Kommentar


Lad os ikke tage fejl. De myrdede Charlie Hebdo tegnere døde som helte lige som Bruno og Vanini, der døde på inkvisitionens bål i det 17. århundrede.

polizer.georges

De var helte lige som modstandsbevægelsens kommunistiske filosof Georges Polizer, der blev skudt i maj 1942, mens han sang Marseillaisen. Tegnerne døde som helte, og de døde for os, ligesom modstandsfolkene i 1940 og i 1944 gjorde. De døde for, at vi kunne leve videre. De er alle helte inklusive de to politibetjente, som heller ikke skal glemmes.

At de døde for friheden, er så klart, som noget kan være. Ikke desto mindre er der kommentatorer, der glemmer at sige, at de også døde for Frankrig og deres opfattelse af Frankrig som et åndens Frankrig, hvor intelligens – lysende, boblende og uafhængig – altid har været i højsædet.

I Frankrig har ordet ”ånd” en særlig betydning, der er meget forskellig fra ordets sædvanlige betydning i filosofi, metafysik eller teologi.

Det kommer klart til udtryk i vendingen ”åndrig” (”avoir de l’esprit”). Og denne åndrighed er der mange franskmænd, der har haft: La Bruyère, La Fontaine, Voltaire, La Mettrie, Vauvenargues, Rivarol.

 

Åndrigheden udfolder sig også i den franske konversationskunst. De Charlie Hebdo-tegnere, der faldt for mørkemændenes kugler, var arvtagere af denne ånd. De var med til at bære traditionen videre.

På den måde repræsenterede de Frankrigs mest originale intelligens, og her er der ikke noget at tage fejl af. Det er Frankrig selv, som morderne hader. Frankrig som åndens rige.

Og dog. Det er måske mere korrekt at sige, at de hader begge Frankrig’er. Både det Frankrig, der er præget af en tro, de ikke selv deler, dvs. det kristne Frankrig, hvis rødder går tilbage til Klodvigs’ dåb år 498, og så åndrighedens Frankrig med sin rigdom af bevingede ord, der rammer alle folks ømme pletter:

Voltaires Frankrig, La Mettries Frankrig, Sacha Guitrys Frankrig. Charlie Hebdos Frankrig.

Retten til at forstyrre

Hvad mener man med ”ytringsfriheden”? Svaret er meget enkelt: yderlighedens frihed. Ytringsfriheden indebærer retten til at forstyrre alle: NGO ‘erne, de store koncerner, etnisk/kulturelle grupperinger, stater og individer.

charliehebdo8

Vatikanet: Enda et falskt valg. Ta meg ned, jeg vil stemme

 

Det er en frihed, der ikke kan andet end forstyrre, og ingen var bedre til at forstyrre end tegnerne på Charlie Hebdo.

Desværre er den modsatte holdning nu blevet mainstream: at ytringsfriheden er noget, der ikke må chokere eller såre nogen.

Den skal være en ytringsfrihed uden tænder. Et sovemiddel lige som fjernsynsnyhederne, der kun taler om sport, udsalg og vejret i dag.

Et utal af NGO’er, lobbyer, pressionsgrupper og folk som de er flest betragter ytringsfriheden som retten til kun at sige ting, der ikke generer dem.

Og takket være den politiske korrektheds allestedsnærværende vagthunde er det nu underforstået, at ytringsfriheden ikke skal bruges fuldt ud.

Den skal helst være teoretisk og ikke noget, nogen kan tage anstød af. Den skal være en frihed i et lukket glasmontre, hvor nøglen er gemt væk, fordi meningen er, at den ikke skal bruges.

Derved er der opstået en sjov modsigelse. En frihed der er forbudt. Og det er den forståelse af ytringsfriheden, der appellerer til folk, der brugte en Kalashnikov mod tegneren Charb og hans venner, der frimodigt overtrådte dette frihedsforbud en gang om ugen.

Polemik er demokratiets sande fader

Ytringsfrihedens fjender hader også noget andet, som Charlie står for: polemik.

Polemos – konflikt – er demokratiets sande fader, fordi demokratiets grundlag ligger i en anerkendelse af konflikt som den bærende og til alle tider nødvendige samfundsdrivkraft. Og det forsøger demokratiet – som den eneste politiske regime – heller ikke at skjule, fordi demokratiet får næring og styrke af netop denne drivkraft.

Hvilket igen betyder, at intet er så paradoksalt som demokratiet, hvis grundsubstans – til forskel fra alle andre regeringsformer – er kittet sammen af konflikter. Det er dem, der holder demokratiet sammen. Og det er også dem, der paradoksalt nok skaber sammenhold.

Uenighed betyder, at demokratiet er sund og rask. Men er der konsensus, er demokratiet sygt. Og er der fuldkommen enighed, er demokratiet dødt.

Ytringsfriheden er med andre ord nært forbundet med alle de stridigheder, der giver demokratiet dets form, og derfor er den også nært forbundet med idéernes indbyrdes krig.

Det er forbundet med idéernes sammenstød, forbundet med den titanernes kamp, der foregår mellem folk med grundforskellige overbevisninger. I sit inderste væsen er demokratiet en latent borgerkrig. Men en borgerkrig der udkæmpes med ord.

I sin autobiografiske roman ”Les Mots” (Ordene) omtaler Jean-Paul Sartre sin pen som et sværd. Og derved placerer han sig i hjertet af den demokratiske politik. Dræber man polemos – ligesom morderne gjorde forleden i Paris – dræber man demokratiet. Og hvis man dræber ånden, dræber man Frankrig,

 

Oversat fra fransk af Geoffrey Cain, publisert første gang i Trykkefrihed.dk

Artiklen stod oprindeligt i Le Point 10-16 januuar 2015

 

Van Gogh 2.11.2014, I 016 Bildet: Robert Redeker på konferansen for tiårsdagen for attentatet på Theo van Gogh 4. november 2014 i Landtingssalen på Christiansborg. Lars Vilks i midten og Lars Hedegaard ytterst til høyre.

 

Robert Redeker måtte selv gå under jorden etter at han skrev en artikkel om islam som sto i Le Figaro. Yusuf Qaradawi utropte ham til dagens islamhater og utgiver av avisen fikk panikk. Etterretningstjenestene fanget opp at det var lagt ut bilder og adresse på ham på lukkede islamistiske nettsteder, og Redeker måtte forlate sitt hjem i løpet av timer.

 

Robert Redeker is a French writer and philosophy teacher. He was teaching at the Pierre-Paul-Riquet high school, in Saint-Orens-de-Gameville, and at the École Nationale de l’Aviation Civile. He is currently in hiding under police protection.

On 19 September 2006, a few days before the Islamic month of Ramadan, he wrote an opinion piece for Le Figaro, a French secular and conservative newspaper, which quickly removed the article from its public database. In it, he attacked Islam and Muhammad, writing: «Pitiless war leader, pillager, butcher of Jews and polygamous, this is how Mohammed is revealed by the Koran.» He called the Qur’an «a book of incredible violence«, adding: «Jesus is a master of love, Muhammad a master of hate.«[1] That day’s issue of Le Figaro was banned in Egypt and Tunisia.[2] Afterwards, Redeker received various death threats originating from one Islamist website (where he was sentenced to death; they posted his address and a photograph of his home). He requested and was given police protection.[2][3] A man has been arrested because of a hate mail he sent to Redeker.

On 3 October 2006 a group of renowned French intellectuals published «appel en faveur de Robert Redeker» (an appeal in support of Robert Redeker) in Le Monde, among them Elisabeth BadinterAlain FinkielkrautAndré GlucksmannClaude Lanzmann (with the editorial staff of «Les Temps Modernes») and Bernard-Henri Lévy. They see their most fundamental liberties endangered by a handful of fanatics under the pretense of religious laws, and decry the tendency in Europe to avoid «provocations» in order to not anger supposed foreign sensitivities.[4] The vast majority of the «official» responses was, however, hostile to the ex-philosophy teacher – including France’s ‘Le Monde’ who «characterized Redeker’s piece as “excessive, misleading, and insulting.”

http://en.wikipedia.org/wiki/Robert_Redeker

Les også

-
-
-
-
-
-