Sakset/Fra hofta

Av Mrutyuanjai Mishra

I morgen er der valg i Norge. Interessant er det, at selv om Fremskridtspartiet kan ende med at få en fjerdedel af stemmerne, kan de ikke regne med at få plads i den kommende regering. Selv ikke de borgerlige partier er interesseret i at invitere dem med i et regeringssamarbejde, selv om de kan få hårdt brug for deres stemmer. I Danmark husker alle Poul Nyrup Rasmussens berømte citat om Dansk Folkeparti:

Stuerene bliver I aldrig.

I går var den afgående landsformand for det Radikale Venstre, Søren Bald, på talerstolen på partiets landsmøde i Nyborg. Han betegnede regeringen og Dansk Folkeparti som en politisk virus, der har inficeret landet og skal nedkæmpes med radikal medicin. Efter min mening er dette et klart eksempel på, at når man løber tør for politiske argumenter, forfalder man til mudderkastning.

I Sverige har de gjort det til et mønster, at man kun taler om folk og partier, som er indvandringskritiske, man taler ikke med dem. For nogle år tilbage blev parret Jonathan og Kajsa Ekholm Friedman, som begge er antropologer, udsat for en hetz, fordi de var til stede i en forsamling, der debatterede indvandringsspørgsmål. Min medblogger på JP, Nicolai Sennels, skriver 06.09.09 om efterspillet, da han på en konference havde opfordret til at medtage de kriminelle indvandreres kulturelle baggrund i overvejelserne om tilrettelæggelsen af en effektiv social indsats. Københavns Socialborgmester, Mikkel Warming, bad ham om at finde et andet arbejde, hvis han ville fastholde sine holdninger. Senere blev han afskediget.

Meget har dog flyttet sig, siden Enoch Powell på grund af sine indvandringskritiske bemærkninger i 1968 blev smidt ud af det britiske konservative parti. Begivenheden har siden skræmt mange politikere fra at udtale sig kritisk i indvandringsspørgsmål. På trods af Powells kærlighed til Indien blev han udråbt som racist og blev ikke taget alvorligt. Nu er det efterhånden blevet mere acceptabelt at kritisere masseindvandring og Islam, men eksklusion af et parti er stadig et stærkt kort på hånden for mange politikere på venstrefløjen herhjemme.

Men hvorfor er det vigtigt at have en åben debat om indvandring? For ca. 100 år siden var der kun ganske få indvandrere i Europa. I dag er der ca. 20 millioner muslimer. Dertil er kommet yderligere indvandring, således at 10 procent af Europas befolkning i dag er født uden for kontinentet. Antallet af udenlandske statsborgere i et land som Tyskland er steget fra 3 millioner i 1971 til 7,5 millioner i 2000. Trods stigningen i antallet af indvandrere er antallet af udlændinge i arbejdsstyrken dog uændret.

På trods heraf har Europakommissionen med kommissæren for retslige anliggender, Franco Frattini, i spidsen foreslået en stor stigning i den økonomiske indvandring til EU. Man ønsker at slække kontrollen og åbne grænserne for yderligere 20 millioner arbejdstagere fra Asien og Afrika i løbet af de næste 2 årtier. I en tid med stigende arbejdsløshed er Europakommissionens holdning uforståelig. I forvejen er det sådan, at 85 procent af de ufaglærte indvandrere ender i EU-lande, mens kun 5 procent ender i USA. Derimod modtager USA 55 procent af de veluddannede indvandrere, mens EU kun tiltrækker 5 procent af denne gruppe. Hvad bliver det næste forslag fra den europæiske elite? At EU skal udvides til også at omfatte Tyrkiet?

Det er på tide, at den europæiske befolkning forlanger en folkeafstemning, som kan sætte en stopper for udemokratiske beslutningsprocesser, som vil have langt større indflydelse på både vores og fremtidige generationers tilværelse, end vi kan forestille os.

Det hele havde været mere acceptabelt, hvis indvandringen i Europa var et resultat af en demokratisk proces. Men på trods af, at befolkningen i næsten alle EU-lande er meget skeptisk, har den politiske og kulturelle elite tvunget folk til at acceptere en masseindvandring. Mange af indvandrerne har ingen intention om at integrere sig kulturelt set. Krav om særrettigheder og byggeriet af flere og flere moskeer er blevet hverdagskost i store europæiske byer. For nylig godkendte Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune en plan for en stormoske uden at klarlægge, hvordan finansieringen skulle foregå.

Halalhippier, upragmatiske liberalister, de såkaldte anstændige konservative og venstrefløjen har besluttet at behandle en stor del af i befolkningen som de kasteløse i Indien. Politikere som Søren Krarup og Jesper Langballe bliver som de kasteløse kaldt sorte, grimme og uønskede. Mange kalder dem for de sorte præster.

Det bliver interessant at følge udfaldet af valget i Norge i morgen. Vil sejren tilfalde de politisk korrekte eller de demokratiske kræfter?

Mrutyuanjai Mishra er europeisk master i Menneskerettigheter og Demokratisering, freelanceskribent og samfunnsdebattør. Han er styremedlem i det danske Trykkefrihedsselskabet, og har bloggen Brændpunkt i Jyllands-Posten hvor han skriver om menneskerettigheter og demokrati med fokus på internasjonale forhold. Mishra kommer opprinnelig fra India og behersker fire indiske språk, samt engelsk og dansk

Artikkelen Hvem vinder valget i Norge i morgen? ble første gang publisert i Jyllands-Posten 13. september, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.