Kommentar

 Hvis kvinners sikkerhet og trygghet undergraves i hverdagen, er det kanskje ikke like lett å holde fast ved parolene. Billedtekst: 8. mars. Kvinnedagen. Fakkeltog fra Olaf Ryes plass under parolen Ta natta tilbake! for å markere at kvinner skal kunne gå alene om natta uten å føle seg utrygge. Demonstrasjon etter flere voldtekter i sentrum. Kvinnekamp. Oslo.
Foto: © Mimsy Møller / Samfoto

Jeg har minimert tiden på msm av flere grunner, irritasjon bl.a.. Men mest pga at de ikke har noe å gjøre med den verden jeg ser rundt meg. De presenterer en skinnvirkelighet og det som irriterer er at jeg hører klart og tydelig at den er ment å overdøve den virkelige virkeligheten. Overdøve og bedøve, sløve.

Men hvis du ikke er alert klarer du deg ikke i den nye virkeligheten. Du blir «påkjørt» av den.

Sparkesykkel kan virke som en liten greie, men ikke for menneskene i sentrum av Oslo.  At regjeringen slapp løs denne galskapen på fortauene, og sidestilte elsykler med sykler, sier noe om at de mangler både ansvar og realitetssans. En blind forteller på radio at hun er blitt påkjørt åtte ganger. Et samfunn som liksom setter sikkerhet foran alt, bryr seg plutselig ikke om mennesker liv og lemmer. Hvorfor ikke? Fordi elsykler viser at den grønne drømmen gir fordeler og tilbyr en lysende fremtid.

I Oslo sykler mennesker på fortauet, selv om det er mange mennesker. Bare tilfeldigheter avgjør om noe går galt. Det er en ny versjon av Metoo, og betyr: BareMeg.

Yngstemann kommer inn og sier: En elev fra klassen hans begikk selvmord i sommer. Han hengte seg. Bilder flimrer forbi: Når unge gutter henger seg, er noe alvorlig galt. Morgensendingen på radio snakker om psykiske plager blant unge, men det NRK fokuserer på er skjønnhetsideal og prestasjonspress. Størrelsen på rumpa. Problemene tilpasses de politiske «krava».

Derfor har jeg begynt å snake mer med yngstemann om hverdagen, for det er der sannheten ligger. Den kommer ikke lenger fra mediene. Hverdagen til en 17-åring er spennende og fullt av usikkerhet og overraskelser. Ved å fokusere på det nye blir noe av risikoen mindre truende.

Vi får en beskrivelse av medeleven. Han var sosial, godt likt, satt mye med øreklokker, men tok dem av når noen ville ha ham med i samtalen. Jeg tenker på familien. Han hadde søsken. Selvmord er et blylodd du bærer gjennom resten av livet. Det går aldri helt bort.

Dagen etter har kjæresten hans vært på fest på Skøyen. En bekjent som også var der, gikk senere og var beruset. Hun tok feil trikk og havnet på en del av byen hvor hun ikke var kjent. Hun ante ikke hvor hun var. Hun var totalt desorientert. Mens hun står på et hjørne og lurer på hva hun skal gjøre, kjenner hun plutselig noen hender ta om henne bakfra. Hun får panikk. Hun lykkes å rive seg løs, men får kloremerker på ryggen.

Dette er historier fra hverdagen, og det er mange av dem.

De handler om grensekrenkelser: Særlig kvinner opplever å få sine grenser invadert i det nye Norge.

Leder for KrFU, Martine Tønnessen, mener at partiet nå må få uttelling i form av kvoteflyktninger, siden FrP fikk «noe» i bompengesaken.

Hun viser til at bompengerunden har bundet opp «en masse penger ikke bare i dette statsbudsjettet, men i mange budsjetter framover

-Da frykter jeg for KrFs gjennomslag. Mitt innspill er at vi må få gjennomslag på kvoteflyktninger. 3000 kvoteflyktninger er det minste KrF kan godta. Klarer man å forhandle det opp er det ønskelig og varmt velkommen. Mindre kan ikke KrF være med på, sier Tønnesen, og viser til Granavolden-plattformen, dokumentet som ble framforhandlet mellom Høyre, Frp, Venstre og KrF, da KrF gikk inn i Solberg-regjeringen i januar.

Å koble bompenger og flyktninger er usmakelig. Men enda mer usmakelig er motstanden mot å ta inn over seg hva økt tilstrømming betyr.

De «blonde» jentene i KrFU kan holde på som de gjør fordi ingen konfronterer dem med konsekvensene av partiets politikk: Som å gå i bresjen for at IS-familiene må få komme «hjem».

Kvinner har fått alvorlig beskåret sin frihet i det nye Norge. De må ta hensyn som var utenkelige for bare få år siden. Og ja, det har med innvandring å gjøre. Det har også med annen og tredjegenerasjon å gjøre. Og det snakkes ikke om det. Mediene boikotter å skrive om «hverdagsproblemene». Det blir et stort gap mellom hverdagen og de store alvorlige sakene som havner i rettssalen. Men selv ikke der er pressen til stede.

Alt blir en stor skinnende løgn.

Et dansk nettsted Everdaysexism.com/country/dk tillater folk å fortelle historier fra hverdagen. Under feminismen på 70-tallet var dette en kjent genre: Jenter/kvinner fortalte om hvordan det var å være kvinne. Det var det autentiske som gjorde det interessant. Man kan ikke fake det selvopplevde. Dette var en slags feminismens folkeminne.

Nå skjer noe lignende anonymt på nett. Feministene har gått sin vei.

Skribentene er ikke eksplisitte om hvem som gjør hva, men ut fra kontekst kjenner vi igjen situasjonene:

Jeg er en 31-årig kvinde, og er netop kommet hjem fra en gåtur i Utterslev Mose i København, midt på dagen, en solskinssøndag. Jeg går og lytter til en podcast, da en mand kommer gående imod mig. Han kigger ret intenst på mig, og lige da han går forbi mig, vender han om så han går bag mig og i samme retning som mig. Jeg undrer mig over hvorfor han vender om lige nøjagtigt der, og føler mig lidt utryg, men skammer mig samtidig over at tænke sådan, for det havde jeg nok ikke gjort, hvis han havde været en kvinde. Jeg sætter ikke desto mindre farten lidt op, men skammer mig videre over at tillægge ham hensigter han sikkert ikke har. Et minuts tid efter mærker jeg imidlertid nogen lægge armen om mig. Det er manden, som også har taget sin telefon frem. “Jeg synes du er en rigtig flot pige, må jeg ikke tage en selfie sammen med dig?” spørger han, med armen rundt om mig, men uden at vente på svar, klikker han løs på sin telefon. Jeg siger nej, siger at det er rigtig ubehageligt og holder min arm op foran ansigtet for at skærme for kameraet. Han holder fortsat omkring mig og tager stadig billeder, og siger igen, at han jo bare synes jeg er flot. En anden mand kommer gående på stien, og manden slipper sit greb om mig og stiller sig midt på stien, stadig med telefonen fremme. Jeg siger, at han skal slette billederne, og den anden mand signalerer til mig, at jeg kan følge med ham, og manden med telefonen går heldigvis sin vej. Jeg ryster, og kigger mig over skulderen resten af turen hjem, og ender med at gå en omvej hjem for at ryste ham af, hvis nu han skulle være fulgt efter mig i skjul. (4. august)

Under har noen kommentert at det samme har skjedd dem på t-banen: Folk som uten å spørre tar bilder av dem. Det er selvsagt en grensekrenkelse. Men hvem skal man klage til?

En annen velkjent situasjon er taxitur hjem:

Sidder i taxaen sent om natten på vej hjem. Taxachaufføren kommentere at jeg er meget stille og hvorfor jeg var det. Jeg forklar kort at jeg ikke har lyst til at snakke og vil bare køres hjem. Han bliver super irriterende og fatter ikke at jeg vil have fred. For dem der ikke har haft tilsvarende oplevelser, det er super sårbart som kvinde at være i en taxa med lukket dør, have drukket og skal køres hjem til ens dør med en nærgående taxachauffør. Jeg orker ikke at være “ghetto” overfor ham for jeg er træt, som rigtig træt. Manden bliver ved at snakke om mine øjne som han kan se i spejlet, hvorfor jeg var på vej hjem alene, etc. Heldigvis er vi nået til min dør. Jeg betaler, manden rejser sig for at åbne døren for mig, han tager min hånd for jeg skal komme ud af døren. Jeg takker og siger det var venligt (stadig med de her tanker: Er der nogle naboer der er vågen? Hvis jeg nu skulle råbe. Jeg går ikke ind i min opgang så han ikke kan se hvor jeg bor. Hvad har jeg i min taske der kan bruges som våben. Hvordan kan jeg vride mig ud af ham, hvis han nu skulle holde fast i mig.) Manden svar at han nyder at kigge på mig. Jeg løber nærmest for han står og venter mens han stadig kigger efter mig. Jeg går ned i parkeringskælderen igennem min går, for han ikke skal se hvor jeg bor. Manden har fundet mig på facebook, vi har en fælles ven. Jeg har aldrig givet ham mit navn. Jeg betalte med mit kreditkort, jeg ved ikke om han har tjekket det der. Jeg bedt ikke om kvittering for jeg ville bare ud af taxaen. Jeg fik hellere ikke hans taxanr, så jeg kan klage over ham. Men nu har jeg dit navn Mother Fucker! Så mens du læser med her og jeg ikke havde kræfter til at sige det i går. Du skal passe dit job, fokusere på hvor du kører. Lad være at snakke til kvinder der på vej hjem fra byen. Og er du fuldstændig hjernedød at tro at JEG havde lyst til at skulle nogensinde tage dig med hjem!!!!!!!!! Fucking nar du var klam og creapy! Jeg vasket min hånd 5 gange for du havde svedige hænder. Du fortjent en fucking flad for at gør mig utryg! Jeg giver dit navn videre til alle kvinder jeg kender, så de ikke skal køre med dig. Jeg kommer ikke til at klage over dig. Så pas dit fucking job og lad være at genere kvinder der betaler dig for at blive kørt hjem! Og så ser jeg nu at du har sendt mig en besked!!!! Er du vanvittig!!!!!!

Menn må stå opp for kvinners sikkerhet. Det ligger en stor politisk kraft i å mobilisere kvinner til forsvar for hverandre og ikke minst døtre. Menn må forstå at dette gjelder deres kjærester, koner og døtre. Det gjelder også mennenes selvrespekt.

Det finnes ingen respekt den andre veien. Dette er et tema som ikke kommenteres: Den manglende respekt for norske kvinner er en form for  forakt for det norske og dominans og ydmykelse av norske menn. Knapt noe bidrar til å skape avstand mellom norske og nye innbyggere som denne kvinneforakten.

Kjæresten til yngstemann hadde jobb nede i Oslo sentrum og sto og ventet på bussen. Da sklir en taxi forbi og senker farten. Sjåføren lener seg ut og signaliserer at han vil snakke med henne. Hun avviser ham. Han kommer tilbake og nå parkerer han i lommen rett foran. Der står han og venter og ser på henne.

Hvordan ville disse mennene reagert om norske menn hadde oppført seg tilsvarende mot deres kvinner?

Dette er en form for erobring, krenkelse, ydmykelse av norske kvinner og menn, og våre medier og politikere ignorerer det. Tror de ikke kvinner og menn er klar over hva som skjer? Når de ikke sier noe, er det som å samtykke. De finner seg i det.

Mange av mennene som sitter i den definerende eliten kan ikke beskrives som menn. De har ikke lenger noen manndom.

Denne dominanskulturen finnes på skoler og arbeidsplasser og den vanlige kvinne og mann vet ikke hvor de skal henvende seg.

Det er ikke noe svensk og norsk flagg på denne Every Day Sexism Project. Talende. Det landet som ville ha mest å fortelle, er ikke der.

I det gamle NRK ville  Åshild Ulstrup, Wenche Margrethe Myhre og Astrid Brekken satt søkelyset på undergravingen av kvinners bevegelsesfrihet. «Sånn er livet» hadde kontakt med det virkelige livet.

Det har ikke dagens avløser Ekko eller hva de heter. De er omhyggelige anrettede og gradvis gjør de lytteren dummere.

Document ønsker å rette søkelyset mer mot hverdagen. Det er der det skjer.

Vi får en ny medarbeider 1. desember som vil fortelle «hvordan det er».

Fellesskap forutsetter ærlighet. At vi tør å snakke åpent om hva som skjer. Alle er klar over disse problemene. De følger i masseinnvandringens kjølvann. De går på spesielt på kvinners frihet og menn må ta det på alvor. De er next in line. Den frie kvinne har vært Nordens adelsmerke helt siden norrøn tid.

Kan det bli større?

Kjøp Alexander Graus “Hypermoral” fra Document Forlag her!

Kjøp Oriana Fallacis bok her

Kjøp T-skjorten «for en bilfri & varmere by» her

Støtt Document

Du kan enkelt sette opp et fast, månedlig trekk med bankkort:

Eller du kan velge et enkeltbeløp:

kr

Du kan også overføre direkte til vårt kontonummer 1503.02.49981

Vårt Vipps nummer er 13629

For Paypal og SMS se vår Støtt Oss-side.

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-

Les også