Mette Frederiksen har gitt et dybdeintervju til Jyllands-Posten på bakgrunn av en meningsmåling blant muslimer som viste alarmerende holdninger til det danske demokrati. Frederiksen innrømmer at hun ble rystet over funnene.

Som at hver tredje adspurgte muslim mener, at sidste års terrorangreb mod Israel var »en berettiget handling«. At knap to ud af tre ikke vil acceptere, hvis deres barn var homoseksuel. Og at knap hver femte er parat til at bryde loven for at følge deres muslimske tro.

Samfunnet har alltid hatt utgrupper som ikke følger aksepterte normer, men her snakker vi om betydelige antall som ikke vedkjenner seg danske verdier og normer. Da inntreffer problemer av en helt annet karakter. Da vil samfunnet slutte å fungere som et normalt fellesskap. Det erkjenner hun.

»Men hvis du begynder at have meget store grupper, som ikke er demokrater, som heller ikke er danskere i deres opfattelse, så vil det udfordre vores sammenhængskraft. Og det gør det jo allerede i dag.«

Mette F. er klar over problemenes omfang, men liker ikke å gå for tett på Koranen. Hun erkjenner likevel at det er «riktig mange mennesker» som ikke er demokrater. Dét er en stor innrømmelse.

»Og det, at du nu har en så stor befolkningsgruppe, som simpelthen ikke bakker op om det – for nogens vedkommende foragter de det jo – er farligt for os som samfund,« siger hun.

Hun trøster seg med at det er mange muslimer som er demokrater, som er integrert. Mon det? Hva vil det si å være integrert? Er det til festbruk? Er det når man kan oppnå noe? Eller er det når det røyner på og det koster? Som å stå opp mot islamister? Det siste hører vi lite om. Jeg er sikker på at det skjer, men jeg har fornemmelsen av at den store majoritet heller mot islamistene, ikke dissidenter. Se på tallene.

Det er bl.a. de 22 pct. af de adspurgte muslimer, som mener, at Koranen bør få indflydelse på dansk lov. Og de 40 pct., der ikke vil acceptere, at deres datter gifter sig med en ikkemuslim, mens kun 12 pct. ikke vil acceptere, hvis deres søn gjorde det samme.

Hvis så store prosenter tør å vedkjenne seg religionens primat, hvor mange er da stilltiende av samme mening, de tør bare ikke si det til en dansk meningsmåler? De forstår hva som ventes av dem.

Journalisten som intervjuer Mette F., forsøker å hjelpe henne og foreslår at det er en minoritet blant minoriteten som skaper problemer. Da snakker vi om kriminell atferd. Men de sosiale regelbruddene gjelder en mye større gruppe. Mette F. er klar over at det handler om Koranen, og hun tør å vedkjenne seg det.

Men når vi er i det fælles rum, det kan enten være konkret, når du træder ind i et klasseværelse, eller mere abstrakt i det generelle samfund, så bliver der nødt til at være nogle demokratiske værdier, som jeg ikke mener, man kan sætte spørgsmålstegn ved. Som f.eks. ligestilling mellem mænd og kvinder,« siger Mette Frederiksen.

Det er ikke tilfældigt, at Mette Frederiksen nævner de her ting, når emnet er holdninger blandt netop muslimer, understreger hun.

Ser du en kobling mellem nogle af de her holdninger og så religionen islam?

»Ja, det gør jeg. Desværre.«

Noe slikt ville aldri den norske eller svenske statsminister våge å si høyt.

Det er særlig ett funn i undersøkelsen til Wilke som uroer Mette Frederiksen: De unge er langt mer radikale enn sine forfedre, og de er født i Danmark, men når det kommer til stykket, velger de islamske verdier, ikke danske.

Mette Frederiksen er i særdeleshed bekymret over en tendens, som går igen gennem undersøgelsen. Nemlig en markant forskel mellem unge og ældre muslimers holdninger til alt ligefra forståelsen for et terrorangreb, til piger og kvinders ret til selv at bestemme, hvem de vil giftes med, og til respekten for retsstaten.

»Det er næsten ligegyldigt, hvilke nedslag man tager, så er den unge generation mere radikaliseret og længere væk fra helt almindelige demokratiske spilleregler og dermed livsopfattelse end deres forældre og bedsteforældre,« siger Mette Frederiksen.

Statsministeren fremhæver selv ét eksempel: Her spørges de adspurgte muslimer, om de vægter deres tro eller dansk lov højest i situationer, hvor det er nødvendigt at vælge. Blandt de unge muslimer (18-29 år) svarer 28 pct., at de vil »følge opfattelsen af at være rettroende muslim, også selv om det betyder, at jeg bryder love og regler i Danmark«.

Etter hvert som intervjuet skrider frem, viser det seg at Mette F. har en mer moden og modigere forståelse av problemene.

Hun tror ikke at integrasjonen kommer til å lykkes. Det vil alltid være noen som ikke «vil Danmark», dvs. integrere seg og bli danske. Journalistene forsøker seg med at det er hennes ansvar, men det avfeier hun: Det er de unge mennenes eget ansvar å integrere seg. Hun avviser eksplisitt dem som inntar offerrollen og bruker den for å oppnå fordeler.

Hun er imponerende når hun avviser journalistenes premiss:

Ét resultat i JP’s måling antyder dog en forklaring. Her svarer 37 pct. af de adspurgte muslimer, at udlændingedebatten i Danmark får dem til at føle sig »uønsket«, hvilket giver dem mindre lyst til at integrere sig.

Kan det være, at debatten, du selv bidrager til, er en del af årsagen til, at måske især de yngre generationer vender sig i mod Danmark?

»Jeg køber simpelthen ikke den præmis,« siger Mette Frederiksen og sætter sig op i stolen.

Spørsmålet om politikernes ansvar er et av journalistenes yndlingsgrep: De får politikerne til å bøye seg for dem og påta seg skylden for situasjonen. Det nekter Mette F.

Men jeg køber grundlæggende ikke den præmis, at på grund af en politisk debat er det okay, at man støtter Hamas eller ikke kan lide homoseksuelle,« siger hun.

I Norge er det annerledes. Her unnskylder man de unge muslimene fordi de har det så fælt.

Mette F. kjøper ikke denne argumentasjonen og kaller det en stråmann.

»Man må jo tage ansvaret for sine egne handlinger, men også for sine egne værdier. Jeg synes, det er en stråmand, og jeg har i øvrigt aldrig set nogen skabe sig et godt liv ved at positionere sig i sådan en offerrolle, som jeg synes, de gør. De er kommet – som første generation, men for manges vedkommende som anden eller tredje generation – til ét af verdens bedste lande og har fået alt foræret. At nogen svarer på den enorme gæstfrihed med at begå kriminalitet eller at støtte Hamas, det er jo … Det er meget voldsomt.«

 

Hvem har så ansvaret for at få integreret de mennesker?

»Det har de selv,« siger Mette Frederiksen.

Et kontant svar vi har til gode å høre fra Jonas Gahr Støre eller Ulf Kristersson.

Mette F. gjør også noe som er meget uvanlig for en politiker: Hun tør å si at hun ikke tror problemene lar seg løse.

»Fordi udviklingen går den forkerte vej. Hvis det var sådan, at det havde bevæget sig i den positive retning generation for generation, så kunne man jo tænke, at det går i den rigtige retning, men det går faktisk i den forkerte retning. Så jeg er ikke der, hvor jeg tænker, at vi med de velkendte redskaber kan nå i mål med det her. Men derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan,« siger hun.

Utviklingen går i feil retning. Tenk om andre politikere turde innrømme dét!

Mette F. tør å si at deler av det normale samfunnet rykker seg løs fra de delene de oppfatter som truende. Også dét er en sterk innrømmelse. Hun sier det gjelder henne selv. Hun har også frykt for de unge mennene.

»Der er meget på spil. Det er sammenhængskraften, vi taler om. Og alle kan se med det blotte øje, at det er den, der er udfordret, fordi vi begynder at rykke os væk fra dele af samfundet, fordi vi er utrygge, fordi der sker noget i vores samfund, som vi ikke bryder os om. Og det gælder også mig selv.«

Det skjer noe i samfunnet som vi ikke kan like, og «det gjelder også meg». Dette er helt andre toner enn dem vi er vant til å høre fra politikerne.

Kun på ett punkt tør ikke Mette F. gå videre. Hun tør å si at problemene har med Koranen å gjøre. Men så stopper det der. Hun skylder på at hun ikke vet nok, men det er nok heller at hun ikke ønsker å gå inn i en diskusjon om frafall, ytringsfrihet, kvinnesyn – alt som er vanskelig.

Det er også en stor gåte gjemt her: At andre og tredje generasjon forkaster det samfunn som tilbød dem alt og i stedet velger islam. Dette fatter hun rett og slett ikke.

Kjøp «Veien fra ateismen til det totalitære» av Olavus Norvegicus.