Kommentar

Eva Agnete Selsing heter en skribent på det danske firmament. Hun har en sjelden evne til kort og pregnant å formuler hva vanlige mennesker føler.

Hennes tanker om frykt og kriminalitet er som skrevet for den undersøkelsen om Oslo-borgernes trygghet som NRK har kvernet på i hele dag: det er ingen grunn til å bekymre seg, utryggheten sitter inne i hodene på folk, og er skapt av presse og angst. Det er innbilning. Stort sett. Man sørger for å bruke gummistrikkord som «relativt», og «i sum». Men sluttsummen er hele tiden at borgerne engster seg unødig. Sammenholdt med den raske befolkningsveksten er Oslo usedvanlig trygg.

Hvilken planet lever de på?

To enkle forhold/spørsmål: Hvis Oslo er så trygg, hvorfor vedtok Politiforbundet på sitt siste landsmøte å gå inn for bevæpning, stikk i strid med formannens ønsker, noe som var medvirkende til at han trakk seg noen måneder senere? Burde ikke politi ha ganske god kjennskap til kriminalitetsutviklingen, eller er det innbilninger det også?

Det forskerne ikke tar opp er hvordan folk har tilpasset seg utviklingen og unngår bestemte områder. Men dette ble også latterliggjort! Folk som bodde i såkalt belastede områder var de minst utrygge av alle! kunne undersøkelsen fortelle. Det kunne vært interessant å fått kartlagt dette fenomenet litt nærmere. Hvem de er, og hvordan de oppfører seg.

Skal vi innbille oss at forskeren fra Politihøgskolen, ordfører Fabian Stang eller byrådsleder Stian Berger Røsland ikke advarer barna om hvor de bør gå og ikke gå når de skal ut på byen? Er det ingen som husker Sigrid Giskegjerde Schjetne? Eller er det skrevet på kontoen for freak tilfeller? Hun fikk lov å være sent ute for første gang og gå alene hjem. Hvor mange foreldre har ikke endret atferd og regler for sine døtre etter dette? Men slike spørsmål tar ikke avisene eller mediene opp. Hvorfor ikke? Hvorfor står det ikke råd om hva man bør si til barna, når det gjelder hvor man bør gå og når? Etter klokken 19 – 20 forandrer Oslo S karakter, da er det ikke lenger trygt for unge jenter å gå alene.

Hva slags politi og hva slags politikere har vi når de engasjerer seg i kampanjer for å fortelle dem at deres frykt er ubegrunnet?

Det er hyklersk og totalt uansvarlig.

Eva Agnete Selsing har pulsen på den frykten som mennesker føler i den kaotiske multikulturelle virkeligheten, der det meste later til å flyte. Også lov og orden.

Der er sket noget med Danmark. Nok er vi et relativt fredeligt land, men den grove vold er blevet mere tydelig de senere år. Vold, der ikke altid, men ofte, begås af unge indvandrere og efterkommere, og som rammer høj som lav. Den unge mand, der bare er på den forkerte bus. Den gravide kvinde på vej hjem. Den 13-årige pige på cykel, der ringer med sin ringeklokke. Eller, senest, den 34-årige kvinde med sit barn i klapvogn, der blev overfaldet med sakse af unge indvandrerpiger.

Det er et prekært emne for mange, men ikke desto mindre noget, vi bør forholde os åbent og ærligt til.

Vold handler ikke kun om det fysiske overfald. Det handler i lige så høj grad om de potentielle ofres viden om, at der kan hænde dem noget. Voldens anatomi er en blanding af selve overgrebene og borgernes bevidsthed om, at det kan ske. Så går vold og magt op i en højere enhed og kommer til at definere en ny orden i det offentlige rum. En struktur, hvor forbryderne er de nye magthavere.

Det er en trist udvikling, men den folkelige reaktion har været bemærkelsesværdigt tavs. De fleste har reageret som de sociale dyr, vi er, og tilpasset sig den nye orden. Vi træffer forholdsregler uden at tale for højt om det: Vi undgår bestemte steder, især om aftenen, vi slår blikket ned over for visse typer, vi finder alternativer til de offentlige transportmidler, hvor mange overfald sker, vi undlader måske at sige fra og blande os, når vi ser overgrebene. Og det gør vi, fordi det jævnligt bliver demonstreret, hvad der sker, hvis vi trodser magten og siger fra. Eller med andre ord: Reaktionen er frygt i tavshed.

Den undersøkelsen NRK har kjørt på og måten de har presentert den på er den type tilpasning til kriminalitet som Selsing beskriver. Deres budskap får folk til å resignere, trekke seg inn i seg selv, tilpasse seg. Det er politi, forskere, politikere og presse som forteller dem at de innbiller seg ting. Men det underliggende budskap er: Dette kan vi ikke gjøre noe med, du enslige borger er helt alene. Du bør avfinne deg med tingenes tilstand og helst smile.

Men tavsheden skyldes ikke kun frygt for volden. Den skyldes også det alvorlige sociale stigma, der følger af at tale om den: Overdanmarks reaktion har været bortforklaringer og udskamning af ofrene og dem, der taler lidt for ærligt om problemerne. Man kalder det i stedet »sociale problemer« og antyder dermed, at det handler om for lidt økonomisk omfordeling. De fleste politikere undgår helst at tale om det. Aktivistiske eksperter advarer mod »generaliseringer«, når emnet dukker op i debatten. Og politiet har tilsyneladende valgt at lægge sig fladt ned for ikke at rage uklar med de værdipolitiske modstandere af virkeligheden.

Berøringsangsten over for den personfarlige vold gør det meget svært at dæmme op for skadevirkningerne. Som er, at samfundet deler sig kulturelt. Balkaniseres. Går i den modsatte retning af det, vi alle ønsker, nemlig en samhørig og fredelig fremtid.

For hvad gør volden ved os som mennesker og som borgere? Den spreder utryghed. Den gør, at vi ikke på samme måde tør se hinanden i øjnene i det offentlige rum og føler os trygge blandt hinanden.

Når vi taler om frihed og retsstat, er det tit med udgangspunkt i forholdet mellem stat og individ. Men relationen individerne imellem har mindst lige så stor betydning for den enkeltes følelse af tryghed og frihed.

Hvad skal vi med fine retsprincipper, hvis vores konkrete frihed er truet af den arbitrære og grove vold? Tilliden borgerne imellem er selve forudsætningen for vores civilisation.

Så mye står på spill.

Det er oseaner av avstand mellom menneskene på Oslos stoppesteder og i vognene på kollektivtransporten. Det gir tilsynelatende en frihet, til at ingen bryr seg. Men akkurat dette – at ingen bryr seg burde få noen varsellamper til å lyse: for noen ganger trenger man at noen bryr seg. En urban kultur kan ikke bygges på at innbyggerne befinner seg i en slags uforpliktende limbo.

http://www.b.dk/kommentarer/frygt-i-tavshed

 

Les også

-
-
-
-
-