Kommentar

Hvorfor velger en konservativ som Aftenpostens Ulf Andenæs å presentere et skjønnmalt bilde av Tariq Ramadan? Forklaringen ligger nok i det møtet Andenæs refererte fra: Det Norske Vitenskapsakademis symposium European Unity as a Challenge to Religious Communities, der Tariq Ramadan var en av foredragsholderne. Når eliten så sterkt signaliserer hva den ønsker, vet Aftenposten å gå i takt.

Toneangivende kretser i Europa ønsker å komme islam i møte. Man skape harmoni og forståelse, og føler at dette trette, utbrente kontinent kan nettopp det. Det er en nærmest uimotståelig kraft, som preger den norske kirke, politikk og samfunnsliv. Den som stiller seg kritisk skal være meget våken og selvkritisk for å manøvrere mellom ladede begreper.

Andenæs’ kommentar er derfor et symptom på en stemning. Han oppsummerer selv hovedproblemstillingen: ønsket om at det er mulig å være europeer og muslim samtidig.

Underveis kommer han ufrivillig med noen rammende karakteristikker av sin egen persepsjon:

I tillegg til sin store lærdom er 45 år gamle Ramadan en vakker og veltalende mann. Han har kortklippet skjegg, er kledd i stilfull dress uten slips, og snakker engelsk med en svak fransk aksent som avspeiler oppvekst i Sveits. Hans utdannelse er både europeisk humanistisk og arabisk islamsk. Ved universitetet skrev han sin første avhandling om Friedrich Nietzsche, den tyske tenkeren som erklærte hans Allah død.

Hans egen person er et levende eksempel på møtet mellom tradisjonelt islam og det moderne Europa. Hans livshistorie er en fortelling om det samme.

Andenæs skildrer Ramadans familiebakgrunn: hans bestefar som grunnla Det muslimske brorskap i 1928. Men også denne historien skjønnmales: Andenæs skriver at myndighetene i Egypt betraktet Brorskapet som en trussel. Jaså men, for de bombet teatre og alkoholutsalg og drev attentat mot offentlige tjenestemenn. De prøvde også å drepe Nasser.

Norske journalister liker ikke å være ubehagelige når man har valgt en positiv vinkel:

Da jeg spurte ham om hans forhold til den islamistiske familiebakgrunnen, markerte han respekt og varme blandet med distanse. «Jeg følger bestefar i mye av det han gjorde, i hans kamp mot det britiske herredømmet, i hans arbeid for å bygge skoler og spre opplysning. Jeg greier ikke følge alle hans slagord. Men han var ikke en slik mørkemann som motstanderne ville ha det til. De hevdet at han sto for undertrykkelse av kvinner. Faktum er at han ga sine døtre den beste utdannelse som kunne skaffes. Det er hans gjerninger som teller».

Ramadans nære samarbeidspartner, Yusuf al Qaradawi, sender også sine døtre til USA for å studere. Men det forhindrer ikke at den samme Qaradawi oppfordrer til selvmordsangrep på amerikanske soldater i Irak. Datteren blir ikke kastet ut av USA av den grunn. Hvem er det som er tolerant?

Andenæs har tydelig kjøpt at Ramadan kan ha svaret på problemet med uintegrerte europeiske muslimer. Ikke med ett ord nevner han den betydelige kritikken Ramadan utsettes for. At Ramadan har flere ansikter, og at det han viste på Vitenskapsakademiet er tilpasset tilhørerne.

Ramadan har nettopp vært på et møte på Krogerup folkehøjskole i Danmark. Der ble det «ballade». Danmark har noe meget dyktige kritikere som har gjort sin hjemmelekse. Ikke som i Norge, der eliten vet å sile ut alle ubehagelige mennesker, slik at det bare er pene og pyntelige til stede, slik det var blant de kondisjonerte i gamle dager.

En de beste i Danmark er Tina Magaard, post doc., Center for Multireligiøse Studier, Århus Universitet. Hun var til stede på møtet og stilte Ramadan noen spørsmål. Det har hun redegjort for i en kronikk i Fredriksborg Amts Avis:

Før man forholder sig til Ramadans udtalelser, må man være bevidst om hans kommunikationsstrategi. I interviews til pressen og oplæg til debatmøder à la Krogerups vil han typisk bruge plus-ord så som »reform af islam«, »kritik«, »rettigheder«, »dialog«, »demokrati« uden at forklare, hvad begreberne konkret betyder for ham. Denne strategi favoriserer i høj grad tilhørerens egne forestillinger af disse ords betydning. Men hvis man vil vide, hvad Ramadan mener med disse ord, kan det anbefales at lytte til hans kassettebånd. På båndet »Courants de la pensée musulmane contemporaine. Hassan al-Banna. 3« forklarer han, at man i stedet for at bruge islamiske begreber skal bruge vestlige begreber, men give dem et islamisk indhold. Derfor: Hvis vi ikke skal misforstå hinanden, må vi udrede, hvad vi præcist mener med de forskellige begreber.

Roste Ramadan

I mit spørgsmål til Ramadan på Krogerup var min hensigt netop at forbinde det, han havde sagt i sit oplæg med det, han siger på båndene. Jeg forholdt mig meget præcist til hans egen opfordring: »things which are missing today: The first one is: Trust. Trust«. Jeg roste Ramadan for tillids-tanken, og gjorde ham opmærksom på, at der var en meget enkel, men vigtig ting, han selv kunne gøre for at styrke tilliden: nemlig at sige det samme i åbne debatfora som på kassettebåndene, så vi var klar over, hvor vi havde hinanden. Jeg foreslog, at vi diskuterede to eksempler fra kassettebåndet »L»identité musulmane: construire notre discours«. 1) Ramadan udtaler, at hvis man tager en kop kaffe under ramadanfasten, så er det udtryk for »holdninger som er forbundet med en perversitet«. 2) Han udtaler (i forbindelse med kritik af »ateistiske, verdslige og zionistiske ideologer«) at »intet sted i nogen menneskerettighedserklæring kan kræve, at en mand amputerer sig selv for at opnå statsborgerskab. Hvis det drejer sig om, at jeg skal amputere mit væsen for at få papir på mit statsborgerskab, så har det papir nogle skavanker.« Jeg opfordrede til, at vi sammen debatterede præmisserne for disse udsagn om perversitet og amputering og sluttede af med at sige: »Bring it out in fora like this and let us discuss it freely«. I det kvarters tid, Ramadans svar tog, forholdt han sig ikke på noget tidspunkt til de konkrete passager, jeg havde refereret til, men rettede anklager mod mig, såsom »the mistrust that you are spreading«
Hans reaktion tager jeg nu ikke personligt, da formålet med mit spørgsmål også var at se, om han følger samme kommunikationsstrategi som for ti år siden i Frankrig. Det gør han, med samme forudsigelighed som en velsmurt sodavandsautomat. Først taler han om tillid og opfordrer til at diskutere alle problemstillinger, og hvis nogen så gerne vil have en præcis diskussion af, hvordan han fortolker bestemte begreber, lukker han diskussionen ved at mistænkeliggøre spørgeren. Business as usual. Så vi fik aldrig at vide, ud fra hvilke præmisser, Ramadan forbinder menneskerettigheder med amputation af muslimer og kaffedrikning under ramadanfasten med en perversitet. Ramadan opfordrede mig gentagne gange til at komme med beviser, og det havde jeg hjertens gerne gjort, da jeg jo sad med dem foran mig. Ordstyreren nægtede desværre at lade mig komme til orde. Ordstyreren overhørte ligeledes et væsentligt spørgsmål fra en af de andre tilhørere. Han refererede til en konference afholdt i London i juni 2006, hvor Ramadan havde været en af hovedtalerne, sammen med bl.a. en repræsentant fra Hizb ut-Tahrir. Konferencen bar titlen »The future of Europe in Islam«, og tilhøreren ville gerne høre Ramadans mening om det emne. Ramadan lod, som om han ikke hørte spørgsmålet. Igen, der kunne vi have fået en væsentlig debat, så meget desto mere som der var Hizb ut-Tahrir folk til stede i salen. Har Ramadan samme opfattelse af spørgsmålet »The Future of Europe in Islam« som Hizb ut-Tahrir, eller divergerer det væsentligt? Ordstyreren havde ikke åndsnærværelse nok til at bede Ramadan om at forholde sig til spørgsmålet i stedet for at ignorere det.

Begrebsudredningen kan jo også komme Krogerup-forstander Erik Boel selv til gode. For eksempel skriver han i sin kronik: »Manipulerende angreb på Krogerup«, at »Tariq Ramadans holdning viste sig at være alt andet end antidemokratisk og islamistisk«. Også her vil jeg foreslå en tålmodig begrebsudredning for at være sikker på, at vi ikke misforstår hinanden i forhold til, hvad det betyder at være demokratisk/antidemokratisk. Jeg anbefaler her Ramadans kassettebånd »Critique de la démocratie«, hvor han er meget kritisk overfor det demokrati, der er udviklet i samspil med sekulariseringen i Europa, samtidig med at han udtaler sig positivt om den Islamiske Republik i Iran. Ud fra disse konkrete eksempler kunne vi have fået en god diskussion om, hvad vi hver især lægger i ordene »demokratisk/antidemokratisk«, i forhold til konkrete praksis i henholdsvis Iran og Europa.

Erik Boel er en dansk Ulf Andenæs, rektor på folkehøjskolen, som også gjerne vil tro på det glade budskap.

Jeg nekter å tro at Andenæs ikke har registrert at det foreligger alvorlig og kvalifisert kritikk av Ramadan. feks. Paul Bermans sterke essay, som er fullstendig avslørende, både for Ramadan og Ian Buruma.

Men Andenæs «har rett», akkurat som Aftenposten hadde rett i 30-årene. Det blåser noen vinder. Oppslutningen om Ramadan skyldes ikke ond vilje. Det er en imøtekommende bevegelse for å unngå å ta opp sin egen eksistens til revisjon. Det dreier seg ikke om en konfrontasjon mellom Vesten og islam, en clash of civilizations, som det terpes på. Det dreier seg om å besvare spørsmålet: hvem er vi, hva står vi for? Hvordan forsvarer vi det?

Vi er ved et veiskille som krever noen tøffe erkjennelser, og man vil helst vike unna.