Kommentar

Olav Versto synes folkeavstemninger er noe tull. Folk er ikke kvalifisert. Det sier gamlingene som ikke skjønner eller vil skjønne, noe av verden. Når verden går dem imot, vil de avskaffe den.

At ikke noen har trukket frem det forterpede Brecht-sitatet etter 1953-oppstanden i Berlin: styresmaktene bør skaffe seg et annet folk. Det hadde faktisk passet på folk som Barroso, Schröder og andre gravalvorlige, som sier toget må gå videre, folk eller ikke folk.

I Herald Tribune var det to versjoner: Roger Cohen lurer på hvordan det skal gå med Europa. Stemmer i Frankrike sier at den frustrasjonen man så i folkeavstemningen bare er toppen av isberget. Mest morsomt er raljeringen over utnevnelsen av Villepin: når folket sier klart fra at de er lei en elite som ikke lytter, da velger Chirac den mest erke-elitære diplomaten til statsminister, som på toppen av det hele aldri har stilt til valg. L’Ancien regime kaller Tribune det.

Det må dansk lunhet til for å få litt mer forstand. Det samme har skjedd i Danmark som i Frankrike: folk har gått mann av huse for å skaffe seg konstitusjonen, og leser bøker og forklaringer i hopetall. Man har aldri sett maken til engasjement.

I Frankrike var det det foreslåtte Bolkenstein-direktivet som tippet stemningen. Det som foreslo å liberalisere service-yrkene, slik at arkitekter og frisører kan konkurrere fritt over grensene. Franskmennene likte det ikke. De døpte det Frankenstein. På et ministermøte i mars skulle Chirac vise at han forsto folks bekymringer. Han reserverte seg mot direktivet. Det tok folk som et signal om at de hadde rett: direktivet var et monster.

Weekendavisen skriver fornuftig, og tar folk på alvor! Det virker som om det først er med utvidelsen med ti nye land at borgerne i Gamle Europa forstår hva de fire friheter innebærer. Når den polske rørleggeren kommer og tar jobben din, og fabrikken forsvinner østover. Alle studier viser at denne konkurransen vil øke veksten, men ingen i Gamle Europa vil betale prisen, skriver Weekendavisen:

For det proeuropæiske establishment i hele unionen er det franske og hollandske nej noget nær et katastrofescenario, hvis nejet er et nej til konkurrence fra de nye EU-lande.

For én ting er, at befolkningerne i Europa er ligeglade eller uvidende; den slags kan man gøre noget ved. Noget helt andet er, når vælgere fra et rigt EU-land på et fuldt oplyst grundlag stemmer nej, fordi de med et halvt århundredes forsinkelse omsider har forstået, at EU’s fundament bygger på de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer.

For hvad skal man gøre, hvis folk er ligeglade med, at frihederne er til det fælles bedste? Hvad skal man stille op, hvis det preller af på vælgerne i de gamle EU-lande, at en rapport udarbejdet af firmaet Copenhagen Economics for EU-kommissionen viser, at der kan skabes 600.000 nye arbejdspladser i det udvidede EU. Hvis altså frisører, blikkenslagere, arkitekter, advokater og andre får lov til at konkurrere frit mod hinanden, som det er hensigten i Bolkestein-direktivet. Eller at det tyske Institut für Wirtschaftsforschung så sent som i mandags fremlagde en stor undersøgelse, der viser, at hele EU’s bruttonationalindkomst stiger med mellem 0,2-0,5 procent, hvis vi tillader bare én procent af arbejdsstyrken i de nye medlemslande at vandre til det gamle EU?

Ja, hvad skal man gøre, hvis vælgerne i det hele taget blot ryster på hovedet over EU’s argumenter om, at det er den manglende konkurrence og liberalisering inden for EU, der har ført til den arbejdsløshed og lavvækst, som er en anden årsag til nej-sidens triumf?

Det lyder modent i mine ører når en professor anbefaler at man begynner med å anerkjenne hva som er virkeligheten. Og ikke som finansminister Per Kristian Foss sier at det ikke er noe å bry seg om hva ytre venstre og høyre mener.

Ifølge Hjalte Rasmussen, professor i EU-ret ved Københavns Universitet kan man til en start begynde med at erkende, at det er virkeligheden, og at det ville være naivt at forvente andet. Vælgeren kan ikke forventes at sige ja til medicinen, hvis bivirkningerne går ud over ham. For nok ønsker de fleste vælgere både polakkerne og EU det godt, men jo ikke, hvis det betyder, at de selv skal have det værre. Hvad har man ud af, at tre polakker oplever en markant lønfremgang for hver franskmand, der skal gå ned i løn, hvis den franskmand er én selv?

Folket går agurk
av Anna Libak