Kommentar

Vi slipper ikke Hommel-saken. Den kunne like gjerne utspilt seg i Norge. Den er et skoleeksempel på konflikter og problemer i det flerkulturelle samfunn. Hvem er min neste?

Eliten i medier og politikk tyter over med idealisme. Men hva gjør de når virkeligheten motsier dem?

Annemette Hommel dro til Irak av idealisme. Hun er høyt kvalifisert. Språkmektig. Har arbeidet for Utenriksdepartementet og for Folketingets utenrikskomite. Hun nyter høy respekt for sitt arbeid. Weekendavisens Anna Libak har gjort et intervju som er mer tett på og troverdig enn andre. De var studiekamerater.

Historien har flere akser: Det ene er det offisielle Danmarks deference, paniske frykt for å støte arabere og muslimer. Det kan virke som om frykten for å opptre rasistisk er så stor at myndighetene ikke kvier seg for å krenke andres rettigheter, dvs. en innfødt danskes. Denne rettigheten gjaldt blant annet retten til å bli hørt og få anledning til å forklare seg på en redelig og skikkelig måte. Hommel ble på stående fot bedt om å skrive en forklaring av øverstkommanderende, oberst Henrik Flach, men ante ikke rekkevidden av saken.

Anklagen mot henne var skrevet av palestinsk tolk, som var blitt hjemsendt til Danmark etter stadig konflikter med danske soldater! Dette var grunnlaget Flach aksjonerte på samme dag!

Det andre bruddet gjelder oppfatningen av Genevekonvensjonene, som faktisk åpner for bruk av milde pressmidler som bind for øynene, søvnmangel, og ubehagelige stillinger, som å bli stående.

Annemette Hommel har nektet en fange vann under et avhør som varte under en time. Han måtte stå på kne. Dette blir av Danske Røde Kors, Tortursenteret og andre utlagt som grensende til tortur!

Forsvarsdepartementet reagerer som politikere gjør idag, utelukkende ut fra PR-messige hensyn. Både Flach og Hommel hjemkalles. Forsvarsministeren snakker om «helt uakseptable metoder».

Men så viser det seg at danskene overleverer fangene til britene, som benytter nettopp de metodene danskene tar avstand fra. Hvordan kan de da fortsette med det? Forvirringen er total.

Hvordan går det an å rote det slik til for seg? Det er ikke tvil om at historien har gått ut over danskenes innsats.

Forklaringen er enkel. Det er virkelighetsforståelsen det er noe i veien med, og den stikker dypt. Det later til at nordiske land har utviklet en oppfattelse av menneskerettigheter som minner mer om karikaturen av svensk regelverk for barn: de må ikke leke uten hjelm.

Trolig finnes det en kobling et sted mellom vårt behov for trygghet og sikkerhet, og menneskerettigheter. Men med denne koblingen kommer man galt av sted. Særlig i krig. Sjekk bare danskenes situasjon i Irak:

Samtidig havde vi at gøre med en fange, som jeg havde god grund til at tro aktivt havde forsøgt at dræbe danske styrker. Der var tale om en mand, som vi af forskellige kilder og kontakter havde fået udpeget som involveret i et bagholdsangreb på den danske bataljon den 6. juni. Han blev anholdt på den paramilitære og koalitionsfjendtlige organisation al-Sadrs kontor i den nærliggende provinsby al-Qurna. Og jeg skylder at sige, at det ikke var første gang, jeg stiftede bekendtskab med ham. I marts havde selvsamme al-Sadr oprettet nogle ulovlige checkpoints i byen, og da de danske styrker kørte derned for at få dem fjernet, blev der hurtigt mobiliseret en folkemængde, der optrådte truende over for os. Derfor kørte pansrede mandskabsvogne hurtigt hen til al-Sadrs kontor og tilbageholdt nogle af de formodede organisatorer. Han var en af dem, der blev tilbageholdt. Da han så forsøger at obstruere afhøringen ved hele tiden at kræve vand, er det klart, at jeg føler mig berettiget til at nægte det. Jeg føler faktisk, at manden skylder os nogle svar, og de svar forlangte jeg,« siger hun.

Menneskerettigheter og sikkerhetsregler flyter over i hverandre, og setter så sterke hindre for statens voldsapparat at de blir hemmet.

Imens finnes det snart ingen hemninger for medienes krigføring: de kan senke et hvilke som helst prosjekt, eller person, uten å blunke.

Hommel sier Abu Ghraib dannet bakgrunnen til hennes story: Både Ekstrabladet og Al Jazeera sier det samme: Dette er et dansk Abu Ghraib!

Den etniske konflikten våger man ikke røre.

Hommels versjon:

Men når Annemette Hommels afhøringsteknik overhovedet kunne blive en skandale, skyldes det en anden omstændighed, der ifølge Annemette Hommel er hovedforklaringen på, at hun nu står anklaget efter den militære straffelov. Nemlig de dansk-palæstinensiske tolke, som deltog i afhøringerne. I tolkepuljen var der i alt fem tolke, de fire af dem var danske statsborgere med dansk-palæstinensisk baggrund uden militær uddannelse. Højst havde de fået ti dages kursus i uniform før deres udsendelse, og de var helt uforberedte på, hvad der ventede dem i et militært operationsområde.

Det var en af disse tolke, der som hævn for sin hjemsendelse efter flere sammenstød med danske soldater skrev et anklageskrift mod Annemette Hommel. Som sin hovedanklage nævnte han den afhøring, hvor hun havde nægtet en fange vand, sådan som han havde fået det refereret af den kvindelige dansk-palæstinensiske tolk, som havde overværet afhøringen den 9. juni. Selv havde han ikke været til stede.

»Hans anklageskrift er et sammensurium af egne oplevelser og von-hören-sagen,« siger Annemette Hommel. »Men kernen i det her er, at de civile tolke overhovedet ikke havde den nødvendige professionalisme og forståelse for den sammenhæng, de indgik i. Der er eksempler på, at de under registrering af tilbageholdte har stået og hyggesnakket med dem på arabisk, skønt deres eneste opgave var at formidle kommunikationen mellem lægen, militærpolitiet og de tilbageholdte. De havde ikke forståelse for, at tolken er et neutralt medium, der blot skal videreformidle budskaber og ikke fortolke dem, og derfor har jeg ikke altid følt mig sikker på, på hvis side tolkene egentlig befandt sig.«

Spørsmålet er: hvorfor var ikke tolkene profesjonelle? var det mangel på trening, eller: ville det gjort noen forskjell? Skal vi tippe: noen ville kanskje lært å opptre profesjonelt, andre ikke. For dem ville «blodets bånd» vært viktigere: les: kulturelle og religiøse.

Men hvis det skal være mulig å luke ut de upassende, må myndighetene være villig til å anerkjenne problemet. Det er de per dato ikke.

Annemette Hommel fremhæver, at hun kun et på ét tidspunkt har følt sig helt tryg ved en tolk: Nemlig da hun overtalte en kvindelig sprogofficer i arabisk til at tage til Irak i tre uger i juli og assistere sig.

Hvis denne språkoffiseren var en innfødt danske, kan dette utlegges som bevis på dansk rasisme og diskriminering: hun føler seg bare trygg med en danske. Hun stoler bare på en danske!!

Presentert på denne måten vil en intetanende leser tro at: dette var ikke bra. Skal vi ikke benytte de menneskene som kommer fra regionen en gang!!

Slik har mediene greid å forvrenge virkeligheten, ved konsekvent å bruke språket slik at bare en side av virkeligheten kommer frem. Man ignorerere problemene som ens egen befolkning opplever i sitt arbeid og dagligliv.

Der hvor det oppstår konflikt, ofrer man heller sine egne, for å redde idealene, og illusjonen om at integrasjonen er konfliktfri.

Det verste er angrepet på sannheten.

Weekendavisen på nettet

Les også

-
-
-
-