Kommentar

Danmark innførte maskeringsforbud i fjor. En gruppe som kaller seg Kvinder i Dialog bekjemper loven. Ayah (v), 37, og Aisha, (18) er medlemmer. Bildet er tatt på Strøget i Købehavn. Foto: Andrew Kelly / Reuters / Scanpix

Overskriften på intervjuet med Ruud Koopmans, som Document har omtalt flere ganger tidligere, er knusende: En internasjonalt anerkjent forsker nøler ikke med å si det han har sett i over 20 år: Det finnes ikke noe eksempel på vellykket integrering av muslimer i et vestlig samfunn. Og forklaringen er deres religion.

Intervjuet er bredt anlagt i Berlingske. Det lar seg ikke bortforklare eller overse, selv om norske medier vil forsøke på begge deler.

De gjør jobben for Erna og Jonas og alle de andre, for hvem denne innsikten er utålelig. Hvis de skulle tatt den inn over seg måtte de lagt ned sitt arbeid. Hvis de skulle tatt den inn over seg måtte de erkjent at politikken de har ført, har vært basert på en løgn.

Noen få såkalt alternative nettsteder – Document har holdt på i 15 år – har hele tiden forsøkt å opplyse om denne massive kulturkonflikten. Motstanden har vært hard. 22. juli ble brukt til å stanse debatten om hovedlinjene, men kunne bare sinke den.

Nå er tiden moden. Ruud Koopmans sier det klart og utvetydig: Islam lar seg ikke forene med demokrati og vestlige samfunn.

Venstresiden forsøker å hindre at de fundamentale spørsmål stilles. Erna Solberg har flere ganger sagt at Norge lykkes der andre feiler.

– Finnes det noen solstrålefortellinger om intergrering av muslimer som gruppe? spør Berlingske.

«Nej», lyder det prompte fra Ruud Koopmans, der i mere end 20 år har forsket i integration og assimilation blandt europæiske muslimer. Han har netop udgivet bogen «Het vervallen huis van de islam. Over de crisis van de islamitische wereld» (Islams forfalne hus. Om krisen i den islamiske verden, red. anm.)

Han understreker at han snakker om statistiske gjennomsnitt, ikke enkeltmennesker.

– Minst 50 millioner muslimer aksepterer vold i islams navn

Ruud Koopmans. Ansatt ved Wissenschaftszentrum Berlin für Sozialforschung (WZB) fra 1994 til 2004. Professor i sosiologi ved Vrije Universiteit Amsterdam 2003-10. Siden 2007 har han vært leder for WZBs avdeling for «Migration, Integration und Transnationalisierung». 2013 ble han professor i sosiologi og migrasjonsforskning ved Institut für Sozialwissenschaften ved Humboldt-Universität

Ubestridelig

»For enhver, der tager fakta og data seriøst, er det ubestrideligt, at det står værre til med integrationen af muslimer end med andre grupper af indvandrere. Det er der ingen tvivl om. Der er heller ingen tvivl om, at i de fleste andre grupper af indvandrere ser vi store fremskridt fra én generation til den næste. Det er ikke fuldstændig fraværende hos muslimer, men forandringen er meget langsommere,« siger han.

Hvordan tør ledende politikere unnlate å ta disse advarslene alvorlig?

Koopmans sto bak en lignende undersøkelse for seks år siden, som også Document siterte. Den påpekte det nedslående: Muslimer satte religiøs lov foran sekulær.

Undersøgelsen viste blandt andet, at to tredjedele af de adspurgte muslimer anser religiøse regler for vigtigere end lovgivning i det land, de bor i. Godt 60 pct. af de adspurgte afviste at være venner med en homoseksuel person, mens 45 pct. afviste venskab med jøder. »Resultaterne modsiger klart den ofte fremførte påstand om, at islamisk religiøs fundamentalisme er et marginalt fænomen i Vesteuropa,« konkluderede Koopmans i 2013.

Nå har han utviklet perspektivet til å gjelde hele den islamske verden, og utviklingen går til dels gal vei.

»Jeg slår fast, at den islamiske verden på alle disse punkter præsterer negativt i forhold til resten af verden. Og det har den gjort i stigende grad i de seneste 50 år,« siger Ruud Koopmans over telefonen fra Amsterdam.

Det er 47 muslimske land. Hvis man undersøker dem etter kjente parametre på menneskerettigheter, økonomisk, sosial og politisk utvikling, er tendensen tydelig: Den islamske verden er hektet av resten av verden. Det skjer ikke et samspill, ingen utveksling på bred front.

 

Statisk og kaotisk

Det er ved å se på utviklingen i de 47 muslimsk-dominerte landene at Koopmans ser at det er islam som er problemet. Nå ser han samme utvikling i vestlige land, og det er de samme faktorer som er utslagsgivende:

»Selv hvis man korrigerer for socioøkonomiske og demografiske variabler, viser data det samme,« siger han.

»Det er i høj grad de samme årsager, der også er skyld i, at de muslimske oprindelseslande klarer sig skidt: Det handler om konservative synspunkter på kvindens rolle, kvinder der ikke i tilstrækkelig høj grad deltager i arbejdsmarkedet, høje fødselstal og lav investering i børnenes uddannelse, hvilket overfører problemet til næste generation. Derudover er fremkomsten af islamisk fundamentalisme i oprindelseslandene også en faktor, delvis fordi migranterne tager den med sig, delvis fordi de er påvirket af den propaganda, der kommer fra den muslimske del af verden,« siger Ruud Koopmans.

 

Uforanderlig

Også Koopmans må betale en viss avlat til dagens politisk korrekthet: Det er ikke islam i seg selv som er problemet, men måten den fortolkes på. Men Koopmans vet utmerket godt at grunnen til at den forstås på denne måten er at Koranen er uforanderlig. Det finnes ingen autoritet som vil eller kan forandre den og erklære visse sider for parkerte.

Derimot er Koopmans sterk når han sier at islam truer verdensfreden.

»Budskabet i min bog er ikke, at der er noget uforanderligt galt med islam i sig selv, men at der er et problem med den måde, hvorpå mange muslimer og på et globalt plan mange muslimske lande fortolker islam. Nemlig på en måde der grundlæggende hævder, at Koranen og sunna skal tages bogstaveligt, og at den måde, profeten levede på i det 7. århundrede, skal være målestokken for, hvordan muslimer bør leve i det 21. århundrede,« siger Ruud Koopmans.

»Den slags islam er for det første en trussel mod verdensfreden. For det andet hindrer den integrationen.«

 

Upopulær i visse kretser

Disse synspunktene har ikke gjort Koopmans populær blant alle, selv om han er professor ved Humboldt-universitetet og har vært forsker i 30 år.

Koopmans rokker ved et verdensbilde, og han vet det.

Forskningsresultater, der peger utvetydigt på kultur og religion snarere end diskrimination og racisme som en afgørende hindring for vellykket integration, har ikke gjort Koopmans populær i alle hjørner af den politiske og akademiske verden.

Når marxististisk-inspirert tankegang har kunnet overleve så lenge, og blitt elitens foretrukne modell, er det fordi marxismen forklarer problemene med integreringen som et resultatet av vertssamfunnets struktur.

»Nogle mennesker modsætter sig kraftigt mine konklusioner. Nogle gange med argumenter, men for det meste med personangreb. De afviser mine resultater og vil ikke diskutere. I stedet siger de bare: Det spiller højrepopulisterne i hænde, og vi bør ikke diskutere det. Som om det ikke spiller højrepopulisterne i hænde, hvis vi undlod at diskutere det,« siger han.

 

Primære og sekundære årsaker

Da høyrepopulismen dukket opp hadde establishment et varig og gyldig argument: Vil du unngå en ny fascisme i Europa, må du velge oss!

Men dette er å forveksle primære med sekundære årsaker, har Douglas Murray forklart, og Koopmans sier det samme: Hvis man vil gi høyrepopulismen vind i seilene, er det bare å holde stø kurs.

Før valget i 2017 undertegnet 140 forskere et opprop der de ba om en politikk som kunne demme opp for høyrepopulismen. Men forskning skal ikke spennes for en politisk vogn, sier Koopmans.

»For mange er migrationsforskning politik med andre midler. De vil ikke besvare spørgsmål, for de kender svaret: Der er ingen problemer med indvandringen. Der er kun problemer med diskrimination,« sagde han i 2017 til avisen Die Zeit.

 

Hiver penger etter problemene

Høyre og Arbeiderpartiet har samme løsning på problemene: Hive penger etter dem. Det de overhodet ikke vil innlate seg på, er å gå inn på kulturelle og religiøse faktorer. Den porten er stengt.

»For de forskere har kultur og religion ingen individuel forklaringskraft. Vi ser det i enhver diskussion om integration. Hvis man taler om radikalisering af muslimske unge, må det i deres øjne være på grund af diskrimination, udelukkelse fra arbejdsmarkedet og lavt uddannelsesniveau. Derfor er løsningen også: flere penge til uddannelse, vi er nødt til at bekæmpe diskrimination og skaffe jobs til folk som dem.«

Kolonisering har skylden?

Kolonisering og imperialisme er en annen forklaring på den islamske verdens problemer. Men fakta viser at de koloniserte ikke-muslimske klarer seg bedre enn ikke-koloniserte.

»Hvis koloniseringen er skurken, burde lande, der har været koloniseret af Vesten, særligt lande, der har været koloniseret i lange perioder, klare sig dårligere som demokratier end lande, der aldrig har været koloniseret af Vesten. Faktisk forholder det sig nøjagtigt omvendt. Det er lande med en lang historie som vestlige kolonilande, der har den bedste erfaringer med demokrati, menneskerettigheder og udvikling.«

Eskalerer

Vestlige eliter stritter imot å ta inn over seg det Koopmans sier. Men virkeligheten lar seg ikke besverge, som vanlige mennesker for lengst har forstått. Den møter dem når de går ut døren, når barna går på skole, driver sport, eller går på byen. Særlig de siste to årene har problemene eskalert slik at de berører brede befolkningslag, også elitens barn.

Venstresiden, som står sterkt i akademia og medier, finner på stadig nye strategier for å holde ballen i luften. Det siste er avkolonisering av akademia. Dette har drag av kulturrevolusjonen i Kina og klassetenkningen i Sovjetunionen: Tilhører du en bestemt samfunnsklasse er du ute av stand til å forstå mennesker fra den tredje verden. Når «klasse» erstattes av «rase» får vi et rasistisk samfunn. Det er dette FNs rasediskrimineringskomite CERD ønsket at Norge skulle gjøre, men det ble litt drøyt for regjeringen Solberg. Sverige derimot er med på rasifiseringen av politikken.

Premiemuslimene

Den norske løsningen på problemene med integering av islam er å satse på premiemuslimer: En Faten. Iraki og Wolasmol i Dagsrevyen, en Raja i politikken, og nå kommer Høyre-politikere med annen bakgrunn. Felles for dem er at de representerer den solide muslimske borgerligheten som er god på tilpasning, men bare gjør symbolske innrømmelser.

Det skjer en normalisering av hijab, og islam vinner innpass på tusen forskjellige måter.

Ett tydelig tegn på hvilken vei vinden blåser er at det offisielle Norge ikke finner seg en muslimsk Hege Storhaug. Hvis de virkelig mente alvor med integreringen ville de funnet seg sekulære, frafalne eller kultur-muslimer som hadde et avslappet forhold til religionskritikk.

Det er ikke fordi de ikke finnes at vi ikke ser noen i fremskutte roller. Det er fordi den norske eliten ikke ønsker å ha dem der, da det vil utfordre de premiemuslimene de har sluppet til. Den norske eliten vet godt at det vil bli oppfattet som en provokasjon hvis de skulle finnes seg en norsk Ayaan Hirsi Ali.

Dermed har de forholdsvis få som befinner seg i fremskutte posisjoner, skaffet seg en uformell vetomakt overfor den norske eliten. Den bruker de til å blokkere at mainstream-islam blir utfordret, nettopp det arbeidet som Koopmans sier må skje hvis man skal ha noe som helst håp om å lykkes med integreringen.

Det er et dystert bilde som tegnes, men vi vet i det minste hvor landet ligger.

 

***

Hvis du fant denne artikkelen interessant vil du kanskje ha interesse av dette Document-møtet 7. mars: Venstresidens totalitære trekk.

Du vil kanskje også ha sans for å gi Document et økonomisk grunnlag for fremtiden:

Støtt Document

Du kan enkelt sette opp et fast, månedlig trekk med bankkort:

Eller du kan velge et enkeltbeløp:

kr

Du kan også overføre direkte til vårt kontonummer 1503.02.49981

Vårt Vipps-nummer er 13629

For Paypal og SMS se vår Støtt oss-side.