Når man ser Stefan Löfvén optræde på TV den seneste uge, tænker man uvilkårligt, at her er en mand, som vil skaffe Sverigedemokraterne en jordskredssejr, der vil give genklang de næste tredive år. Man kan studere ham i Agenda forleden, på Skavlan i forgårs og talrige andre steder.

Her er en mand, der burde være på vej ind i tre måneders mareridt og få samme endeligt som Sahlin og Juholt. Hans parti får p.t 30 ubegribelige procent af stemmerne, men det beror på vælgernes underinformation og svenske journalisters skånsomme behandling. De kan virke dumme, men de er kun fejge. De afventer nye signaler von oben, og det er lidt småt med dem. Partilederne træder vande og gentager 20 års replikker. De lyder ikke godt om tre måneder, men i det igangværende tilbagetog kæmper enhver indtil videre for sig selv.

Store udenlandske medier har allerede færden af det pinagtige teater, der foregår i Sverige, se f.eks. Frankfurter Allgemeines Der schwedische Elefant. Tænkende svenske skribenter ser det samme som jeg, og de udtrykker sig – lad os bare sige høvisk. ”Löfven är inte speciellt slipad”, Fel att börja sätta fascistetikett på SD.

At velinformerede, normalt begavede svenskere skammer sig over Sverige, forstår jeg kun alt for godt. Udfaldet af valget kommer imidlertid til at afhænge af svenske vælgeres reaktion på det show, der nu opføres, og af hvor meget gangstativ svenske medier kommer til at give de syv partiers teaterforestilling.

Den dårlige undskyldning for ikke at ville røre ved Sverigedemokraterna, er at nogle havde en fortid i af Bevara Sverige Svenskt, der lukkede butikken i 1986 på et tidspunkt, hvor Vänsterpartiet stadig var Moskva kommunister, hvilket ikke synes at have skadet Gudrun Schyman og Lars Ohly synderligt. “De er fascister”. Dette er 28 år siden. Aftonbladets kulturredaktør, ekskommunisten Åsa Linderborg, der græd da Muren faldt, køber også og ikke videre overraskende facistskrønen.

BSS var rigtignok nogle tvivlsomme figurer, skønt ikke helt så tvivlsomme, som de males ud idag, hvor de tjener et vigtigt formål i en magtkamp, der  er tabt og det årtier senere, end den burde være. Der er lidt færre hagekors i BSS, end Löfvén erindrer, og da Michael Jansson, der sidder i Riksdagen i dag, blev formand i 1995, var det altsammen historie. Det er 19 år siden.

Men det er selvfølgelig kun en lam undskyldning de læner sig op af, fra Reinfeldt over Löfvén til Romson og Annia Lööf. De er ikke nær så dumme, som de lader og som de åbenbart håber, svenske vælgere er.

Danskere og nordmænd har forholdsvis hæderlige medier sammenlignet med svenskerne. I Aftenposten.no kan man idag læse i Fakta om innvandring til Sverige, som svenskene ikke vil snakke om de nøgne kendsgerninger, som Sverigedemokraterna læner sig op af, og som svenske medier ikke ret gerne vil formidle i Sverige, fordi de ville afgøre det kommende valg allerede inden nytår.

Der er næppe én politiker i Riksdagen, som ikke ved at fyrre  års fremmedpolitik i Sverige står over for at kollapse fuldstændigt, og det er kun et spørgsmål om den vil falde sammen politisk eller logistisk først. Der er ikke én af dem, som ikke prøver at udskyde det uundgåelige fem eller ti år.  De vil hellere kompromittere svensk demokrati, end de vil bære ansvaret for, hvad de har gjort.

Reinfeldt er ekvilibrist i Politiken-interviewet i går, men han er ude i et illusionsnummer, og da han ikke er dum, ved han det. Han er med andre ord uhæderlig, og han slap antagelig ud af svensk politik i sidste øjeblik.

Det er derfor det er så pinagtigt at overvære. Alle der har ansvar, løber fra det så stærkt fra det, som en hest kan rende. Vi der har set på det i årtier, tænker: Få det dog overstået. Vær mandfolk, kvinder!

Det vemodige efter disse 40 år er, at Sverige har taget ufattelig skade, og at dets fremtid er ganske uvis. Hvor megen damagecontrol kunne SD bevirke, selv hvis de fik hele magten? Jeg mener selv, disse år burde få et retsligt efterspil for de skyldige, det er ingen hemmelighed. Mange hundrede svenskere er døde som en direkte følge af dette, mange tusinder er kommet alvorligt til skade ved vold og voldtægt.. Mange har måttet flytte, ikke så få tusinde har forladt landet. Nogen burde have ansvaret, skulle man mene, også for 250 milliarder kroners årlige udgifter. Det er ingen urimelig tanke.

Mon det i virkeligheden er det, de syv partier også frygter, og grunden til at de også opfører et så gennemskueligt og jammerligt et amatørteater? Selv svenske politikere har en underbevidsthed, og den bør jage dem, hvis ikke andre vil.

Når man vurderer svensk vælgeradfærd, skal man huske på, at mange hundredetusinder allerede er indvandrede, og påvirker meningsmålinger i antagelig rød retning. Hvad gammelsvenskerne mener, kunne være interessant at få dokumenteret.

Jeg har over 50 års samliv med Sverige, og jeg er vant til at glæde mig over lidt rent politisk, men jeg glæder mig uforbeholdent over, at Sverige nu får et valg om indvandringen. Efter 40 år, og nu hvor svenskerne vil komme i minoritet i Sverige, bliver befolkningen endelig nødtvungent og indirekte spurgt.

Desværre er Sveriges skæbne demografisk set allerede afgjort. Det Sverige der eksisterede før 1992, kan aldrig genskabes. Men de bør svare for at bevare et strejf af selvrespekt. Det er over allersidste udkald.