Nytt

cover-robert28mai04.jpg

Robert Redeker, mannen som gjorde en spesiell erfaring: Han skrev en kritisk artikkel om Koranen som han fikk trykket i Le Figaro. Han var forberedt på høye bølger, men ikke dødstrusler og et liv på evig flukt. Verst av alt var det kanskje at flere lærerkolleger og endog utdanningsministeren syntes han hadde gått for langt. Han hadde misbrukt ytringsfriheten.

Nå er Redeker ute med en ny bok, som er en dagbok fra tiden på flukt.

Tilværelsen væltede, da Redeker i Le Figaro den 19. september skrev, at Koranen er en bog fyldt med had og vold. Samtidig betegnede han profeten Muhammed som en polygam og skånselsløs hærchef, der plyndrede og massakrerede jøder.

Kronikken var en reaktion på den polemik, der opstod i kølvandet på Pave Benedikt XVI’s analyse om sammenhængen mellem islam og vold. I særdeles skrappe vendinger advarede Redeker mod at lade vestlige frihedsværdier true af en religion, hvis budskaber og menneskesyn han beskrev som fjender af den moderne, frie verden.

Beretningen om de seneste måneders mareridt er skrevet som en dagbog, der dag for dag gennemgår de voldsomme følelser og begivenheder, som ændrede Redekers liv. Det begyndte godt, men blev hurtigt rigtigt skidt.

Lavinen ruller
Lavinen rullede allerede på dagen, da kronikken blev bragt. Det strømmede ind med støttemails fra læsere, der takkede ham for at sætte tingene på plads. Men der var også en besked fra en advokat i Paris, der opfordrede ham til at holde sig i ro i nogle dage. Det var første advarsel.

Næste dag væltede kritikken ind i mailboksen i form af hademails fra ophidsede muslimer. Flere indeholdt trusler. Redeker fik samtidig at vide, at han på den arabisksprogede tv-station Al Jazeera blev omtalt som »øjeblikkets islamofob« af den indflydelsesrige islamiske prædikant, sheik Youssef al-Qaradawi, en af de spirituelle ledere for det muslimske broderskab.

Samme aften anmodede politiet familien om at flytte. En krypteret internetside, al-Hesbah, brugt af de mest rabiate islamiske grupper, havde bragt en dødstrussel mod Redeker. Med billeder af læreren og oplysninger om hans adresse og telefonnummer.

I truslen blev Redeker kaldt et svin, der skulle halshugges. Foran computerskærmen blev læreren svimmel og overvældet af frygt.

Under karikaturstriden ble vi fortalt av Gahr Støre og andre forståsegpåere at vi måtte tenke over at vi lever i en globalisert verden. Ordene flyr verden rundt på noen minutter. Ansvaret skulle legges over på den skrivende, tegner eller forfatter. Men tilfellet Redeker viser hvor håpløs en slike tankegang er. Den er fullstendig lammende. Redeker trodde han deltok i et ordskifte. Men han havnet oppi noe helt annet, som er nærmest uforståelig helt til man har opplevd det selv. Og på sidelinjen står politiske bedrevitere og sier: Du har misbrukt ytringsfriheten!

»Da jeg skrev kronikken, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det, der skete efterfølgende. Jeg havde forventet, at andre kommentatorer ville reagere på artiklen, og at den ville skabe en vis polemik, som det er sundt i et demokratisk samfund. Men jeg havde aldrig overvejet, at hellige krigere langt væk i Mellemøsten ville true mig med døden.«

Han havde heller ikke forestillet sig, at der blandt politikere og intellektuelle i Frankrig ville være mange, som afviste at støtte ham. En stor del af bogen fokuserer på, hvordan først en minister og siden en menneskeretsorganisation og flere partier på den yderste venstrefløj fordømte Redeker i stedet for at forsvare hans ret til at udtrykke sig.

»En filosofilærer skrev på en internetside, at jeg havde misbrugt min frihed. Det er en underlig formulering. Grænsen for ytringsfriheden fastsættes af lovgivningen, og jeg har ikke overskredet den grænse. Ellers ville jeg være dømt.

Der er ikke noget racistisk i det, jeg har skrevet. Jeg fornærmer end ikke muslimer, for jeg skriver om en bog, Koranen, og om faren for, at islamisternes politik vil undergrave europæisk kultur.«

Ingen støtte hos kolleger
Lærerkollegernes reaktion var mere forventelig. Redeker havde længe været erklæret uønsket i sit gymnasiums lærerværelse, fordi han nogle år tidligere havde nægtet at deltage i en strejke, men i stedet skrev kritiske kronikker om den venstreorienterede del af lærerstanden.

Selv stillet over for islamiske dødstrusler valgte kollegerne hurtigt side, skriver Redeker i bogen.
»Lærerne anklagede deres dødsdømte kollega for at have begået en meningsforbrydelse. Lærernes gift havde valgt mordernes lejr,« skriver han i bogen.

Redeker blev fritaget fra undervisning og begyndte at alarmere sine venner i det intellektuelle miljø. Folk som André Glucksmann og Claude Lanzmann, der år tilbage havde inviteret filosofilæreren ind i kredsen, der skrev filosofiske og samfundskritiske indlæg i tidsskriftet Les Temps Modernes.

Hårdt pres
Først ni dage efter kronikken fik pressen nys om dødstruslerne. Lokalavisen La Dépeche du Midi skrev hen over sin forside om en fatwa mod en lærer. Historien rullede som en snebold i de franske medier, men støtten var langtfra entydig.

Den franske undervisningsminister, Gilles de Robien, blev efterfølgende skarpt kritiseret for at komme med en lunken udtalelse om, at »en lærer skal være forsigtig og moderat i enhver situation.«

Som de fleste ville gøre det, tog Robert Redeker det hele til sig. Både modstand og støtte. Han var ikke vant til at være i mediernes spotlys. Men selv om de praktiske problemer med bolig, job og familie var enorme, og selv om han til tider flirtede med depressionen, hævder han, at han aldrig har fortrudt at have skrevet kronikken.

»Det ville være intellektuelt uværdigt at fortryde en kronik, som jeg skrev af et ærligt hjerte. Det ville være upassende, for det ville være at give de mennesker ret, som anklager mig. At give efter for trusler ville være en form for propaganda for selvcensuren,« siger han.

Redeker undrer seg. Venstrefløyen er sekulær, sterkt antiklerikal. Likevel faller den for en bevegelse som er politisk-religiøs. Er det fordi den ser på muslimene som det nye prolatariatet?
De er undertrykt og kan per definisjon ikke gjøre noe galt.

Krigen mod islamisterne kan kun vindes, hvis folk vågner op og indleder et massivt oprør mod de kræfter, der truer den frie verdens værdier.

Samtidig afviser han tesen om, at religioner skulle have krav på særlig respekt, så man ikke kan angribe dem.

»Religioner er ideologier på samme måde som kommunismen og liberalismen, som man kan sige hvad som helst om, så længe det ikke er racistisk. Kommunismen fungerede i lang tid som en religion, som folk troede på. Men det var aldrig forbudt at kritisere den. På samme måde skal religionerne ikke have krav på en særlig status,« siger han.

En er anholdt
Redeker valgte at skrive sin bog, fordi han mener, at han vil være mere beskyttet ved fortsat at deltage i den offentlige debat end ved at forsvinde i glemmebogen.

For selv om det i begyndelsen af januar kom frem, at politiet i Marokko før jul anholdt en 20-årig hellig kriger, der indrømmede at stå bag den alvorligste trussel på internettet, mener hverken politiet eller Redeker, at det fjerner truslen.

»Den anholdte viste sig at være medlem af et meget farligt islamistisk netværk, og han blev kun anholdt efter et tæt samarbejde mellem efterretningstjenester i USA, Frankrig og Marokko. At anholde en islamist stopper som bekendt ikke truslen fra andre. Så der er stadig en reel fare,« siger han, men håber dog at have lukket munden på dem, der i begyndelsen betegnede truslerne som det pure opspind.

Den nye boken heter:
«Il faut tenter de vivre» («Man skal forsøge at leve») med
undertitlen «en fatwa i Voltaires hjemland».

136 sider, 12 euro Forlaget Editions Seuil

Jørgen Ullerup intervjuet Redeker for Jyllands-Posten 18. jan. -07.