Laura Ludwig.Egypt's Doaa Elghobashy

Det er bare et foto, men det viser en afgrund. Fotoet stammer fra OL i Rio, du har sikkert set det, af to beachvolley-spillere, den ene klædt i kropsnær bikini, den anden i muslimsk heldragt eller strandburka, så man knap nok kan se, om det er en kvinde eller mand. Volleyballspilleren i heldragten repræsenterer Egypten, foregangslandet under det ”arabiske forår”, hende i bikini repræsenterer Tyskland.

Laura Ludwig.Egypt's Doaa Elghobashy

Foto: Laura Ludwig (til højre) ser på Egypts Doaa Elghobashy

Vi har mange ord for denne afgrund. ”Mangfoldighed” er ét af de mest hyppige, og på Facebook anvender en af naturens muntre sønner netop dette udtryk. Den glade meddeler hedder Anders og Ladekarl til efternavn og er tilfældigvis generalsekretær for Dansk Røde Kors. Når jeg titulerer Anders Ladekarl som en glad og munter dreng, skyldes det hans begejstrede opdatering om netop dette afgrundsdybe foto, og det forhold, at mange andre positive mennesker i den florissante indvandringsindustri – samt næstforkvinden i Dansk Kvindesamfund – deler hans umiddelbare holdning. Formuleret som et retorisk spørgsmål lyder den sådan her:

”Må dele dette billede fra OL – bliver verden ikke smukkere af dens mangfoldighed?”

Skønhed sidder som bekendt i betragterens øje. Det er værre med forstanden, den er ofte hjemløs. Hvad generalsekretæren for Røde Kors ikke forstår, er, at mangfoldighed ikke blot er en deskriptivt-pittoresk kategori, men i mange tilfælde – som dette – hviler på normativitet. Verden er ikke bare en palet af forskellige farver, et spændende univers eller udstillingsvindue, men underkastet værdidomme, hensigter, jura, materielelle og immaterielle strukturer, hvilket en generalsekretær for en nødhjælpsorganisation naturligvis burde være klog nok til at vide. Halvt skjult, halvt åbenbaret, er hans og andres ”mangfoldighed” blevet en erstatningsreligion ude af kontakt med den sociale virkelighed.

ANNONSE

Det er mænd, mænd ved magten i Egypten, der har beordret den egyptiske beachvolleyspiller at stille op i en dragt, der hæmmer hendes bevægelsesfrihed i det glohede sand, fordi hun er kvinde, og kvinder nu engang er laverestående væsener end mænd ifølge de autoritative islamiske kilder og afspejlet i århundreders praksis i den muslimske del af verden. Strandburkaen kommer således ikke ud af det blå, men mimer en autoriseret, islamisk kønslogik og indgår i et religiøst og dermed kulturelt mønster. Sværere er det altså ikke, dette er fotoets kontekst, som Anders Ladekarl enten ikke forstår eller ønsker at forstå.

Som de fleste læsere nok allerede har erfaret, veksles ”mangfoldighed” gerne til enfoldighed i mange vestlige hoveder, der har erstattet deres europæiske normativitet, tilkæmpet af generationer af kvinder og mænd før dem, med fad kulturrelativisme, men den afledte betydning af ikke at forstå fotoets kontekst er ikke blot akademisk. Den har har dybe konsekvenser for næste generation, dvs. også for generalsekretæren egne børn og børnebørn.

Bliver der for mange tørklæder, slør og burkaer i et land, kritiseres bikinien, før den fjernes og forbydes en skønne dag, ligesom flere og flere kvinder vil blive intimideret, overfaldet og voldtaget med henvisning til, at de går for ”vovet” og ”uanstændigt” klædt. Det er erfaringen fra den muslimske verden igennem 1400 år og den aktuelt stærkt voksende muslimske diaspora i Vesteuropa, eksempelvis i Tyskland. Med den stedlige forfatter Henryk Broders emblematiske ord: ”Tillader vi burkaen, findes bikinien snart ikke længere.”

Vi tillader som bekendt burkaen, fortsættelse følger. Det går den vej overalt, hvor muslimer bliver talstærke – eller hvor hovedløse socialister og kommunister indlader sig på at samarbejde med de ”rettroende”, som f.eks. i Iran i 1979 eller i dagens Tyrkiet.

Det omdiskuterede foto fra stranden i Rio er således metaforisk betragtet i sandhed et værdiladet møde mellem det gamle Tyskland og det nye Tyskland. Egypteren er den nye tyske kvinde, demografisk set, og med demografien følger naturligvis bestemte vaner, normer og forventninger til fremtiden, hvilket vores overfladiske og idealistiske samfundsforskere har undladt at erkende igennem årtier.

Hvad kan vi gøre – helt konkret – med afsæt i det didaktiske foto?

Modsat Liberal Alliances Anders Samuelsen, der kom i modvind for at have udtalt sig kritisk om fotoet, men som mener, at man alene kan kritisere kropstildækningen, men ikke blande sig i folks påklædning, må vi forbyde slør i danske, skatteyderbetalte, offentlige institutioner, dvs. i børnehaven, folkeskolen, gymnasier, universitetet, på hospitaler mm. Først og fremmest for at sætte pigerne og kvinderne fri og presse det muslimske patriarkat tilbage i Vesteuropa, men også for at vise alle nydanskere, at de og vi står i et afgørende valg.

Tørklæder, slør og burkaer er mere end et stykke stof. Det er forskellen på Europa og Neuropa.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629