Af: Kasper Støvring

Udkantsdanmark har det skidt. Problemet skyldes bl.a. centraliseringen omkring de store byer, især hovedstaden, som også nyder størst bevågenhed og agtelse i den offentlige opinion.

Det kalder på en mere kritisk holdning til staten, som risikerer at ødelægge det lokale liv og skabe mindre pluralisme, når den griber ind fra oven med f.eks. centraliseringer i forbindelse med kommuner, politi- og retsreform, sygehuse osv. Det fører til opsplitning med negative konsekvenser for udkanten.

Udflytning fra udkanten er en beklagelig tendens, men der findes også en anden tendens, som jeg vil dvæle lidt ved i dette indlæg: Udflytning fra storbyen.
Udflytning fra storbyen

Jeg tog for lidt under et år siden sammen med min familie et af mit livs bedste beslutninger og flyttede fra København til landet.

Men jeg er ikke den eneste, der har foretaget en udflytning fra København. Mange andre gør det, og tendensen er endda blevet dokumenteret af geografen Louise Glerup Aner, som det fremgår af en artikel i Weekendavisen den 31. marts.
Her hedder det, at mange udelukkende flytter for deres børns skyld. Det kan jeg ikke helt genkende, selv om jeg gerne tror det.

Der findes således to typer udflyttere: De frivillige, der med glæde flytter for at vende hjem til rødderne; og dem, der ser sig som bymennesker i provinsen for en stund.

De politisk korrekte udflyttere

De sidstnævnte, bymenneskerne i provinsen, er flyttet, fordi de ikke har råd til noget større i byen. Blandt dem findes en politisk korrekthed, en negativ opfattelse af den provinsielle forudsigelighed samt en pænhed forstået som en facade, der skal opretholdes.

Disse udflyttere vil gerne tilbage til byen, og de ønsker at deres egne børn gør som dem, altså skynder sig at flytte til byen, hvor de kan møde den «mangfoldige verden» i håb om, at storbyen gør dem «tolerante» og giver dem et «internationalt udsyn».
Det er ikke noget, jeg finder på; det siger de selv i den omtalte artikel. De politiske korrekte vånder sig f.eks., når de i provinsen hører ordet «neger» om en person med en hudfarve, man da heller ikke ser så ofte i provinsen. Som det hedder i artiklen, så flytter man væk fra storbyen, fordi der er for mange voldelige overfald, narkomaner og «muslimske drenge», der ødelægger skolerne med dårlig adfærd.

For bymenneskerne i provinsen er det, de frivillige udflyttere ser som noget positivt, i bund og grund noget negativt, der kun er til gavn for deres børn imens de er børn. Det gælder indskrænkningen af mulighederne, altså det overskuelige liv, hvor der f.eks. kun findes én fodboldklub, som alle børn går i.

De frivillige, derimod, er flyttet ud netop for at undgå de mange muligheder, selv om det kan lyde mærkeligt. Som i min egen familie har vi valgt «nærhedsprincippet», stedforbundetheden, altså at bosætte os på et sted, vi kan kalde vores, hvor vi føler, at vi hører hjemme. Som er det modsatte af fremmedgørelse.

Stedforbundethed

Mennesket har nemlig behov for at være rodfæstet et sted. Det har mange andre skrevet rigtigt godt om, bl.a. Roger Scruton, Michael Böss, Anders Ehlers Dam, Rüdiger Safranski og Henrik Jensen, der citerer Simone Weil for følgende:
«At have rod et sted er måske det sjælens behov, som på en gang er vigtigst og mindst anerkendt. Det er et af de vanskeligste behov at definere. Et menneske er rodfæstet i kraft af sit virkelige, aktive og naturlige medlemskab af en gruppe, der bevarer og videregiver fortidens skatte til sine medlemmer og til en vis grad forudføler fremtiden.»
I denne tid, hvor udkanten har dårlig presse, kan det nok være værd at minde om, at udflytningen til Provinsdanmark i høj grad giver mulighed for at være stedforbundet.

Mere herom i mit næste blogindlæg.

Kasper Støvring

Udflytningen til Provinsdanmark

Jyllands-Posten blogg 07.05.10

Støvring er aktuell med boken

Sammenhengskraft
Gyldendal, 216 sider
ISBN 9788702081657