Gjesteskribent

Bortset fra nogle dusin europæiske og amerikanske journalister og nødhjælpsarbejdere, der venter på at blive henrettet for rullende kameraer, behøver vi ikke længere frygte for Islamisk Stat. Det skyldes som bekendt, at en liga af vestlige og arabiske stater på et topmøde på en fin adresse i Paris om fred og sikkerhed i Irak har erklæret, at de har styr på sagen.

Det var for en uge siden. Præsident Obama lovede luftangreb, droner og støtte til de kurdiske irakere. Det vil tage tre år at bekæmpe Islamisk Stat, skønnede præsidenten ifølge New York Times, men så heller ikke mere. Opgaven er sat ind i et Excel-ark.

Sådan taler politikere, især afgående regeringsledere. Der er intet, de hellere vil, end at skrive deres egen succeshistorie, mens alting ramler omkring dem. Se bare på Fredrik Reinfeldt og hans ”Vi må åbne vore hjerter” på den anden side af Kattegat. Dén kom han heldigvis ikke langt med.

Og hør så her, verden ifølge Obama: Ligesom ”vi” nedkæmpede Taliban og al-Qaeda i Afghanistan, pacificerede Irak, og i løbet af en sommer stoppede de muslimske slagtere i Nigeria og Sudan, har ”vi” styr på Islamisk Stat. Endda helt uden at indsætte landtropper. Og med hjælp fra vor allierede darling i Mellemøsten, sauderne, som ganske vist også forstår at tage livet af vantro og homoseksuelle.

Tre år.

Jeg tillader mig at tvivle. Hvem vil tilbyde soldater? Det såkaldt internationale samfund? I skrivende stund er bl.a. de franske, tyske og britiske regeringer bekymrede over Amerikas luftangreb i Syrien, som foregår uden FN-mandat. Koalitionen fra Paris smuldrer, før den er begyndt at handle.

Imens indrømmer CIA, at de har fejlvurderet antallet af IS-tropper. Mindst 30.000 sunniterrorister skønnes nu bevæbnet til tænderne for deres sag, kalifat her, dér og alle vegne. Og de vil kæmpe til den bitre ende, som desværre nok trækker ud.

Allerede i juli var mere end 2.000 forstadsmuslimer fra mere end 80 lande draget på jihad, og antallet vokser dag for dag. Lille Danmark er såmænd storeksportør af disse fundamentalister. Jihadister fra hjertet af Europas velfærdsstater menes nu at rådføre ”IS-kaliffen” Abu Bakr al-Baghdadi, og de avancerer hastigt til bevægelsens inderkreds. De er ikke alene kanonføde for Islamisk Stat, de er også digitale PR-folk med forstand på sociale medier og hvervning via internettet.

Belønningen er rundhåndet. At tro, at de opgiver alt bag sig til fordel for et kysk munkeliv, er nonsens. Bevægelsen leverer alt, hvad de fleste mænd ønsker sig af tilværelsen – i hvert fald for dem, der stiger i graderne og bliver ledelsens foretrukne: Ikke kun jomfruer i himlen, men også i barakkerne. Jihad-teenagere som Angela fra den pæne provinsby Soesterberg drages mod Syrien for at levere seksuelle ydelser til krigerne. “Hver dag ankommer der unge kvinder fra Holland, Belgien og England”, udtaler hun til De Telegraaf. ”Vi lever som prinsesser i et harem.”

Andre kilder fremhæver tilstedeværelsen af kvindelige danske og britiske jihadister, der bevogter op mod 3.000 kvindelige ikke-muslimer i Irak. Disse tilfangetagne kvinder menes at blive holdt som sexslaver. Fangevogterne vil på deres side gerne giftes med en hellig kriger. Det giver høj status og livslang respekt, især hvis han går hen og dør for den gode sag. Så er man enke på den fede måde.

Når selveste CIA erkender at have taget alvorlig fejl af bevægelsens størrelse, er det ikke usandsynligt, at Islamisk Stat er fordoblet om et år og vil tælle omkring 50.000 mand.

Chokeffekten fra de ugentlige henrettelser er allerede stor. Mens de horrible, stiliserede scener tiltrækker nye fundamentalister m/k, skræmmer de naturligvis den vestlige Generation Utube fra vid og sans.

Islamisk Stats spindoktorer har overhalet al-Qaeda indenom med hensyn til at forstå, hvordan terror egentlig virker: Det handler ikke om at et stort antal anonyme ofre – som 9/11 – men snarere om den dokumenterede frygt og håbløshed hos et navngiven individ, der kunne være dig, mig, os alle sammen. De henrettede iklædes samme orange overall som de muslimske fanger på Abu Graib og Guantanamo-basen. Det er naturligvis ikke tilfældigt. Islamisk Stat vil have os til at tro, at de er verdensmestre i den retfærdige behandling af vantro. Det er dem, der bestemmer, hvem der skal bære orange keddeldragt, ikke os.

Så vidt jeg véd, fandt den første filmede henrettelse af en vesterlænding sted i Tjetjenien i 1996. Hans navn var Jevgeni Rodionov, en russisk soldat. Den næste var henrettelsen af den amerikanske journalist Daniel Pearl, som blev myrdet i Pakistan i 2002 af Taliban. Siden da er offentlige henrettelser blevet almindelig praksis i Irak, men Islamisk Stat har løftet dette terrormiddel til et nyt og højere niveau. Bevægelsen understreger hermed, at den er villig til at gå planken ud og – modsat al-Qaeda – ikke vil leve i skjul.

Man må forstå den rituelle henrettelse af vesterlændinge som en overgangsrite fra én tilstand til en anden. Riten har ceremoniel karakter, skønt den indebærer et menneskes død. Med drabet fødes krigeren, med henrettelsen manifesteres magten. Islamisk Stat er en sekt, hvor det tv-transmitterede mord er overgangsritualet, sådan som det dunkle tyveri, indbrud eller overfald er bandens. Vi kender det også fra urskoven, når kannibaler bliver kannibaler ved at æde menneskekød: Når du har spist af menneskekroppen, er du en del af gruppen. Indtil du dør. Først da hæves kontrakten.

Det vidste du muligvis. Men hvis du tror, at islamiske krigere altid er mænd, kan du godt tro om igen. Og de bliver fler og fler.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 22. september 2014.