Nytt

Mitt Romney kunne halt seieren i land hvis han hadde våget å snakke om to viktige temaer: innvandring og miljø/energi. Men han tør ikke, han vil gjerne være pen og bli akseptert, skriver David Gress i Berlingske. Gress har undervist i USA i mange år.

 

Indvandringsspørgsmålet turde ellers være ret enkelt. Ønsker vælgerne, at politikerne fortsat giver lov til en i praksis ubegrænset ulovlig og omfattende lovlig indvandring, hvorved den indfødte befolkning over tid vil blive udskiftet med en anden, en proces, der allerede er godt i gang? I 1980 var stadig kun ti procent af indbyggerne i USA født uden for landet; i dag er tallet over 25 procent, og de nytilkomnes og efterkommeres andel vokser hurtigt. I 2040erne kommer det punkt, hvor amerikanere af europæisk afstamning kommer i mindretal. Det er en udvikling, der er synlig for alle, og som visse politikere, herunder Bill Clinton og Barack Obama, hilser velkommen. For ledende demokrater er det gamle, europæiske og kristne USA en vederstyggelighed, som hurtigst muligt må afskaffes. Hertil kommer den praktiske overvejelse, at langt de fleste latinamerikanske indvandrere er naturligt demokratisk stemmekvæg. Eftersom hvide vælgere stadig udgør et massivt flertal, skulle enhver valg- strateg kunne regne ud, at den republikanske kandidat bare behøver at mobilisere den hvide base for at vinde. Det har faktisk været præcis sådan, republikanske valgsejre er opstået, mens nederlagene kom af, at for mange hvide ikke gad støtte republikaneren. Hvorfor? Fordi det som i John McCains tilfælde i 2008 har været ganske tydeligt, at den republikanske kandidat var fløjtende ligeglad med jævne hvide amerikaneres økonomiske og kulturelle interesser. Næsten alle ved, at republikaneren vinder, når han kan få de hvide op af sofaerne. Men at påpege det anses for den hæsligste racisme. Derfor kan ingen republikansk valgstrateg foreslå den indlysende strategi, og derfor vil Mitt Romney ikke tale om indvandring. Alene af den grund vil han måske tabe, idet han næppe vil kunne opnå de nødvendige 60 procent af de hvide stemmer.
Næsten alle ved, at republikaneren vinder, når han kan få de hvide op af sofaerne. Men at påpege det anses for den hæsligste racisme.
..
En viktig grunn til at Romney avstår er at næringslivet, de store bedriftene, for lengst har sluttet å tenke nasjonalt. De tenker kun på bunnlinjen, dvs globalt, og for dem er billig arbeidskraft en stor gevinst. Det holder lønningene nede. Romney ønsker ikke å utfordre disse kreftene. Men dermed er det ingen som forsvarer den lille mann. Det er ikke bra for demokratiet.
En anden grund udover racisme-køllen til, at republikanere ikke gerne taler om indvandring er, at såvel mange virksomheder som private er blevet afhængige af indvandret arbejdskraft, der trykker lønnen og derved sparer penge. Erhvervslivet er for længst ophørt med at tænke nationalt; det tænker med få hæderlige undtagelser kun globalt og har kun foragt for indfødte amerikaneres behov og interesser. Mens hvide nu i adskillige år har mistet arbejde, har tilvandrede fra Latinamerika fundet beskæftigelse selv under krisen. Var Romney gået klart mod mere indvandring, ville han ikke bare være blevet kaldt racist i alle medier, men ville have mistet store dele af sin finansiering. Eftersom ingen kandidat og intet parti ærligt og tydeligt repræsenterer det endnu eksisterende flertals forståelige interesse i at bevare et levedygtigt USA med en tydelig national identitet med rødder i Europa, vil sofavælgernes antal formentlig vedblive med at stige. Romney forpassede sin eneste gode chance for at mobilisere de vælgere, han behøver. Han er nemlig en pæn mand og vil ikke kaldes racist.
 Sosialist?
Obama anklages av visse stemmer på høyrefløyen for å være sosialist, eller pense USA inn på et sosialistisk spor. Akkurat i miljøpolitikken er det noe i anklagen, mener Gress. Obamas Miljøverndepartement, EPA, har noen planer i skuffen som vil koste skattebetalerne dyrt.
EPA har allerede svidd av store beløp på prosjekter som ikke er blitt til noe, men som har gjort flere støttespillere rike.
 Hovedredskabet er miljøagenturet EPA, der for et par år siden definerede CO2 som en forurenende gas. Noget videnskabeligt totalt vanvittigt, idet CO2 jo er planteføde og uundværligt for livet på Jorden. Men formålet var da heller ikke videnskab eller folkesundhed, derimod at få en juridisk hovednøgle, der ville tillade EPA at udstede den ene generende og dyre regulering efter den anden. Vel vidende, at hvis amerikanske vælgere, selv mange demokrater, anede, hvad Obama-administrationens planlagte katalog af miljøreguleringer vil koste, ville Obama risikere at tabe valget med et brag, har energiministeriet og EPA besluttet at stille reguleringerne i bero, til efter at valget er vundet. Den hårde kerne med energiminister Ken Salazar og EPA-chef Lisa Jackson i spidsen har ikke lagt skjul på deres ambitiøse planer for et mere socialistisk USA i grøn forklædning. De har med Obamas velsignelse uddelt milliarder af skatteydernes penge til tvivlsomme grønne forretninger, der for det meste er gået fallit efter at have gjort nogle få Obama-støtter meget rige. Det er ikke lykkedes Romney at gøre tilstrækkelig opmærksom på denne strategi og de store omkostninger, den vil påføre amerikanere, der allerede døjer med, hvad der for dem er kvælende høje energipriser.
At Romney ikke har gjort et større nummer ut av dette er desto merkeligere all den stund USA har funnet nok skifergass og tjæresand til å kunne bli energiuavhengig innen 2020. Det vil ha geostrategisk betydning, likevel har ikke Romney gjort det til et hovedtema.

http://www.b.dk/kronikker/et-skaebnevalg