Gjesteskribent

Da jeg i sommer skrev om en ung cykelrytters tragiske død på vejene omkring Odder, havde jeg ikke i min vildeste fantasi regnet med, at den stærkt uagtsomme kvindelige bilist, der påkørte ham frontalt, ville slippe med en bøde på 1500 kr. Så morbid er jeg alligevel ikke. Men det er ikke desto mindre resultatet efter en kontroversiel afgørelseved Retten i Aarhus.

Forstå mig ret: Intet kan bringe den unge mand tilbage. Tabet er sket, og jeg tør stadig ikke gøre mig nogen forestilling om familiens sorg. Jeg kendte ikke den unge mand, men kender nogle, der kendte ham – større er cykelsporten i Danmark trods alt ikke – og ulykken berørte og berører mig, også fordi jeg selv har en søn, der kører cykelløb ude i Guds frie natur.

Undskyld mig, men dommen i Aarhus er en pervers dom, og den afspejler en bredere tendens. For med 68’ernes, pædagogers og juristers samvirke er det lykkedes det teknokratiske Danmark at skabe det skyldfrie, omstillingsparate og harmløse samfund.

Et samfund, hvor man kan snakke sig fra alting, selv en ulykke som denne. Et samfund, hvor postmodernismen har sejret, hvor sandhed bliver dekonstrueret med stadig højere hast, og hvor alt følgelig er til disput, hvilket indebærer et labilt slaraffenland for advokater, sagsbehandlere og karriereryttere: Alt hænger oppe i luften, intet er fast og bundet til den jord, vi bebor.

Vi er 2020-skabninger uden skyld, og udviklingen kan spores historisk: Først slagtede vi arvesynden, nu opløser dommer og domsmænd i Aarhus så det personlige ansvar med et pennestrøg. Reduceret til tidens mænd og kvinder uden skyld takserer vort samfunds administratorer og herskende klasse et menneskeliv til nogenlunde det samme som en parkeringsbøde.

Det lyder perverst, fordi det er perverst. Den anklagede har tilsyneladende parlamenteret sig udenom ansvar og skyld, selv om ingen betvivler, at det var hende, der førte bilen ind på vejen imod færdselsretningen og forbi vagterne på veje, hvor der år efter år er blevet afviklet cykelløb af den lokale og erfarne cykleklub. Hvis det var nogens skyld, var det samfundets, læs: arrangørernes. De skulle have sat endnu større skilte op, ikke sandt?

Rettens afgørelse har en anden konkret betydning. Den sender et signal om, at bilister kan gøre, næsten som de vil, hvis blot de bedyrer deres uskyld bagefter. Hvad vi cyklister og forældre til unge cykelryttere skal tænke om det, giver sig selv, det er dybt foruroligende.

Så vidt er det kommet i paragraffernes hjemland, tro det hvem der kan. Retsbevidstheden er suspenderet, intet sted mere tydeligt end i den dømmende magt, som har sat sig for at efterleve 68’ernes gamle drøm om skyldfrihed. Kan du snakke for din syge moster, jamen, så er du en af os.

Ansvar og skyld er byer i et land og en retskultur, der snart er helt borte. Hvor er det bare dobbelt tragisk.

 

 

Oprindelig i Jyllands-Posten, gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Les også

-
-
-
-