Gjesteskribent

Den svenske katastrofe påkalder sig heldigvis oftere og oftere naboernes opmærksomhed. Det ville også være mærkeligt andet. Vi taler om et land, der snart ophører at eksistere som nation. Denne uigenkaldelige udvikling – med mindre den standses allersnarest – må der råbes op om så højt, som det er muligt.

Bjørn Stærk

Det seneste skud på stammen kommer fra norske Bjørn Stærk, der har skrevet essayet Oppdra folket! – Norge, Sverige og indvandring. Teksten skal ses som en udløber af den svenske bog Invandring och mörkläggning: en saklig rapport från en förryckt tid.

På begrænset plads får Bjørn Stærk ridset langt de fleste ulyksalige udviklingstræk i Sverige op. Den svenske kulturelite og den politiske elite udstilles som de totalitært tænkende vanvidsmennesker, de er.

Her får vi historien om den svenske teaterregissør Sofia Jupither, der fik ubehag af at se Folk og røvere i Kardemommeby. Det kan man jo godt forstå, når man får at vide, at det elskede børneteaterstykke er udtryk for “højreekstrem retorik.” Og nu må man ikke tro, at der er noget specielt usædvanligt ved disse udgydelser. Også langrend, nynorsk og brændehugst har fået samme omgang som udtryk for en slags ny- eller gammelfascisme. Fortæl gerne venner og bekendte, at så galt står det rent faktisk til i Sverige.

Indvandringens omfang

Bjørn Stærk melder om tallene for indvandringen til Sverige i 2012, ca. 111.000, heraf ca. 70.000 ikke-vestlige kan jeg tilføje for egen regning. De seneste prognoser lyder på, at Sverige i 2013 vil give asyl til omkring 60.000, hvortil skal lægges ca. 40.000, der kommer som familiesammenførte. Sverige forsvinder for øjnene af os og bliver, alene derfor, for hver dag, der går, en stadig større sikkerhedsrisiko for sine nabolande.

Læg dertil, at disse masseindvandrede medbringer meget lave jobkvalifikationer til et arbejdsmarked, hvor kun 2,5 procent af arbejdsstyrken arbejder i egentlige lavtlønsjob.

Folkeopdragelse

Herhjemme er den politiske korrekthed slem nok. Blot som eksempel tjener, at vi som en forventes at kalde alle danske statsborgere for danskere, også i de tilfælde hvor mennesker med ikke-vestlig baggrund udtrykkeligt fortæller os, at de da aldeles ikke er danskere, men har en anden identitet og et andet syn på godt og ondt, nyttigt og unyttigt, dydigt og syndigt og så videre.

Tag over på den anden side af Øresund, og man finder i Sverige den mest hæmningsløse folkeopdragelse, der på væsentlige stræk giver mindelser om Nordkorea. De elektroniske og skrevne medier ser det som en pligt at stoppe ned i halsen på Svensson, at han og hun skal elske de fremmede, mens de for resten slet ikke bør være en han eller en hun, men en hen.

Den latterlige term nysvenskere anvendes også hinsidan. Her tager man selvfølgelig skridtet videre og siger om somaliere, der anlander Sverige med fly, at nu kommer der nogle flere nysvenskere. Statsborgerskab kastes alligevel i grams, så hvorfor ikke tale nysprog fra dag et?

Vi kender godt vores egen journaliststand som kraftigt venstredrejet, men selvfølgelig er den slags også værre i Sverige. 41 procent af de svenske journalister ville ifølge en måling stemme på Miljøpartiet, et sandt ekstremistparti, der som udtrykkeligt programpunkt ønsker helt fri indvandring.

Selvcensur og overfald

Med folkeopdragelsen følger en allestedsnærværende selvcensur. Det er helt normalt at miste sit arbejde, hvis det bliver kendt, at man f.eks. er aktiv hos Sverigedemokraterne. Det er også helt normalt for politikere fra netop Sverigedemokraterne at blive overfaldet, uden at det vækker nogen videre opsigt. Man kan ikke blive ”förvånad” over det, som statsminister Fredrik Reinfeldt delagtiggjorde offentligheden i under den seneste valgkamp i 2010. Hvordan kan det næsten være anderledes i et land, hvis eliter for længst har besluttet sig at ophøre som nation og derfor som hjem for det svenske folk?

Tak til Bjørn Stærk for at være blandt dem, der påtager sig at oplyse de interesserede om vort broderfolks snarlige forsvinden fra landkortet.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 21. november 2013.

Les også

-
-
-
-