stærk mand som Zidane, der resulterede i en lussing til et tydeligt overvurderet fransk hold. Nej, den slags betragtninger, hvor sportslige forhold forklarer sportslige bedrifter, er alt for primitive.

Ifølge Pittelkow, der som bekendt er gammel munkemarxist, er der naturligvis en helt anden dybereliggende og strukturel forklaring, der kan forklare de franske trængsler på fodboldbanen. Det er nemlig multikulturalismen, der har ædt det franske landshold op indefra. For ethvert sagligt menneske med lidt interesse i fodbold er Pittelkows forklaring naturligvis lige så tåbelig som forestillingen om, at økonomiske strukturer i basis determinerer enhver kulturel manifestation i overbygningen – for nu at tale i en terminilogi, som Pittelkow burde kunne huske.

Ikke desto mindre er Pittelkow ikke den eneste, der gladeligt sætter sig bag rattet og trykker speederen i bund på den multikulturalistiske sportsvogn. F.eks. kunne man i Information for nogle uger siden læse normanden Aslak Nore belære os alle med sin store, stolte norske fodboldvisdom, at det danske landsholds største problem ikke er en kombination af en spinkel talentmasse, en måske for konservativ og stædig træner med et fokus på rutine og system frem for ung energi. Nej, dansk fodbolds største problem er derimod vores dårlige integrationsindsats. Ja, tænk engang. Det er danskernes racisme, der forklarer, hvorfor vi ikke spiller bedre. Ifølge Nores logik må racismen tilsyneladende rase frit og uhindret i Norge, da landet slet ikke har kvalificeret sig til VM. Her i landet kan vi i så give Dansk Folkeparti skylden for, at Jon Dahl Tomasson ikke kunne finde ud at banke bolden i nettet. Det er naturligvis en helt igennem tåbelig argumentation, men det er resultatet af at lade multikulturalismen udgøre den uafhængige variabel bag sportspræstationerne – og ikke sporten.

Men vanviddet stopper naturligvis ikke ved vores norske broderfolk. I Frankrig har tre fodboldkampe endegyldigt forvisset 68-ikonet Daniel Cohn-Bendit om «splittelsen, hadet og misundelsen» i det franske samfund, naturligvis som en direkte følge af landets manglende evne til at integrere sine indvandrere. Det er gået støt ned ad bakke for Frankrig, der som bekendt vandt VM i ‘98, forklarer Cohn-Bendit. På den måde kan man faktisk nøjes med VM hvert fjerde år, hvis man ønsker at gøre status over republikkens integrationspolitiske indsats. Eklatant åndelig dovenskab med andre ord.

Naturligvis har internettets allermest formørkede og obskure blogs også kastet sig over den fristende enkle analyse, som multikulturalismen tilbyder. Langt ude på venstrefløjen kan man eksempelvis læse Engelbreth-epigonen Modpress fryde sig over, at Holland har givet det racistiske Danmark en dragt prygl. 2-0 til anti-racismen med andre ord. Men nu mærkes der også en form for religiøs aflad, hvor det at afvige fra en bestemt holdning til multikulturalismen straks udløser en slags kollektiv arvesynd, hvor en kosmisk magt i skikkelse af det hollandske landshold gud ske tak og lov straffer vores alles ugerninger og bringer lige vægt i det kosmiske konkurrence mellem racister og anti-racister. At Holland slet og ret er et langt bedre hold end det danske (og i øvrigt altid har været det), er i den sammenhæng aldeles irrelevant i Modpress’ perverterede udgave af multikulturalismen.

Modpress’ blogindlæg er iøvrigt en sjov påmindelse om, at det oftest er de mest rabiate DF-hadere, der helt eksplicit sidestiller danskhed med Dansk Folkeparti. ’Tak for hjælpen’, tænker man muligvis inde hos Dansk Folkepartis partikontor (hvis man da overhovedet læser den slags blogs). Men substansen er, at det nok engang er multikulturalismen, der er afgørende for at forstå dette års VM.

Og nu er analysen så selvfølgelig også dukket op hos Politiken. Og deres kommentator Lars Trier Mogensen kan nu med sin imponerende viden om tysk fodbold forklare os, at hemmeligheden bag Tysklands succesfulde VM-spil, er… ja, rigtigt gættet: Multikulturalismen! Tænk engang. Nu gik man lige og troede, at multikulturalisme var en kompleks fællesbetegnelse for en række stærkt varierende ideologier og policy-strategier, der kan implementeres i et hav af forskellige bløde og hårde udgaver på lokalt til nationalt politisk niveau, og med et virvar af mærkelige og ofte blandede erfaringer. Men har man den slags ideer, så er man tydeligvis alt for nuanceret i sit udsyn.

Nej, enten er man for eller imod multikulturalisme. Enten er det opskriften på enhver stor succes, eller også er det forklaringen på enhver fiasko. Sådan ser det i hvert fald ud fra debatsiderne i henholdsvis Jyllands-Posten, Politiken og Information.

Nogle gange har man brug for et stilbillede, hvis man skal kunne se det absurde. Når det hele kører derudaf, kan det være svært at få øje på, hvor grotesk tingene egentlig er. Kampen om ’multikulturalisme’ i den danske debat har rent sagligt nu nået et historisk lavpunkt, og Pittelkow, Modpress og Lars Trier Mogensen og alle de andre leverer en parodisk eksemplificering på højre- og venstrekulturalismens gensidigt afhængige tåbelighed i den offentlige debat. Det kan ganske enkelt ikke blive mere fjollet.

Selvom Danmark er røget ud af VM, kan vi da i det mindste grine lidt af det.

Troels Heeger er cand.mag, frilansskribent og tidligere ministeriell embedsmann. Søren K. Villemoes er cand.scient.pol. og frilansskribent. I tillegg har han en BA-grad i religionsvitenskap og har arbeidet som redaktør for det politologiske tidsskriftet Politik. Sammen har de bloggen Konflikten i Jyllands-Posten og en selvstendig nettside med samme navn, der de bedriver konfrontatorisk og humoristisk kulturkritikk.

Artikkelen Politisk fodboldfeber ble første gang publisert i Jyllands-Posten 2. juli 2010, og er gjengitt i sin helhet med forfatternes vennlige tillatelse.