Kommentar

Danmarks utlendings- og integreringsminister Inger Støjberg ga i helgen et intervju til Berlingske der hun forteller om truslene mot henne. Hun kan ikke bevege seg en meter uten livvakter. Selv på julaften er de med.

– Det fins steder i Danmark der jeg ikke lenger kan ferdes, forteller Støjberg. En statsråd ved dronningens bord kan ikke lenger bevege seg fritt i sitt eget land.

»Det gør mig trist, at der er områder, hvor jeg ikke kan færdes, i mit eget land. Det gør mig simpelthen trist.«

Så er det ikke lenger hennes land, og det er ikke Støjberg, men politikerne i Folketinget, som har oppgitt/overgitt deler av Danmark til utlendinger.

Politikernes passivitet dømmer Støjberg til å leve som en fange. Det de ikke vil se, er at intimideringen er rettet mot danske myndigheter generelt. Det er statens voldsmakt som utfordres. Den passive aksept av truslene er samtidig en gradvis nedbrytning av statens autoritet.

Inger Støjberg er en modig kvinne.

Hun forteller om da hun ble klar over at noen ville henne vondt. Direkte, fysisk konfrontasjon:

Det var våren 2015.

På en Q8-tankstation i Korsør, tæt på Storebæltsbroen, blev hun omringet af fire unge mænd.

Under optrinnet blev Støjberg offer for tilråb som »danskerluder«, og der blev truet med »nakkeskud« og »Islamisk Stat«. En af de fire mænd tog undervejs fat i Støjbergs magnetsløjfe med »Støt vore soldater« og kastede den på asfalten, mens han vredt omtalte de danske soldater som »terrorister og mordere«.

Støjberg svarede ifølge vidner ved at samle magnetsløjfen op igen og bede de unge mænd om at tale ordentligt om de danske soldater.

Selv om flere vidner fulgte optrinnet, og selv om Støjberg selv troede, at hun ville få tæv, turde ingen hjælpe.

I august samme år ringte PET, sikkerhetspolitiet, og ga klar beskjed: Trusselnivået hadde steget. Støjberg måtte ha livvakter med seg døgnet rundt, syv dager i uken.

Det ble et annet liv. Et helt annet liv. Hennes personlige frihet ble sterkt beskåret.

»Jeg tror, man skal leve et liv, som det Naser, Pia og jeg lever, for helt at forstå omfanget,« siger Inger Støjberg med henvisning til Naser Khader og Pia Kjærsgaard.

»Jeg kommer aldrig nogen steder alene, bare Inger. Når jeg kommer, så kommer vi altid mindst tre. Livvagterne er også med juleaften, til min venindes 40-års fødselsdag og med på festival om sommeren. De er også med ude, når man skal prøve tøj, og andre steder, hvor man egentlig ikke synes, det kommer andre ved.«

Naser Khader er Danmarks mest populære politiker med innvandringsbakgrunn. Opprinnelig fra Syria. Han representerer nå det konservative partiet. Pia Kjærsgaard er Danmarks Carl I. Hagen. Hun ble president for Folketinget, i motsetning til Hagen.

Hva er det de har felles? Hvem er det som truer dem – og Lars Hedegaard og Lars Vilks?

Det vet alle, men det blir det ikke snakket om. Heller ikke Berlingske gjør noe forsøk på å etterlyse lover som kunne statuere et eksempel.

Folktinget kan vedta lover som sender tydelige signaler om hva som skjer hvis man truer en statsråd.

I stedet er Folketinget omgjort til en festning. Politikerne forskanser seg, murer seg inne. De er trygge, men de har mistet noe vesentlig: kontakten med virkeligheten der ute. Det er en høy pris å betale for en folkevalgt politiker.

Det må gjøre inntrykk å oppleve at folk vil angripe deg på åpen gate.

Som nu den aften, hvor en gruppe unge mænd kommer gående imod hende på fortovet. De smiler, men pludselig rykker livvagterne helt ind på livet af hende. Akkurat tids nok til at omslutte hende, idet de unge mænd truer og råber ad hende. »Din naziluder!« når hun at høre.

»Jeg kigger helt uforstående på livvagterne. Jeg syntes jo, de smilede. Men øjne og mund hang slet ikke sammen, siger den ene livvagt så. Sådan foregår det tit, hvor jeg ikke begriber, hvad der sker, når de pludselig rykker tæt på mig. Og ti sekunder senere bliver der spyttet efter mig.«

Eller når hun går på Strøget med sin 19-årige niese.

»Tre tørklædeklædte piger kommer imod os. Jeg synes egentlig, de kommer smilende, og den ene spørger, om ikke jeg er Inger Støjberg. Jo, det er jeg, svarer jeg. Så udbryder hun: Du er en fucking racist. Det første, jeg tænker dér, er: Bare min niece ikke havde oplevet det. Nu tog hun det meget pænt. I min familie er vi heldigvis ret så hårdføre.«

Hva skjedde med dem som truet henne? Det sier ikke artikkelen noe om.

I stedet lurer journalisten Søren Domino på om ikke Støjberg selv er skyld i aggressiviteten mot henne.

Men hvis vi lige vender den om, så er der jo også kritikere af dig, der siger, at du helt unødvendigt har trukket fronterne op, ja, måske endda provokeret. Hvad siger du til det?

Støjberg er regjeringens ansikt utad. Hun har en jobb å gjøre. Hvis flertallet vedtar at innvandringen skal strammes til, så gjør hun det. Da den femtiende innstramningen var et faktum, lot Støjberg seg avbilde med en kake. Det skulle hun aldri ha gjort. Mediene ser øyeblikkelig muligheten til å henge henne ut.

Men der er også den berømte kage (Støjberg offentliggjorde et billede af en lagkage i anledning af regeringens udlændingestramning nummer 50, red.). Jeg kan også spørge på en anden måde: Når du kigger tilbage, er der så ting, som du tænker, ikke var så smart, eller hvor du var med til at piske vandene unødigt op?

Nej, det synes jeg ikke. Det synes jeg ikke umiddelbart. Jeg havde ikke regnet med, at kagen fik så meget omtale. Jeg havde ikke regnet med, at der var 2,5 millioner inde at kigge på den kage. Og mig bekendt er det to tredjedele af Folketinget, der står bag den udlændingepolitik, vi fører.

Støjberg vet at hvis hun beklager, har hun tapt. Man får ingen klapp på skulderen, men blir heist enda høyere i repet mediene har tvinnet.

Men der har været dem, der sagde, at de står bag de 50 udlændingestramninger, fordi de er nødvendige, men der var ingen grund til ligefrem at fejre dem med en kage. Hvad siger du til det?

»Det ved jeg ikke, det er vel smag og behag. Jeg har det ganske udmærket med den kage.«

Journalister spiller hjernedøde og stiller de mest forkvaklede spørsmål.

Ville en tilgang, der signalerede, at man kunne mødes på midten om integration og sameksistens, ikke være en bedre tilgang?

»Vi skal netop ikke mødes på midten. Hvis vi gjorde det, ville vi ændre Danmark alt for meget. Jeg går ikke ind for, at vi skal ændre Danmark i nævneværdigt omfang for at hjælpe nogle andre.«

Nå har Støjberg sittet og fortalt om alle gangene hun er blitt truet på livet (hva ville skjedd om det ikke hadde vært noen livvakter til stede?). Berlingske selger avisen på disse truslene. Likevel spør journalisten om de ikke kan møtes på midten. Hvem? Hun og angriperne?

Støjberg og Sylvi har funnet tonen. De har noe til felles. Truslene, medienes fiendskap og overbevisningen.

Etter opplevelsen på bensinstasjonen hvor de gikk fysisk til angrep på henne, kom Støjberg til en viktig erkjennelse:

»Under episoden havde jeg hverken fysisk eller retorisk trukket mig en millimeter. Da blev jeg for alvor klar over, at når jeg sad og skrev mine kronikker eller holdt mine taler, var det ikke noget, jeg bare sagde. Det var noget, jeg mente 100 procent. Jeg tog debatten fra ende til anden med dem på den tankstation den aften. Jeg rokkede mig ikke en tøddel.«

Hvor mange politikere i Danmark, Sverige eller Norge har et slikt mot og en så sterk overbevisning? Hvor mange har bevart en så sterk tro på demokratiet? Hvor mange har forstått at det vil koste noe? Hvor mange er villig til å ofre?

Støjberg lever med dødstrusler og livvagter døgnet rundt: »Jeg kommer aldrig nogen steder alene, bare Inger«

 

Kjøp Kent Andersens bok her!