Gjesteskribent

Det ble slått full alarm da det ble funnet en mistenkelig gjenstand utenfor den amerikanske ambassade i København 10. januar. Gjenstanden viste seg å være ufarlig. Foto: Bax Lindthardt / Reuters / Scanpix

Uger og måneder går, og de fleste af os har travlt med vores. Imens skrider den sociale virkelighed fremad, antændt af globalisering, migration og terrorisme, mere eller mindre uanfægtet af vore politiske, økonomiske og juridiske beslutningstagere, der elsker internationale konventioner og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol højere end deres hjemland og den kultur, de står på skuldrene af.

Hvis næstekærlighed virkelig betød noget i Europa, ville hensynet til familie og fædreland vægte højere end den abstrakte idealisme, der går under det lyriske navn multikulturalisme, men har anderledes prosaiske konsekvenser, som risikerer at føre vores kontinent ud på en selvmorderisk mission, der vil ende præcis lige så galt, som demografien spår.

Tag nu bare den forløbne uge.

Først blev en bagerforretning tilhørende en tvivlsom personage raseret i Tingbjerg af maskerede bøller, der angiveligt havde truet indehaveren med, at han skulle betale ”beskyttelsespenge”, dvs. afpresningspenge. Sagen gik snart sin skæve gang med en pengeindsamling anført af en konservativ folketingspolitiker, nye overraskende oplysninger om den populære, unge ”Bager-Ali”, en stjålet, afbrændt bil, dubiøse forretninger m.m., men metoden,  som vi bedst kender fra amerikanske film som Godfather om den sicilianske mafia, har været gængs praksis i Mellemøsten i århundreder.

Mafiaen lærte den såmænd af de invaderende muslimer, der overalt, hvor de kom frem, gav de erobrede stammer, folk og trosretninger et tilbud, de ikke kunne afslå: Konverter til islam, betal en skat (jizya) eller dø! Mafiametoden er ikke ny, den har ligget indlejret i islam i mere end tusind år og været praktiseret af muslimer i Europa lige fra Sicilien, Sardinien, Kreta, Cypern, Malta og den iberiske halvø til op gennem Georgien, Armenien, Kroatien, Bosnien, Serbien, Slovakiet osv.

Så ikke noget nyt dér. Det samme gælder en anden bemærkelsesværdig episode. Her blev en muslimsk friskole på Nørrebro i København – der i forvejen har været i mediernes søgelys, bl.a. fordi  skolens piger har fået at vide, de ikke må gå klædt i »stramt tøj« – forsøgt overtaget af en større gruppe maskerede mænd under ledelse af fædre til tidligere elever, heriblandt skolens tidligere bestyrelsesformand, Mohammed Errifi. Under tumultariske forhold blev skolelederen truet og smidt ud af sit kontor, mens en anden lærer flygtede ud gennem et vindue. Kort efter misbrugte voldsmændene skolelederens computer og sendte mails ud i hans navn.

Konflikten udspringer muligvis af nogle sager med bortviste elever, men handler naturligvis om magt. Hvem har den? Den retmæssige skolebestyrelse – eller fædregruppen? Denne gang slap skolelederen nådigt. Politiet mødte op, lederen blev genindsat.

Kupforsøget kan virke dilettantisk, men ville have været utænkeligt for blot ti år siden. Nu skrider tingene i takt med den demografiske udvikling, der maler langt tungere end de dagsaktuelle asyltal. Overalt i det danske samfund opstår der magtvakuum, som voldsmænd og bøller udnytter.

Eftergivenheden står bøjet i neon i Skive. Her har en gruppe syriske migranter igennem længere tid skabt sig på byens bibliotek, truet personalet og efter bortvisning forsøgt at komme ind om aftenen ved hjælp af familiemedlemmers id-kort.

Tro nu ikke, de syriske drenge ville ind til Don Quijote, Moby Dick, Brødrene Karamazov eller en time i Peer Hultbergs opbyggelige selskab. Næ, de ville spille på computer. Og det skal de have lov til, mener bibliotekschef Kristine Ledet, der straks kommer uromagerne i møde med et forbløffende tilbud:

»Jeg ved godt, at de kommer op at køre, når de spiller computerspil, og derfor overvejer vi også, om vi kan lave en ombygning i vores børnebibliotek, så de kan sidde og spille i et lukket glasrum, så de ikke generer andre.«

Man tror, det er løgn, men det er det ikke. Mellemøstlig adfærd betaler sig. God opførsel er til grin. For velfærdsstatens administratorer er de tilrejsende det nye herrefolk.

Dette er blot tre episoder, tre små kig ind i den fremtid, som de gamle 68’ere, de nye halalhippier og den passivt-aggressive regering fremmer hver eneste dag, mens demografien tikker derudad som en tidsindstillet bombe.

Det er Mellemøsten, der befæster sig i Danmark. Ingen steder i Vesteuropa har man formået at forhindre, endsige inddæmme forvandlingen af europæernes eneste hjem. Overalt er den såkaldte integration slået fejl.

Det, der begyndte som en dumhed, nærmer sig en forbrydelse.

 

Første gang publisert av jp.dk 27. januar.

 

Vi takker Jalving for vennligheten