Hans Rustad Det er en sammenheng mellom toleranse, individets ukrenkelighet og sansen for kroppens skjønnhet, sier den tysk-rumenske forfatteren Herta Müller.
Hun har nettopp vært i Danmark i forbindelse med at Det tyske akademi la sitt møte til Danmark, og har snakket med Niels Barfoed.
Müller levde som medlem av en etnisk minoritet under Ceausescu. Hun vet at sansen for det skjønne også er politisk.
Derfor kan jeg heller ikke acceptere at blive kaldt ’vantro’ af islamisterne. Det er nedsættende. Og i det hele taget – uanset hvad vi tror eller ikke tror – skylder de os dog respekt.«
– Fordi …?
»Du mener: for hvad? For det, vi har opnået i Vesten. Vi har opfundet individet. Den opfindelse baserer vores love, institutioner og rettigheder sig på. Det enkelte menneske er vigtigt. Og hos os må det definere sig, som det lyster. Det forhold må andre kulturer se i øjnene, anerkende og leve med. Og vi har opfundet tolerancen. Det er en af vore centrale værdier. At latterliggøre den er også en krænkelse«.
»Jeg synes, det er dejligt, at vi f.eks. har noget, der hedder ballet. Og har noget, der hedder mode. Den menneskelige krop er smuk; derfor viser vi den frem. Den er smuk i alle sine varianter og fremtrædelsesformer, lige fra den såkaldte klassiske skikkelse til den invalides krop i al dens særpræg og individualitet. Vi har lov til at vise kroppen, fordi vi værdsætter den. Det er en ret, vi har tilkæmpet os, og som er del af vores selvforståelse.«
Her er en kommentar til Raymond Johansen:
»Man må konstatere, at vi desværre ikke kan finde vores ben i forhold til den islamiske totalitarisme. Vi er orienteringsløse i vores møde med den og agerer forvirret og i alle mulige retninger – hvis vi ikke ligefrem griber til direkte udsalg af vore egne værdier. Et tysk kvindefodboldhold skulle forleden kæmpe i Iran og måtte anlægge det muslimske slør for at få lov til at spille. Det er jo latterligt. Ren rådvild opportunisme! Hvor langt er vi parat til at fornægte os selv for at please de radikale mullaher?«
Müller sier opinionen må være tålmodig og stedig overfor islamismen, akkurat som man var overfor Sovjetunionen. Realistiske, og prinsippfaste.
– Hvordan skal den realisme komme til udtryk?
»Jeg ville ønske vi brugte mindst lige så meget energi på at tage totalitarismen alvorligt og eksempelvis være bekymret for Israel i forhold til den kommende iranske atommagt, som på at dyrke den hellige, almindelige antiamerikanisme, som sætter al kritisk analyse og afbalancerede vurderinger på stand by. I medierne hører man f.eks. meget lidt om russernes deal med iranerne, om deres lurvede motiver i spillet om Iran og deres leverancer af uranteknologi til mullaherne. Og hører vi alligevel om det, så fremkalder det intet videre postyr af den grund! Og det på trods af, at i en gudsstat har man gud som påskud til alt, også til at anvende atomvåben. Men, nej, det kan ikke ophidse os. Det ophidser os heller ikke, at den fanatiske islamisme i skikkelse af iranske terrorister, der strømmer over grænsen til Irak, i en uhellig alliance med Saddams tidligere tilhængere dagligt myrder løs på befolkningen. Det eneste, vi kan komme i tanke om i den anledning, er den amerikanske tilstedeværelse og olien-olien-olien.«
Hvorfor er kulturlivet blitt så politisk sløvt? Müller sier noe som også har slått meg: den uendelige runddansen av temaer og markeringer, seminarer og konferanser som fyller kulturlivet: 100-årsdag og 250-årsdag. Det tar aldri slutt. Men blir vi noe klokere? Det er kultur som underholdning, noe tidløst. Det er ikke forankret i dagens virkelighet. Vi greier aldri å ta utfordringen fra fortiden og svare på den. Derfor blir det noe overflatisk over all feiringen og markeringen.
Jeg troede, at kampagner var noget, der hørte socialismen og diktaturet til. Jeg, gamle østeuropæer, får uvægerligt en fornemmelse af statskultur. Selvfølgelig er indholdet et andet, men det superorganiserede, det kulturindustrielle, det værsgo-og-spis-kulturelle – det er det samme.«
