Gjesteskribent

Af Monica Papazu

Den franske forfatter Robert Redeker er ikke et ukendt navn i Danmark. Hans situation som islamkritiker ligner Kurt Westergaards. Siden offentliggørelsen den 19. september 2006 i avisen Le Figaro af en kronik med titlen » Hvad skal den frie verden stille op med de islamistiske trusler?» har Redeker måttet leve under politibeskyttelse.

Hele hans tidligere liv sank i grus. Han har skullet opgive sit arbejde som gymnasielærer, sine foredrag, vænne sig til at leve under jorden og i bund og grund som en fange i sit eget land, i sit eget hus. Denne smertefulde erfaring har Redeker skildret i en selvbiografisk bog, som blev udgivet sidste år på dansk med titlen » Man må prøve at leve» på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Det, som er mindre kendt i Danmark, er, at Redeker er en solid og modig filosof, som indtil nu har skrevet 11 bøger. Først når man kender hans øvrige forfatterskab, kan man forstå hans opgør med islam . Redekers hovedtema er ikke islam , men menneskets umenneskeliggørelse. I hans øjne er islam kun en form for dehumanisering blandt andre, og som nu står over for den umenneskeliggørelse, som foregår i selve den europæiske civilisation. Det, som ligger ham på hjerte, er den skæbnesvangre vending, som den europæiske civilisation har taget med forkastelsen af kristendommen.
Det er dette emne, Redeker endnu en gang tager op i den bog, han udgav tidligere på året.

Den bærer den slående titel » Egobody: Hvordan man skaber det nye menneske» ( på fransk » Egobody: La fabrique de l’homme nouveau», Forlaget Fayard).
» Det nye menneske» fører umiddelbart tanken hen på de store totalitarismer i det 20. århundrede, nemlig nazismen og kommunismen. Et nyt menneske ud fra et nyt racemæssigt grundlag var nazismens mål. Et nyt menneske, som har kappet alle bånd med fortiden, og som skal være bygningsmateriale for et nyt samfund, var kommunismens mål.
Den centrale idé er den, at menneskenaturen ikke er givet. Mennesket er kun et stykke blødt voks, som magthaverne kan forme i overensstemmelse med deres opfattelse af mennesket.
Altså: mennesket som et projekt for mennesket, et menneskeskabt menneske.
Man ville have troet, at denne ideologi var forsvundet efter de store totalitarismers sammenbrud.
Dette er ikke tilfældet, hævder Redeker.
Ideologien er ikke død, skønt den er blevet så diffus og har undergået en så stor forandring, at det er svært at få øje på den. Hvad værre er: Det er først nu, at utopien er ved at virkeliggøre sig.
Vore dages nye menneske kalder Redeker for egobody.

DENNE SKURRENDE BETEGNELSE, Redeker opfandt – en uelegant sammensætning af den latinske glose ego og den engelske body, altså legeme eller kadaver – henviser til mennesket, som opfatter sig selv som en krop: kroppen som den højeste værdi og som den eneste identitet, det aktuelle menneske anerkender, kroppen, som har » fortæret selvet».
Det, som det nye menneske interesserer sig for og dyrker, og som er blevet til livets centrum, er kroppen. En krop, som bliver plejet og passet gennem fitness, gennem den » rigtige» ernæring, gennem kosmetik og æstetisk kirurgi. En krop, som udstilles ( fotomodeller, mannequiner og sportsfolk).

Kroppen som et » universelt forbillede», alle skal tilpasses. En krop, som samtidig kun består af bestanddele, der kan skiftes ud efter behov.
Og en krop, man som udødelig.

Sammenlignet med tidligere tiders menneskeforståelse fremstår egobody som et i sandhed nyt menneske, det vil sige et umenneskeliggjort menneske, for det, der har karakteriseret mennesket siden oldtiden, har netop været den opmærksomhed, man rettede mod det indre. Kulturen, som udgør det menneskelige par excellence, har altid fokuseret på det indre menneske (» l’intériorité») med dets spørgsmål om tid og evighed, død og liv, det gode og det onde. Kristentroen har som intet andet lagt vægten på det indre menneske, på alvoren i tilværelsen, med hjertet eller sjælen som det primære.
Dette paradigmeskift i menneskeopfattelsen fra sjæl, hjerte og ånd til krop betragter Redeker som ikke mindre end » en omvæltning af historisk omfang», ja, en sand » antropologisk mutation».

For første gang i historien har mennesket reduceret sig selv til en rent » zoologisk dimension» og forkastet sit adelsmærke: at være mere end materie, at være ånd, at søge åndelig næring, at åbne sig mod den guddommelige instans og at forstå sin højere kaldelse. For første gang i historien har mennesket forkastet den åndskultur, som er udtrykket for dets dybeste identitet.

Redekers bog er en analyse af årsagerne til denne mutation. Den egentlige kilde ligger flere århundreder tilbage, og det er derfor, at det nye menneske ikke forsvandt med den sidste store totalitarisme ( kommunismen). Det nye menneske og menneskets reduktion til biologi har sit udspring i den antropocentriske humanisme, altså » mennesket som universets alfa og omega», det autonome menneske, som vil være » sin egen herre og sin egen ophavsmand».

Under den himmel, hvorfra Gud er bandlyst, kan det » syndefrie» menneske, som ikke længere kender til » arvesynden», give sit » grænseløse magtbegær» frie tøjler og ophøje sig selv til menneskets skaber. Således bliver mennesket et behandlingsobjekt for mennesket.

DET ER INDLYSENDE, at magten over naturen, som er forbundet med videnskab og teknik, blev udvidet til også at omfatte mennesket, betragtet som ikke andet end natur, krop eller som et system af fysiske fænomener.
Den » fagre nye verden», Redeker beskriver, er en omvæltning af hele det moralske syn, der har været kendetegnende for Europa. Godt og ondt har forandret sig til ukendelighed. Det onde eller synden er ikke længere opfattet som en overtrædelse af den moralske lov, af forholdet til Gud og næsten, men ganske simpelt som det, der skader kroppen. Derfor den nypuritanisme, dagens herskende ideologi. Og bag nypuritanismen ligger utopien om kroppens evige ungdom og udødelige liv på jorden.

I Redekers øjne er dette en flugt fra menneskets vilkår, som er ved at lægge det sande menneskeliv øde. Som han med bekymring spørger: » Er et menneske, som er blottet for bevidsthed om døden, stadig et menneske?» Mennesket har først opdaget sig selv som menneske, når det har opdaget døden, understreger Redeker. Al sand kultur og al lovprisning af livet hviler på en forståelse af døden, af vores forgængelighed. Derfra stammer kulturen, spørgsmålet om livets mening, om godt og ondt, derfra stammer også ansvaret med hensyn til at modtage de tidligere generationers erfaringer og give vores egne videre til de nye slægtled.

Men mennesket, som har reduceret sig til en rent biologisk dimension, har jo ikke historie, ikke kultur, det har kun kroppens nu. Og når alle anstrengelser går ud på at » skjule alderen» og » ignorere dødens virkelighed», er det nye menneske et infantiliseret individ, en pseudoteenager, som flygter fra livets egentlige krav. Har man tømt lidelsen og døden for mening, har livet heller ikke noget indhold.

Redeker nævner ikke islam i sin bog. Han taler kun om det vestlige menneske, som i øvrigt er ved at blive til » modellen for hele jordkloden».
Men konfrontationen med islam lurer i baggrunden.
For Redeker antyder spørgsmålet: Hvordan kan Vesten forsvare sig, når det ikke længere sætter pris på sin kultur og ikke længere anerkender, at der findes værdier, som er » værd at ofre sit liv for»? Dyr ofrer ikke deres liv.
Og det gør egobody, det nye menneske, heller ikke.

Monica Papazu er mag. art. i sammenlignende litteratur

Kronikk i Kristelig Dagblad 12. november 2010