Gjesteskribent

Følelser skabes ikke gennem nettet

Jeg vil hermed imødegå Klemens Kappel, lektor i filosofi, Københavns Universitet og Garbi Schmidt, professor i kultur- og sprogmødestudier, RUC forestillinger om hvordan radikalisering foregår. De skriver (http://www.b.dk/kronikker/radikaliseringens-demokratiske-problem) at ”radikalisering [skabes] som udgangspunkt igennem almindelige, hverdagsagtige handlinger, som svarer til, hvad vi alle gør på nettet. Radikalisering på internettet kan – som udgangspunkt – ses som produkt af aktivitet udført af almindelige mennesker via alment tilgængelige værktøjer. Aktiviteten er som udgangspunkt normal. Det er ikke hjernevask eller hypnose, men almindelig samtale; meningsdannelsen sker umiddelbart ved processer, som vi kender fra andre sammenhænge.
Studier viser, at får man ligesindede til at diskutere et fælles emne, afskåret fra andre impulser, vil de fleste gå derfra med en mere fasttømret – i nogle tilfælde radikal – tolkning af emnet, end da de kom. Nettet har vist sig meget effektivt til at skabe sådanne »ekko-kamre.”

Ekstremisme og radikalisering er følelser, der skabes inde i hovedet på individer ligesom had, religiøsitet, kærlighed og alle mellemmenneskelige følelser. Individer eller grupper af individer kan fx præsentere deres følelser på nettet, hvor påvirkelige unge mennesker kan læse dem, og det forhold skræmmer åbenbart de to forskere, der ikke er psykologer.
Et individs erkendelse, tænkning og læring er medieret gennem andres erfaringer f.eks. gennem kulturelle koder og videnssystemer, ganske simpelt fordi vi ikke vokser op på en øde ø.Mennesker er kultur, det er deres natur. Alle nye input såsom information og opfordringer kører igennem et individets eget vurderingsgrundlag bestående af interessenthensyn (bliver læreren vred, hvis jeg tvivler på det han postulerer ?) værdier (stemmer det overens med min moral?) og afvejes i forhold til allerede etableret viden.Livet er altså valg,valg og atter valg.Og vi præsenteres igennem barndom og ungdom for uendelig meget vrøvl og mange dumme forslag.
Kappel og Schmidt har vist glemt, at det meste af vores vågne tid går med at sortere indtryk.
I nutidens diskussionskultur har vi reserveret begrebet radikal til et forhold , hvor ideologiens indehaver accepterer benyttelse af vold mod uskyldige. Jeg finder at Kappel og Schmidt forplumrer debatten ved at præsentere dansk kvindekamp og 68’studenteroprøret som radikale fænomener i en debat om radikalisering og mediers evt. farlighed.

De narrativer vi vokser op under medvirker til at forme de neurale netværk. Man lærer, hvad der er viden. Man lærer, hvad man skal gøre. Og man lærer, hvordan – og hvad – man skal opleve. Det vi kalder radikalisering /villighed til vold har altid rod i en række individualpsykologiske og sociale processer. Hvis det livssyn som individet ender op med karakteriseres som radikalt af det omgivende danske middelklasse samfund, er noget gået frygtelig galt i den psykiske udvikling, og det er ALDRIG tekstens skyld!


På den måde fungerer religioner, kulturer som informationsbehandlings-programmer, der ”styrer” forestillinger og adfærd. Når styrer står i anførselstegn, er det naturligvis fordi psyken også besidder evnen til selvorganisering og dermed organiserer sig individspecifikt, så vi er altså ikke ovre i determinisme. Organisationer med et bestemt formål vil selvfølgelig blive gransket og idioti vil blive forkastet af sunde individer, altså individer der mestrer kritisk rationel tænkning. Hvor frie vi er i vores tænkning, afhænger først og fremmest af opdragelsen. Læser man kun den samme blog, og samtaler man aldrig med medborgere, der har andre meninger bor man selvfølgelig i et mentalt ekko-kammer, men det er ikke bloggens værk. Forfatternes argumentation er absurd i og med frie individer i Vesten aldrig på den lange bane er ”afskåret fra andre impulser”.Samtalen er mangefold og uendelig.
Engang var det tegneserier, der antoges at fordærve de unge.

Torben Snarup Hansen's billede
22. april 2013, 11:39

er mennesker ubeskrevne blade ?

De to kronikører tror, at mennesker, som ikke er universitetsansatte, er bevidstløse eller går omkring som zombier. Indtil «nogen» sætter ord i deres hoveder. Det er klart, at Kappel og Schmidt gerne vil være «nogen» – eller i det mindste få staten til at ansætte «nogen». Som mange andre akademikere tror Kappel og Schmidt, at «ordet skaber det, det udsiger». Dette er tydeligvis lånt fra den kirkelige tradition, men nu står et nyt præsteskab parat til at fortælle den uvidende hob, hvad og hvordan den skal tænke og føle.

Menneskets natur er at skabe kultur, som er normer og idealer. Hvornår begynder Kappel og Schmidt at interessere sig for de normer og idealer, der sidder i hovedet på muslimske terrorister? De to mordere i Boston var tydeligvis ikke plaget af krigstraumer.

 

Artikkelen sto første gang i Berlingske: