Det er naturligvis søgt, når tidligere statsminister og nuværende NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen sammenligner det folkelige opgør med den danske samarbejdspolitik den 29. august 1943 med et forestående bombeangreb på den mislykkede statsdannelse, der officielt går under navnet Syrien, men reelt er opdelt i talrige krigsherredømmer, klaner og konkurrerende fortolkninger af Koranen.

Bedre bliver det ikke af, at JP mimer Fogh i dagens leder og ud af det blå udnævner Helle Thorning-Schmidt til statsmand, fordi hun klovner rundt som en mannequindukke i pangfarver og pludselig vil i krig, selv om ikke ville i går, og så sent som i 2007 udtalte til en interviewbog, forfattet af Noa Redington, der nu er hendes særlige rådgiver:

“Det kommer aldrig til at ske for Danmark igen, at vi går i krig med tvivlsomme begrundelser uden et internationalt samfund, der bakker op, og uden en plan for at vinde freden.”

Aldrig mere krig. Den har vi hørt før.

Så er der mere ræson i vurderingen af vores såkaldte statsminister ianalysen i Den Korte Avis, som uden dikkedarer beskriver Helles Syrien-krig som en tabersag. Endnu én.

Lad mig repetere: Augustopgøret 1943 var en øvelse i nationalt selvforsvar, initieret af vrede arbejdersønner i Odense og Esbjerg, et patriotisk opgør med den officielle kollaboration, som ikke bare var gået for vidt, men i bund og grund var amoralsk.

Modsat er og bliver vestmagternes bebudede krig i Syrien 70 år senere en international angrebskrig, der muligvis vil øge lidelser og elendighed i Syrien og de omkringliggende lande. For en gangs skyld er jeg enig med Politikens veritable sludrehoved Kristian Madsen, når han skriver, at ingen kan se gennem krigstågen i Syrien, og at det er klogt at tvivle, når konsekvenserne er så usikre, som tilfældet er. Gad vide, hvad han har puttet i kaffen til morgen?

Uden at koble fortid og nutid mekanisk sammen gør litteraturprofessor Nils Gunder Hansen i en kronik status i anledning af 70-årsdagen for augustoprøret og peger frem mod, hvad vi har brug for.

Tænk, hvis alle humanistiske professorer skrev lige så klart og bramfrit som Gunder Hansen. Så ville vi leve i et lyshav, ligesom skatteyderne ville få mere for de formuer, der hvert år skibes af sted til de såkaldte universiteter, der synker og synker og synker i lærdomsniveau.

Gunder Hansen minder om, at samarbejdspolitikken med Erik Scavenius i spidsen med al dens bøjelighed og pragmatisme gjorde sig selv til Vorherre og Danmark til en tysk vasalstat. Det sidste var naturligvis den største ulykke, for hermed risikerede Danmark at ende på den forkerte side af kridtstregen i den globale strid med nazisme og kommunisme, mens den politiske ledelses velvillige accept af tyske krav og landbrugets og industriens stabile eksport og villige samarbejde var med til at hjælpe den tyske krigsmaskine og fremme jødeudryddelsen andre steder i Europa.

Samarbejdspolitikken 1940-43 er blevet beskrevet herfra og til Tyrol, men ikke i et større, internationalt perspektiv. Når f.eks. historiker Bo Lidegaard skriver kapitlet om Besættelsen, så er det altid en national krønike, han fremmaner – som skrevet af en embedsmand med fuld pension og kemisk renset for kollaborationens konsekvenser – til trods for, at Bo Lidegaard som chefredaktør for Politiken på lederplads plaprer løs om det internationale samfund, EU, FN, osv. osv.

Nationalist hvad angår fortiden, internationalist mht. fremtiden. Klam cocktail.

Historien om mærkedagene 9. april og 29. august er i mine øjne, at landets politiske ledelse ikke valgte en 9. april, befolkningen kunne leve med på sigt, men at danskerne til gengæld gav sig selv og hinanden en 29. august i protest imod den politiske klasses indgroede passivitet. Dermed fik folk atter noget at tro på og leve efter i en svær tid, hvor politikerne svigtede dem, som politikere gør igen og igen for at redde egen røv og karriere og pension.

29. august 1943 kom dermed også til at afslutte en 80 års lang blindgyde med neutralitet og afrustning efter det store nederlag i 1864.

På denne måde var 29. august endestationen for den ødelæggende radikale, pacifistiske udenrigspolitik, som den politiske klasse gjorde til god latin, efter at Danmark slap igennem Første Verdenskrig uden skrammer.

Det er derfor, at dagens dato længe har været en torn i øjet på de radikale historikere og elever af Hørup og Scavenius. Nu gik det lige så godt. Ikke rokke båden. Lad os fortsætte med at forhandle, vende og dreje og sno os som slangen. På den ene side og på den anden side, så længe det tjener os bedst.

Nils Gunder Hansen fremhæver sin meningsfælle, forfatteren Martin A. Hansen, som allerede under krigen kritiserede den intellektuel-kyniske attitude, han mødte i det radikale borgerskab, som latterliggjorde og lo ad modstandskampen. Når de indbildsk kloge kan anskue en sag fra alle tænkelige vinkler, betyder det også, at de gerne ser den fra netop den side, der tjener deres egne interesse bedst. Dvs. i dette tilfælde ingenting at gøre, hverken professionelt eller privat, forblive i deres faste stillinger, boliger og samarbejde med Fanden, om han bare beder dem om en lillefinger.

Denne slags systemkritik er naturligvis helt fremmed for den såkaldt radikale historikertradition, der elsker magten, embedsværket, kontinuiteten og i den grad har sat sig på skole, undervisning og medier og ved enhver tænkelig lejlighed appellerer til det fælles bedste.

De radikale historikere har munde, øjne, ører og laptops ligesom os andre. Men det er som regel deres maver, der taler.