Gjesteskribent

Michel Barnier eomfavner Ursula von der Leyen. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Scanpix

De er der alle sammen. Forhenværende notabiliteter, respektable mænd og kvinder, kendt fra medier, bestyrelser, Kraks Blå Bog – og naturligvis – tidens marxistiske overdrev. Sagen gælder unionen, den union, der var helt væk i de første måneder af coronakrisen. Nu er den tilbage. Denne gang med en chokdoktrin: Enten hoster I op, eller også er I ”usolidariske”. Det ligner afpresning og beskyttelsespenge, fordi det er afpresning og beskyttelsespenge – eller som Jörg Meuthen, ordfører for det tyske parti Alternative für Deutschland kalder det – voodooøkonomi.

Danmark må føre en mere »udanvendt og offensiv« EU-politik, udtaler tidligere statsminister og Venstre-høvding Anders Fogh Rasmussen og advarer: »Man skal passe på, at Danmark ikke kommer til at stå som en navlebeskuende indadvendt nation«. Det er den sang, globalisterne har sunget i 30 år, og refrænet er som taget ud af munden på tidligere finans-, skatte- og udenrigsminister Kristian Jensen, der går planken ud med selveste Stine Bosse i et fælles indlæg i JP, hvor de ligeledes efterlyser solidaritet med EU-Kommissionen. Ellers bliver det værst for os selv: »Danmark skal naturligvis gøre sit«.

Det med solidariteten går igen hos De Radikales Jens Rohde, der vistnok engang var borgerlig, og hos vennerne i SF, der tydeligvis glæder sig over den nye og tillokkende form for planøkonomi, som realiseringen af gigafonden på 500 mia. euro repræsenterer. »Den danske regering må melde sig ud af sparebanden«, kræver Pia Olsen Dyhr med henvisning til den midlertidige alliance mellem Holland, Østrig, Sverige og Danmark.

Engang hed det, at EU-modstanden var sentimental og følelsesfuld. Nu har EU-tilhængerne overtaget det med følelserne og kan tilsyneladende ikke få nok af dem.

»Nogle gange er jeg lidt skuffet over, at man i Danmark ikke har den samme fornemmelse for, at vi også har et ansvar«, meddeler den tidligere danske EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen, mens Ulrik Federspiel, tidligere departementschef og ambassadør også undrer sig højlydt til dagbladet Politiken: »Jeg synes, at det er et lidt pudsigt selskab, Danmark er med i, og her tænker jeg ikke mindst på Østrig«.

Nu kunne Ulrik Federspiel selvsagt ikke vide, at jeg er allergisk over for voksne mennesker, der siger ”pudsigt”, men hvad østrigerne har gjort forkert er nok at vælge en konservativ forbundskansler; den slags gør man ikke ustraffet i den globale landsby.

Det er følelser med følelser på, moralsk udskamning og nedladenhed, skønt sagen selvfølgelig handler om penge. »En storstilet redningsplan«, som Politikens lederskribent kalder bistandshjælpen med napoleonsk fanfare: 82 mia. euro til Italien, 77 mia. euro til Spanien, 39 mia. euro til Frankrig, 37 mia. euro til Polen, 29 mia. euro til Tyskland, 23 mia. euro til Grækenland, 20 mia. euro til Rumænien, 16 mia. euro til Portugal, 9 mia. euro til Bulgarien, 8 mia. euro til Ungarn, 7 mia. euro til Holland osv., osv., ned til mikroputnationer som Danmark, Irland og Luxembourg.

Det er vilkårlige tal. Ligesom i den sovjetiske planøkonomi. Men her er det ikke fiktive tal. Det er virkelige penge, tildelt og administreret af ikkefolkevalgte kommissærer og underkommissærer, karrieremennesker, loyale systemfolk med deres på det tørre og privilegeret adgang til andre folks penge. Jeg fatter simpelthen ikke, at europæerne finder sig i det.

Én ting er disse kommissærer og deres kronede karrierer. Noget andet er de liberale politikere og meningsdannere. Hvordan de kan gå med til den nye form for planøkonomi via EU, og hvorfor modstanden ikke er mere vokal, er mig en gåde. Er EU virkelig ved at degenerere til et bistandsprojekt? Vender femårsplanerne tilbage? Var kampen mod socialisme helt forgæves?

Sigende er det, at de fire selvstændige lande, der ikke ønsker, at coronakrisen skal bruges til at give EU-Kommissionen mere magt, end den allerede har, ved at indkræve og omfordele 500 mia. euro, straks udråbes til en umoralsk ”sparebande” eller ”de fedtede fire”. Som jeg skrev i sidste uge: Man mærker de stores desperation og bliver forstemt.

 

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten