Sakset/Fra hofta

Claes Kastholm Hansen tenker Paris til sin konklusjon: Det vi står overfor er en verdenskrig. Men det er en krig uten synlige fronter.

Fredag den 13. november 2015 vil gå over i historien ligesom 11. september 2001, Madrid, London, Charlie Hebdo i januar 2015, København i februar 2015. Og så har jeg ikke nævnt de frygtelige begivenheder på et Moskva-teater og en russisk skole i tilknytning til den tjetjenske konflikt. Eller mange andre rundt omkring i verden. Grusomhederne i kringla heimsins, hjemmets kreds, som jorden blev kaldt af de gamle nordboere, er endeløse, men os rammer de i hjertet, når de finder sted i en europæisk storby som byernes by, Paris.

..

Den terrorisme, vi står over for i dag, er en verdenskrig. Men der er ingen front, og fjenden er usynlig. Han er midt iblandt os, har måske været det i mange år. Eller han er lige rejst ind, skjult i mængden af flygtninge og migranter, der løb Europas grænser ned og – hjulpet af velmenende mennesker, også i Danmark – ikke blev registreret noget sted.

Forhåbentligt går det efterhånden op for alle borgere, at vi løber en stor – ekstra – risiko, hvis vi ikke har overblik over, hvem der befinder sig i landet. Jeg mener ikke, at de morderiske handlinger i Paris fredag aften på nogen måde skal ses i sammenhæng med det kaos og myndighedssvigt, flygtninge- og migrantstrømmen har skabt i de europæiske lande, men når begivenheder går ud af kontrol, leger vi med ilden. Der sættes kræfter i gang, hvis konsekvenser ingen kan forudse.

Men noget kan vi vide, hvis vi kender historien og lytter til de erfaringer, den har givet os. Kaos, utryghed, voksende modsætninger mellem befolkningsgrupper, negligering af folkelige bekymringer stimulerer ekstremismen. Terroristernes mål, hvad enten de kommer fra Islamisk Stat, al-Qaeda eller en tredje af de mange sekteriske og militante grupper, der befolker landskabet omkring islamismen, er ikke at slå mennesker ihjel. Det er blot midlet. Målet er at undergrave det vestlige samfund og troen på det gennem kaos og angst. Nøjagtigt som det var den tidlige nazismes mål at undergrave demokratiet ved at vise dets magtesløshed.

berlingske.dk