22/7

Professor emeritus i nordisk ved Århus universitet, Hans Hauge, skrev en kronikk i Berlingske 22/7 om den litterære behandling av 22/7, særlig i Frankrike. Dette er litteratur som er lite kjent i Norge.

Franske kunstnere har lenge vært fascinert av å behandle det destruktive. Man tar utgangspunkt i den virkelige ondskapen og «skaper» videre. Ett eksempel er Jonathan Littell De velvillige, om SS-myrderiene i Øst-Europa. Nå er Utøya og Breivik blitt gjenstand for litterær behandling og resultatet kan være ubehagelig for en nordmann.

Document har tidligere skrevet om Richard Millet og hans essay. Men at det er en kobling mellom filmen «Oslo 31. august» og den belgiske fascist Drieu la Rochelle, var helt nytt.

Den kontroversielle romanforfatter og forlægger hos Gallimard, Richard Millet, udgav 2013 en pamflet, der består af to dele, »Languefantôme« var den første. Den er en del af Millets opgør med, hvad han kalder »post-littérature«, mens anden del er en litterær hyldest til Anders Behring Breivik – »Éloge littéraire d’Anders Breivik«. Få bemærkede i debatten, der fulgte, dette ord »litterær«. Der er allerede kommet en debatbog om pamfletten, som afstedkom en voldsom debat i Frankrig. Millet blev fyret.

Richard Millet tager naturligvis afstand fra Breiviks handlinger, men han forsøger at forklare Breivik. Han forstår ham. Han spørger f.eks., om ikke den skandinaviske krimi forklarer Breivik. Det er især fremstillingen af Oslo i Kjell Ola Dahls »Isbaderen«, som Millet henviser til. Norge har fået, hvad landet fortjener, konkluderer han. Hvis de nordiske lande er, som krimierne beskriver, bliver Breivik forståelig.

Jeg gætter på, at noget bestemt har tiltrukket Millets opmærksomhed: nemlig Joachim Triers film »Oslo, 31. august«. Den bygger på den fascistiske forfatter Drieu la Rochelles roman »Le feufollet« (1931). Millet er en stor kender af Drieu la Rochelle. Millet argumenterer for, at filmen beskriver det Norge, der kunne frembringe en Breivik. Millet deler mange af Breiviks ideer, men ikke hans handlinger. Han ser æstetisk på massakren, der besad en »formel perfektion«, som han skriver.

Millet forklarer altså Breiviks handling som en protest mod nationalstatens afvikling, identitetstabet og masseindvandringen. Han gør også opmærksom på vores fascination af det onde og forholdet mellem det onde og kunsten. Denne fascination kunne være en del af forklaringen på, at vi læser bøger om massakren.

Norsk kunst er ikke fremmed for estetisering av vold, men at det nå også gjelder Utøya, kommer overraskende. Men for utlendinger er dette materie de kan anvende, det har ikke den samme ladede betydning. Det er uvant, men noe norsk offentlighet bør vite om.

Der er folk, som nægter at læse Laurent Obertones roman eller fortælling (récit) »Utøya«. Det er også vanskeligt at forholde sig til den. Alt i den er sandt, siger han. Det er ikke fiktion, men den er på den anden side den mest fiktive fremstilling af Utøya. På et tidspunkt siger »Breivik«, at om 100 år vil der komme en Vergil eller Homer og skrive hans helteepos. Det er næsten, som om Obertone allerede er i gang med det. Obertones roman er en del af en trend især i fransk litteratur, hvor forfattere tager udgangspunkt i virkelige og voldelige begivenheder. Forfatteren opfinder ikke selv historien, det gør virkeligheden.

Obertone er et pseudonym, og man ved ikke meget om, hvad han er, men han optræder ofte på TV og er blogger. Han vakte stor ståhej med bogen »La France Orange mécanique« om volden, der breder sig i landet på grund af indvandrere. Han er anti-multikulturalist og tæt på Front Nationale. Han synes enig med Millet i, at en moralisme og antiracisme dominerer fransk debat. Det første, man lige skal vænne sig til ved romanen, er, at det »jeg«, der siger det her: »Når jeg sætter min fod på kajen«, er Anders Behring Breivik. Der er tale om en første persons fortælling. Det er en form for empati. Obertone ser hele massakren fra Breiviks side, og romanen er bygget op på den måde, at først får jeget øje på en person. Dernæst kommer visse tanker, og så er der et sort kors på bogsiden og et nummer samt en helt klinisk rapport om hvert enkelt offers død. F.eks. genkender han Snorre Haller fra aviserne. Han husker, at denne Haller vil have endnu mere indvandring end statsministeren. To kugler. Han foragter nogle af dem. De får ham til at tænke på de kristne martyrer, der helt resignerede, og andre steder er de bolsjevikker.

Snorre Haller er en virkelig person som ble skutt på Utøya, rett foran kjæresten. Er det avstanden som gjør at en fransk forfatter kan behandle et ungt menneske som ble drept, på denne kjølige måten? Ville han gjort det om han var fransk? For norske lesere, for ikke å snakke om de pårørende, må det å lese om slik «kunst» være opprivende og opprørende.

Man undres på en forfatter som entrer Breiviks hode. Men gjør ikke den venstreorienterte Christian Lollicke også det? Bare med den forskjell at det er for å være pedagogisk, mot Breiviks ideologi. Der Lollicke er oppdragende, er Millet og Obertone psykologisk utforskende. Alle tre benytter massakren og gjerningsmannen som råstoff.

Tematiseringen betyr nok en utfordring for de etterlatte. Norsk publikum trodde det handlet om ett teaterstykke, nå er det allerede tre, to essays og en roman. Her behandles Breivik som en utgave av American Psycho, og det er vi ikke forberedt på.

Den kunstneriske behandlingen blir en del av det som var Breiviks prosjekt: å bli berømt.

På en uhyggelig måde er romanen objektiv. Efterhånden som drabene finder sted, kommer der flere og flere refleksioner. Takket være internettet, tænker »Breivik«, er han den første i historien, der er blevet berømt på så kort tid; verden kender mig og glemmer mig ikke: »Utøya, Breivik, Oslo, multikulturalisme, marxister…det er formålet med reklamer«. Manifestet er et reklameskrift.

Det er riktig, men Manifestet var noe meget mer. Det var meningen at det skulle bli som en applikasjon, som omvendte folk bare de åpnet det. Breivik trodde på en slags trolldomseffekt. Det var del av hans galskap og den kan neppe noen kunstner entre uten selv å smake på galskapen.

 

http://www.b.dk/kronikker/naar-det-onde-bliver-til-kunst

http://www.dagbladet.no/2011/07/31/nyheter/innenriks/terrorangrepet/terror_i_oslo/utoya/17508064/