Kommentar

Et klart flertall av danskene sier nei til samfunn med det flerkulturelle som ideal. De ønsker et samfunn bygget på danske verdier. Bare én av tre går inn for at innvandrerne kan prioritere sin egen kultur. Det viser en ny måling utført for Jyllands-Posten av Rambøll Management/Analyse.

58,1 pct. anser det for bedst, at indvandrere og deres efterkommere tilegner sig den danske kultur, mens 33,6 pct. mener, at det er bedst, hvis de bevarer deres egne skikke og kultur.

Gennem årene har tendensen været den samme: De fleste danskere er indstillede på at skabe et fællesskab med den overvejende muslimske indvandrerbefolkning. Men det skal bygge på de stærke grundværdier, som hidtil har præget det danske samfund. Danskerne ønsker ikke en opsplitning i parallelsamfund, hvor helt forskellige kulturer og værdier er ligestillede.

Man skulle tro at dette var et valg som også nordmenn og svensker ville ha sans for. Men som kjent er den offisielle posisjonen i disse landene en bekjennelse til det flerkulturelle.

Multikulturalisme er noe annet enn multietnisitet, som Asle Toje har påpekt. Man avviser ikke at samfunnet er multietnisk og at det finnes mange kulturer, men man godtar ikke relativiseringen og opphøyelsen av multikulturalisme til ideal. Det oppleves som en overgivelse av de verdier som det norske samfunn bygger på og fører til spenning mellom folk og styrende.

Aslak Nore skrev om denne tillitskløften i VG søndag. Folk er utstyrt med en «jukseradar/seismograf», de registrerer når noen smyger unna forpliktelsene. Tall for sysselsetting og trygdemottak er illustrerende.

Arbeiderpartiet må løse denne konflikten hvis partiet skal vinne valget, sier Nore. Ap må komme med en visjon for det nye Norge, og den må være forpliktende for alle innbyggere.

Nore får det til å høre ut som om løsningen ligger snublende nær. Det trengs bare at Ap-ledelsen lytter litt bedre til sunn fornuft og sier fra hvor skapet skal stå. Men så enkelt er det ikke.

Nore nevner problemer som kriminalitet, fundamentalisme og mangel på deltagelse i samfunnet. Samtidig skriver at han folk flest ser at flertallet av innvandrerne er «moderate mennesker som ønsker å leve normale liv i Norge.» Men hva er «normale liv»? Gå på jobben og være lovlydig? Jeg er redd denne «normalitet» er en negativ definisjon: dvs. ut fra hva man ikke gjør: De er ikke kriminelle eller fundamentalister. Men dugnad er et verre eksempel, noe Nore selv har vært inne på.

Det er i de kulturelle og politiske spørsmål at danskene adskiller seg fra svensker og nordmenn. De har turt å innse at muslimer – for det er dem det handler om – har verdisett som bryter med de danske. Danskene har hatt god tid til å tenke seg om. At nær 60 prosent har falt ned på det danske, åtte år etter at Fogh Rasmussen kom til makten, sier noe om et veloverveid standpunkt. Det er flertallet som har valgt. Det påvirker hele den politiske prosessen. Et parti som ønsker oppslutning, må ta inn over seg dette faktum, og man ser en tydelig dreining både hos SF og Socialdemokratene.

I Norge trår man vannet: man registrerer stadig flere tegn på en krise, men greier ikke forandre posisjon. Man har manøvrert seg inn i et hjørne man ikke kommer ut av.

Hvor skal fornyelsen komme fra? Avisene og mediene gir svært liten drahjelp. Så fort Stoltenberg våger å stramme inn eller sende et kritisk signal, kommer ramaskrikene. En hel lobby vokter multikulturalismen i Norge, og så lenge Stoltenberg tar mer hensyn til den enn folkemeningen, vil ikke noe skje.

Hvis Stoltenberg skulle vurdere å gjøre Det store spranget Nore fantaserer om, måtte han følge en strategisk plan. SV ville aldri våget å gå inn for en slik omlegging. Også fra sentrum ville Ap få påpakning. Et visjonært Ap måtte trolig vært villig til å gå i oppsisjon, noe det svært ugjerne gjør. Ap er et managementapparat, ikke en tenketank. Man har eksemplet Danmark, men tør ikke ta lærdom av det. Man har samtidig skapt et skremmebilde av Fremskrittspartiet, som gjør at hver gang man forsøker å stramme inn, stiger hylekoret om at man praktiserer Frp-politikk. Og Stoltenberg lar seg skremme. Man har slett ikke knekket noen Frp-kode. Man har tvert imot selv konstruert et Frp-gen som er implantert i samtlige hoder, og hver gang noen skriker «Frp-politikk», løper man tilbake i kaninhullene i panikk. Slik blir det ikke politikk av.

Hva er det danskene har gjort? Det er ganske nærliggende, jordnære ting. De har våget å stå ved sin egen historie. I Norge er det i ferd med å oppstå et stort brudd, der forbindelsen til det vi en gang var, er kappet.

Det er et valg som vanlige folk stiller seg helt uforstående til.

Til det danske samfunds værdigrundlag hører ikke mindst menneskers ligeværd, ligestilling mellem kønnene, demokrati, retssikkerhed, adskillelse af stat og religion, stor personlig frihed, kritisk tænkning, samfundssind og fredelig løsning på konflikter.

Danskerne har god grund til at holde fast i disse grundværdier. På verdensplan er der overbevisende dokumentation for, at samfund, som bygger på dem, har skabt store økonomiske og menneskelige fremskridt.

Samtidig har fællesskabet om disse værdier i deres danske udgave frembragt bemærkelsesværdige resultater. Ikke mindst en opsigtsvækkende verdensrekord. Intetsteds i verden er der så stor tillid mellem mennesker som i Danmark. Samtidig er tilliden til myndigheder og politikere usædvanlig høj.

Den tårnhøje tillid er en uvurderlig kvalitet for et samfund. Den yder et afgørende bidrag til, at dansk økonomi generelt klarer sig godt i den globale konkurrence. Samtidig lægger den fundamentet for, at danskerne føler sig mere tilfredse med deres tilværelse end noget andet folkefærd.

En annen slags rikdom

Terje Helsingeng reflekterte i VG fredag over hva rikdom er. Vi er blitt rike på materiell velstand og velferd. Men vi har mistet en annen kapital: Tillit, trygghet og ærlighet. Dette er danske takter.

For 100 år siden var Norge ett av de fattigste landene i Europa, men likevel rik på etikk, moral og omtanke for hverandre. Å hegne om hverandres eiendeler kjennetegnet det lille riket langt mot nord. I dag er bildet totalt endret.

..

Når vi ikke lenger kan være ærlige og stole på hverandre, våre nærmeste, våre venner og kolleger, er vi igjen blitt en fattig nasjon.

Det danskene sier nei til, er hva vi får:

Et opsplittet samfund, hvor befolkningsgrupperne lever i hver deres verden med hver deres værdier og en svag fælles identitet, fører til langt ringere tillid mellem folk. Også det er veldokumenteret. Et multikulturelt samfund er et sådant samfund. I Europa er Storbritannien gået længst i multikulturelle eksperimenter, og sporene herfra skræmmer. Der er således ikke noget mærkeligt i, at den danske befolkning afviser den multikulturelle samfundsmodel. Det har gode rationelle grunde – plus de følelsesmæssige.

Det, som kræver nærmere forklaring, er derimod, hvorfor væsentlige dele af samfundets elite arbejder så ihærdigt på at erstatte en usædvanligt velfungerende samfundsmodel med et multikulturelt samfund, hvis svagheder har vist sig så åbenlyse.

En rationel begrundelse på dette er svær at finde. Forklaringen ligger snarere i noget med identitet.

Forakten for folket

Den store forskjellen på Danmark og Norge er at det i Norge ikke finnes medier som er kritiske til den flerkulturelle ideologien. Det skaper en usunn konsenus som virker kontrollerende, ikke bare på det offentlige ordskiftet, men på rekruttering til politikk, kultur og medier. Den som skal opp og frem må tilpasse seg.

Dette er en helt annen konsensus enn den demokratisk-solidariske vi en gang bekjente oss til. Også den kunne ha lyter, men den nye har klare orwellske trekk.

Man kommer ikke utenom at denne prosessen, og ensrettingen drives frem av 68-generasjonen og deres etterfølgere. Det har lenge vært the only show in town.

Når enslige intellektuelle våger å formulere den folkelige motstanden, kommer spørsmålet: «Hva er det de/han mener? Hva er det de står for?», eller man setter inn med skittkasting og karaktermord.

Siden 1968 har store dele af den kulturelle og politiske overklasse set ned på deres eget samfund. Det har været en vigtig del af deres identitet at distancere sig fra den brede befolknings værdier og vise vejen til et samfund, som fungerer mere på elitens og mindre på de folkelige præmisser.

Derfor tugter de befolkningen med deres politisk korrekte skrivebordsteorier om det multikulturelle samfund. Samtidig er de begyndt at nedtone de grundværdier, som det klare flertal identificerer sig så stærkt med:

De vil ikke stå fast på ytringsfriheden (Muhammed-sagen). De vil ikke stå fast på den verdslige stat (islamisk tørklæde i retssalen og hjemmeværnet). De vil ikke stå fast på kritisk tænkning og debat (politisk korrekt nyhedsdækning i medierne).

Men befolkningen er ikke med. Multikulturen svækker frihed og tillid i samfundet. Derfor siger danskerne nej.

Nej til multikultur