I 2014 tog Japan imod ca. 85 procent flere flygtninge i forhold til året før i 2013. Det lyder jo voldsomt. Det dækker over, at Japan i 2013 anerkendte 6 (seks!) asylsøgere som flygtninge, mens tallet i 2014 var steget til næsten det dobbelte, nemlig 11 (elleve!). Japans befolkning ligger på omtrent 127 millioner, så tilskuddet af flygtninge for år 2014 udgør 0.00000866141732 procent i forhold til dem, der var der i forvejen.

Jeg vil næsten tro, at Japan også om hundrede år kan kalde sig for Japan med en japansk kultur bestående helt overvejende af etniske japanere.

Hvordan kan Japan slippe afsted med det?

Jeg skrev også om det i juli 2013. Dengang fortalte jeg i øvrigt kun om antallet af asylsøgere, ikke om antal anerkendte flygtninge. Asylsøgertallet lå i Japan sidste år på ca. 5.000, hvoraf altså 11 fik asyl. Det svarer til en anerkendelsesprocent på 0,22.

Det interessante er, at Japan egentlig ikke gør særlig meget for at undgå opmærksomhed. I den meget korte artikel fra Telegraaf i Holland udtaler justitsminister Hiroshi Kimizuka, at mange mennesker fra Nepal og Sri Lanka nemmere finder et job i Japan. De er med andre ord ikke flygtninge, højst fattigdomsflygtninge.

Derefter sker der ikke mere. Jeg har søgt efter danske medier, der har skrevet om dette, men kan ikke finde nogen. Japan tiltrækker sig kort sagt ikke opmærksomhed.

Danmark og den vestlige verden

Vort eget vanvid er fuldkomment i sammenligning med rige lande uden for vor egen kulturkreds. Kun vestlige lande finder det naturligt at tillade masseindvandring i en skala, der med sikkerhed vil bringe de oprindelige europæere – hvor end i verden, de befinder sig – i mindretal, hvis ikke kursen lægges om i japansk retning.

Japan insisterer på at vedblive at være Japan. Vi insisterer på at bringe os selv i mindretal, bringe os selv i permanent hjemløshed.

Hvem udviser rettidig omhu og sund fornuft, den vestlige verden eller Japan?

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 12. mars 2015.