Sakset/Fra hofta

I den igangværende strid om Hedegaard-Krasnik-interviewet springer Weekendavisens talrige angreb på Hedegaard i øjnene.

Først var Arne Hardis på banen, så Klaus Wivel, mens unge Søren K. Villemoes var travlt beskæftiget med Krasnik-forsvar og Hedegaard-bashing på Facebook.

Det er ikke overraskende, at kolleger forsvarer deres egen tidligere kollega – Martin Krasnik var som bekendt ansat på Weekendavisen indtil for nylig – (det er kun Trykkefrihedsselskabet, der er ”sekterisk”, når vi forsvarer vores egne).

Men hvorfor falder en journalist som f.eks. Klaus Wivel, der selv har beskæftiget sig kritisk med islamisme, så heftigt over Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet?

Forklaringen er, at forskellen mellem ham og Politikens lederkollegium faktisk ikke er så stor som man skulle tro.

I krigens hus

Lad os se på stridens kerne, den snart ti år gamle bog I krigens hus.

Det var den, Martin Krasnik til den samlede journaliststands jubel sammenlignede med det antisemitiske falsum Zions Vises Protokoller, og det var den bogs tese, som Krasnik mente var en konspirationsteori lånt fra en krigsforbryder eller en ”rådgiver for en prominent serbisk krigsforbryder.

Hvor havde han disse groteske og, viser det sig, fejlagtige påstande fra? Fra Klaus Wivel såmænd.

Krasnik lagde til og smurte tykt på, men ammunitionen hentede han i gamle Wivel-artikler.

Ikke kun fra artiklen fra 2010  med den betegnede titel ”Trykkefrihed: ”De er alle blevet kukkuk”.  

Det var dengang Klaus Wivel og Jesper Vind Jensen ihærdigt forsøgte at fremstille Lars Hedegaard som en, der var blevet ”kuk-kuk” og Trykkefrihedsselskabet som afsporet pga. vores påståede ”alliance” med Vlaams Belang.

Ammunitionen stammer også fra langt ældre artikler.

Mekka-erklæringen

I januar 2005 kunne Klaus Wivel således afsløre, at I krigens hus støtter sig til oplysninger fra en serbisk historiker, der benægter folkemordet i Srebrenica, og som forsvarer serbiske krigsforbrydere”.

Forelagt påstanden om, at bogen hævder, at der er en islamisk ”masterplan” om at erobre Vesten, svarer Hedegaard i samme artikel:

»Vi har aldrig hævdet, at der var en master plan. Det, vi bruger Mekka-erklæringen til, er, at underskriverne af denne Mekka-erklæring begynder at fremsætte krav på vegne af hele umma’en (samfundet af samtlige muslimer i verden, red.) – også den, der bor i vores del af verden. Der er ikke noget krav i Mekka-erklæringen om en magtovertagelse. Det skriver vi også i bogen, at vi ikke kan vise, at der på noget tidspunkt er truffet en beslutning om en sådan magtovertagelse. Der er derimod ikke nogen uoverensstemmelse mellem en sådan antagelse om, at en sådan beslutning har fundet sted, og det der sker senere. Men det er i øvrigt vores opfattelse i bogen, at koloniseringen ikke behøver en sådan beslutning, i og med at selve jihadforpligtelsen kan opfyldes, blandt andet ved udvandring. Det har vi talrige beviser på.«

Og Helle Merete Brix replicerede senere på Klaus Wivels påstand om, at bogens forfattere talte med to tunger ligesom imamerne, når de skulle forsvare det ”vås”, de havde skrevet:

Som Lars Hedegaard prøvede at forklare Klaus Wivel, er det fra Trifkovics bog, vi har oplysningen om Mekka-erklæringens eksistens – og det bør man efter vore begreber anføre – og vi har ikke brugt den til andet. Derefter gik vi til selve dokumentet, der findes i engelsk udgave på en hjemmeside tilhørende den organisation under hvis auspicier, erklæringen blev til, nemlig The Organization of the Islamic Conference (OIC), hvilket omhyggeligt er angivet i vores bog… I vores bog bringer vi følgende citater fra Mekka-erklæringen: “Alle muslimer, selv om de taler forskellige sprog, har forskellig hudfarve, bor forskellige steder, og adskiller sig fra hinanden på andre måder, udgør én eneste nation, knyttet sammen af fælles tro… idet de påtager sig én opgave over hele verden.” (Weekendavisen,14. januar 2005)

Så syntes Wivels mistænkeliggørende tese at være grundigt tilbagevist samt påstanden om en sammensværgelsesteori.

Men altså ikke hos hans kolleger på Weekendavisen, der lod dem genopstå som en sensationel afsløring ni år senere i Deadline-studiet.

Wivel på PENs side

Klaus Wivels kampagne mod I krigens hus begyndte imidlertid allerede året inden, da det skabte overskrifter, at Dansk PEN tøvede med at optage Hedegaard som medlem. Klaus Wivel var helt på PENs side:

Skal de skribenter, der skriver således – Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Torben Hansen – have lov til at mene alt det? Naturligvis. Skal de optages som medlemmer af PEN? Her skilles kulturministerens og mine veje måske, for det mener jeg ikke, de skal. Dertil er deres bog I krigens hus simpelt hen gået for vidt. PEN-bestyrelsen burde aldrig have ladet aben gå videre til medlemmerne” (23. januar 2004).

Hvis man ”går for vidt”, dvs. kritiserer islam og ikke alene islamisme, skal man altså ikke have lov at være med i en forening til forsvar for ytringsfriheden!

Her har vi det berygtede ”ytringsfrihed, men”-argument for fuld udblæsning.

Ja, Wivel overgik selv PENs Anders Jerichow, der i rådvildhed sendte spørgsmålet videre til PEN’s medlemmer. Modsat Jerichow mente Wivel nemlig ikke, der skulle rystes på hånden. Hedegaard skulle afvises helt uden debat.

Dermed ville Dansk PEN vise ”rygrad”: ”En selvsikker bestyrelse ville have set, at I krigens hus er på kollisionskurs med PENs charter”.

Men Klaus Wivel kunne dengang ikke se, at han selv var på direkte kollisionskurs med forsvaret for ytringsfriheden.

Så afgørende var det for ham, at de forfattere, der i hans øjne havde ytret utilbørlig kritik af islam, blev udstødt.

Deres bog er nemlig baseret på ”udokumenterede rygter” – her er den igen – og på ”Mekkas Vises Protokoller”.

Værsgo – her har vi kimen til Krasniks mest primitive sammenligning i Deadline.

Tilbageblikket på Klaus Wivels ret omfattende contra-Hedegaard-artikler forklarer hans ageren i denne aktuelle strid.

Når han forsvarer Krasnik, forsvarer han i virkeligheden sig selv og sin research.

Når han igen og igen angriber Hedegaard – på det seneste tilsat Breivik-associationer, hvis usaglighed Bruce Bawer så grundigt har gennemhullet – er det i virkeligheden sine egne ti år gamle teser, han forsvarer.

Se, jeg havde ret: Hedegaard er ikke stueren!

Ti år efter

Wivels læsning af I krigens hus var og er ikke særligt begavet. Men i stedet for at byde debatten om bogen velkommen, forsøgte han i 2004 at lukke debatten ved at kræve forfatterne udelukket fra de pæne cirkler. Det skulle have konsekvenser at udøve formastelig islamkritik.

Denne underløbning af ytringsfriheden tilbage i 2004 er direkte pinlig.

Jeg gætter på, at han godt ved det selv. Han har som så mange andre flyttet sig meget siden dengang. Heldigvis for det.

Men i stedet for erkende det, fortsætter han med at kaste smuds på genstanden for sin gamle animositet.

Det er ikke Klaus Wivel, der tog fejl. Nej, det er Lars Hedegaard, der er kuk-kuk.

Det gør også det hele meget nemmere – for Klaus Wivel.

 

Grunden til, at der ikke linkes til Klaus Wivels artikel fra sidste uges Weekendavis er, at den ikke er online.  Wivel er naturligvis velkommen til at svare på kritikken i form af en klumme her på siden. Vi bestræber os på at udvise den fair play, som Weekendavisens debatredaktion for længst har droppet.

 

Opprinnelig i sappho.dk

Les også

-
-
-
-
-
-

Les også