Tavle

Vi er ikke vant med at se 9/11-terroristerne der griner. Mohamed Atta og Ziad Jarrah var afslappede og i godt humør på en video de lavet 18. januar 2000. Efter 9/11 blev de dyrket som helte åbenlyst eller i skjul. Ingen ville finde på at omtale Breivik, Tarrant og Manshaus som helte. Men vi ignorerede at mange muslimer synes 9/11 var helter. Det er en mærkelig diskrepans i vores oppfattelse af hvem der representerer ondskaben. 

Problemet med nazisternes grusomheder var at tilsyneladende normale mennesker kunne begå dem. Det klassiske eksempel er Adolf Eichmann. Mænd som ham fik betegnelsen skrivebordsmorder. Det rammer lidt ved siden af. Eichmann var meget nidkær i tjenesten. Men han var «normal». Han ville glide glat ind i et civilt samfund

Det var netop det nazisterne gjorde efter krigen. Man kunne ikke se på dem at de var nazister.

Det samme problem har vi med jihadister. De ser normale ud, de fleste af dem. Selv efter at de har dræbt mennesker, bedyrer deres venner og familie at de var søde drenge. Handlingen fremstår uforståelig og nogle familier nægter at erkende at deres nærmeste er blevet mordere. De leder efter en anden grund.

De må være faldet som ofre for nogle eller noget: Fattigdom, internet, forførelse. Der er sjældent tale om at de er blevet radikaliseret som logisk konsekvens af at have læst Koranen. Tværtimod. Medierne og politikerne har lavet et skarpt skel mellem Troen og handlingerne.

Sådan er det ikke med højreekstremister. Der gøres hele den konservative højrefløj ansvarlig for handlingerne. Der sættes lighedstegn mellem ord og handling. Man taler sågar om talehandlinger.

Det giver sig absurde udslag: At omtale udskiftningerne af befolkningen i Vesteuropa betegnes som konspiratorisk. Hvis du omtaler det ethvert normalt menneske kan se med egne øjne, er du en højreekstremist.

Denne totale blokering af virkeligheden modsvares af muslimernes blokering af hvad der foregår blandt dem: Muslimerne forsvarer sig selv og deres når de omtaler terrorister som normale, kærlige familiefædre eller sønner, der gik i moskeen hver fredag.

Der findes ingen kapacitet eller evne til at tage et opgør med nihilismen, der blomstrer midt i blandt dem. At deres unge mænd har erklæret samfundet, de er født ind i, krig.

Mohamed Atta, fra Egypt, var en gang en smuk ung mand, der tog til Hamburg for at studere byplanlægning. Forvandlingen er bemærkelsesverdig. 

Deri ligger problemet. Deres tanker er en del af de muslimske miljøer og dets skrifter. De har blot valgt at handle ud fra hvad teksterne siger. I lighed med 40.000 fremmedkrigere, der drog afsted for at slutte sig til IS.

Fra Twin Towers til halshugningene af vestlige gidsler. Vi dveler ikke ved den eskalerende volden og fremfor alt ikke ved hvor mange der har følt sig tiltrukket af den. Nu gælder det om at få IS-børnene «hjem». De store humanister vender volden ryggen. «Jihad John» truer Vesten.

Hvis der er noget, der skulle bevise teksternes kraft, så er det denne massetilslutning. Men den rådende opfattelse insisterer på at de er ”sui generis”, noget for sig selv, helt løsrevet fra muslimernes liv generelt.

Heller ikke den vestlige elite tør at tage et opgør med muslimernes tekster.

Begge sider ligger under for blokering og fortrængning.

Det var nazisternes normalitet der gav Det tredje Riges forbrydelser den specielle, uhyggelige karakter.

Det er islamismens normalitet, der har givet kalifatets det specielle, uhyggelige karakter. Drømmen om kalifatet deles af mange. Det er realiseringen af sharia-staten, som et flertal af muslimerne i Vesten ønsker sig, ifølge meningsmålingerne.

Vestlige politikere og medier tør ikke udfordre muslimerne på deres ønsker og drømme, til trods for at vi ser drømmen manifestere sig for vores øjne, i stadig flere skæg, kalotter og tildækning af kvinder.

Eliten kompenserer for sin passivitet overfor islam med at gå hårdt efter konservative mennesker. En enlig hvid højreekstremist gøres til symbol på en langt større fare end islam.

Sådan forvandles Vesten – eller Vesteuropa – til et galehus, der minder mere og mere om landene, muslimerne er flygtet fra.

Les også

-
-
-
-
-