Gjesteskribent

Av URI AVNERY Opfordringerne til at boykotte Israel bliver stadig stærkere. Senest henviser Dr. Neve Gordon i Los Angeles Times til Sydafrikas eksempel, idet han slår til lyd for, en at en global boykot måske er det eneste middel, der effektivt vil kunne tvinge Israel til at afslutte sin besættelse, som han sammenligner med apartheidregimet.

Jeg har kendt og respekteret Dr. Gordon i mange år, men denne gang må jeg erklære mig uenig med ham. Han har ikke ret i, at Israel er som Sydafrika, og han tager fejl, når han tror, at en boykot vil virke.

Sammen med organisationen Elders, der blev stiftet af Nelson Mandela og samler ældre statsmænd fra hele verden, besøgte Desmond Tutu i sidste uge Israel. Den sydafrikanske ærkebiskop og Nobelpristager var en af de ledende figurer i kampen mod apartheid og blev senere formand for den Sandheds- og Forsoningskommission, som skulle efterforske regimets forbrydelser. Jeg spurgte ham, i hvor høj grad boykotten af Sydafrika efter hans mening havde bidraget til Apartheids fald.

»Boykotten fik enorm betydning,« sagde Tutu: »Langt større betydning end den væbnede kamp. Den var nemlig ikke kun økonomisk, men også moralsk, og den gav os en følelse af, at vi ikke stod alene – at vi havde hele verden med os. Dét gav os styrke til at fortsætte.«

Tutus svar sætter den enorme forskel mellem Sydafrikas kamp og vores i relief.

Denne kamp stod imellem et stort flertal og et lille mindretal. Hvide udgjorde blot 10 procent af befolkningen. Over 90 procent af landets indbyggere støttede boykotten.
Hele verden var tavs

I Israel er situationen stik modsat. Jøder udgør over 80 procent af Israels borgere og 60 procent af det samlede indbyggertal mellem Middelhavet og Jordanfloden. 99,9 procent af dem vil være imod en boykot af Israel.

De vil ej heller føle, at ‘hele verden er med os’ – snarere, at ‘hele verden er imod os’. En boykots væsentligste konsekvens vil være at skubbe det store flertal over i armene på den ekstreme højrefløj og skabe en fæstningsmentalitet imod ‘en antisemitisk verden’.

Århundreders pogromer har indgraveret den overbevisning dybt i den jødiske bevidsthed, at hele verden er ude efter jøderne – en frygt, som blev hundredefold forstærket af Holocaust. Hvert et jødisk israelsk barn lærer i skolen, at »hele verden var tavs«, da seks millioner blev myrdet.

Er EU antisemitisk?

Holocaust vil også indvirke på, hvordan enhver opfordring til boykot vil blive oplevet i Israel. Og minde mange om det nazistiske slogan Kauft nicht bei Juden – køb ikke hos jøder!

Dette gælder dog ikke enhver boykot. For nogle år siden opfordrede fredsbevægelsen Gush Shalom, som jeg er medlem af, til at boykotte produkter fra bosættelserne. Den boykot skulle styrke de israelere, som er imod besættelsen, uden at antage antisemitiske eller antiisraelske undertoner. Siden da har EU bestræbt sig på at lukke døren for bosætterprodukter, og næsten ingen har anklaget unionen for at være antisemitisk.

Da ærkebiskoppen spurgte mig, hvad vi som israelske fredsaktivister håber mest på, svarede jeg: »Vi håber meget på, at Barack Obama vil fremlægge en omfattende og gennemarbejdet fredsplan og bruge hele De Forenede Staters overtalelseskraft til at overbevise parterne om, at begge skal acceptere den. Vi håber, at hele verden vil bakke op om denne bestræbelse. Og vi håber, at dette vil kunne hjælpe den israelske fredsbevægelse på benene igen og overbevise vor hjemlige offentlighed om, at både er muligt og umagen værd at slå ind på en fredskurs i forhold til palæstinenserne.«

Verden mod Israel

Ingen, som har den forhåbning, kan støtte en opfordring til at boykotte Israel. De, som opfordrer til boykot, er motiveret af desperation. De er blevet fortvivlede på israelernes vegne og har opgivet håbet om, at det er muligt at flytte den israelske opinion, hvorfor der ikke er andet for end at ignorere Israels offentlighed og mobilisere hele verden imod staten Israel.

Forskellige metoder

Det synspunkt deler jeg ikke. Hverken fortvivlelsen på israelernes vegne eller håbet om, at hele verden vil rejse sig for at påtvinge Israel sin vilje. Den forfejlede antagelse, at den israelsk-palæstinensiske konflikt ligner Sydafrikas erfaringer kan udløse en forfejlet strategi.

Sandt nok har den israelske besættelse og det sydafrikanske apartheidsystem visse fællestræk. På Vestbredden er der således veje ‘kun for israelere’. Men Israelsk politik bygger på en national konflikt, ikke på raceteorier. I Sydafrika kunne hvide og sorte ikke gifte sig og seksuelle relationer imellem dem var en forbrydelse. Sådanne forbud eksisterer ikke i Israel. På den anden side kan en arabisk israeler, som gifter sig med en araber fra de besatte områder, ikke få sin ægtefælle med sig til Israel. Begrundelse: for at opretholde den jødiske majoritet i Israel. Begge restriktioner er forkastelige, men væsensforskellige.

I Sydafrika handlede kampen om regimet, ikke om landets enhed. Både hvide og sorte opfattede sig selv som sydafrikanere og var opsatte på at bevare landet intakt. De hvide ønskede ikke en opdeling af landet, ja kunne ikke ønske det, eftersom deres økonomi var baseret på sort arbejdskraft.

I det land har israelske jøder og palæstinensiske arabere intet til fælles – de har ingen fælles nationalfølelse, ingen fælles religion, ingen fælles kultur og intet fælles sprog. Langt hovedparten af israelerne ønsker en jødisk (eller hebraisk) stat. Langt hovedparten af palæstinenserne ønsker en palæstinensisk (eller islamisk) stat. Israel er ikke afhængige af palæstinensiske arbejdere – tværtimod, vi er skyld i mange palæstinensere presses ud i arbejdsløshed. Som følge af alt dette er der nu et globalt konsensus om, at løsningen ligger i oprettelsen af en palæstinensisk stat side om side med Israel.

Med andre ord: De to konflikter er fundamentalt forskellige, og derfor må frihedskampens metoder nødvendigvis også være forskellige.

Uri Avnery er talsmand for den israelske fredsbevægelse Gush Shalom

Opprinnelig trykket i Information.dk 18. september 2009